Fortsæt til indhold
Debatindlæg

DN skal da ikke støtte naturødelæggelse

Nu er jeg blevet 93 og havde aldrig troet, at jeg skulle se Danmarks Naturfredningsforening fremme et forslag til naturødelæggelse.

Bodil EllingViby J

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Til Danmarks Naturfredningsforening.

Jeg er medlem af DN igennem mange år. Jeg har talt med min familie om DN’s oplæg til klimaplan for Aarhus Kommune og bedt min datter om at skrive til jer. Jeres anbefaling af opstilling af havvindmøller ved Mejlflak, synes vi, er helt uhørt i en naturfredningsmæssig sammenhæng og vil give en maksimal naturødelæggelse af de uvurderlige kystområder omkring Aarhus Bugt. Et projekt med 20 havvindmøller af 150 meters højde til placering på kanten af Natura 2000-området midt i bugten og omgivet af Nationalpark Mols Bjerge, Samsø, Tunø og kysterne i Odder/Aarhus/Syddjurs kommuner har I tænkt jer at anbefale og endda tilskynde Aarhus Kommune til at deltage i!

I håndhæver beskyttelsen af vore kystområder på landsiden nidkært, så jeg håber, at denne beskyttelse også kan bringes til at omfatte trusler på vandsiden. De påtænkte møller vil blinke 96.000 gange i timen og være opstillet i et rodet mønster, som Naturstyrelsen tidligere har ytret er uacceptabelt. De fleste af os færdes på kysten og ser ud på vandet og ikke den modsatte vej, så den 8-10 m flagstang, som ikke må opstilles på Issehoved af hensyn til kystlandskabet, ser ud til at nyde større lovbeskyttelse end 20 150 m roterende vindmøller med blink! Det virker ikke logisk; mørke og stilhed er også knappe ressourcer.

Endnu mere uhyrligt anbefaler I en øgning af højden på vindmøllerne – men så skal afstandskravet til fredede områder – Issehoved, Mols Bjerge etc. – øges!

Hvad med Natura 2000-området i Aarhus Bugt? Dumpning af tungmetaller fra møllerne. Og I fraråder ovenikøbet opstilling af tre vindmøller ved Vosnæs med henvisning til beskyttelse af det kystnære landskab! Jeg citerer fra Svend Aukens forord til planloven/vejledning for planlægning i kystområder:

»Vore endnu uberørte kyststrækninger er noget af det mest uspolerede natur, vi har. Vi skal gennem planlægning sikre, at de bevarer deres karakter og helhed, så også vore børnebørn kan opleve kysternes natur og samspillet mellem vand og land.«

Jeg håber, at I vil gentænke klimaplanen for at undgå et overgreb af uhyrlige dimensioner mod den uerstattelige natur i/omkring Aarhus Bugt, så den bevares for kommende generationer. Nu er jeg blevet 93 og havde aldrig troet, at jeg skulle se DN fremme et forslag til naturødelæggelse.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.