Er vi blevet lidt for pengefikserede?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den rituelle stammedans om overenskomstforhandlingerne er begyndt. Arbejdsgiverne klager over manglende arbejdskraft og manglende fleksibilitet. Medarbejderne mener, at aktiemarkedet gløder, og at der derfor skal flere penge i lønningsposen.

Men skulle vi ikke tale lidt mere om helbred end om penge?

Jeg mener faktisk, at både arbejdsgivere og lønmodtager i Danmark er blevet for pengefikseret.

Det går godt for de danske virksomheder, og arbejdsgiverne belønner sig selv med store lønninger. Det giver øget ulighed og en generel opfattelse af, at den danske elite er ved at stikke af fra resten af samfundet. Det ville klæde arbejdsgiverne at arbejde mere med nogle af de strukturelle problemer for selve arbejdsmarkedet. Og her taler jeg bl.a. om stress:

Arbejdsmarkedet stiller så høje krav til medarbejdernes flid, tilpasningsevne og ydeevne, at mange segner under kravene. Vi har hver dag op imod 35.000 sygemeldinger pga. stress og mistrivsel.

Vi har adskillige fag og arbejdsområder, hvor det nu kun er muligt at være ansat, hvis man er ung, rask og barnløs. Tag for eksempel callcentrene. Her ser vi en enorm udskiftning i personalet. Det er normalt, at medarbejderstaben er 100 pct. udskiftet i løbet af to år.

Også i restaurationsbranchen, hoteller og landbruget er det umuligt at følge tempoet, hvis man er væsentligt over 40 år. Mange steder vælger man at ansætte unge, raske og barnløse udlændinge, fordi det kun er dem, som kan klare det – og kun i en afmålt årrække.

Vi ser nu de første tegn på konsekvensen af den højere folkepensionsalder. Flere og flere slutter deres arbejdsliv med at tilbringe år på dagpenge og/eller bistandshjælp. Er man opsagt i en sparerunde i 60-års alderen, finder man ikke fodfæste på arbejdsmarkedet igen.

Vi bør alle sammen stoppe op og spørge os selv, om det er sådan et arbejdsmarked, vi ønsker.

For lønmodtagerne i Danmark har også andel i problemet i kraft af overarbejde.

Store dele af industrisektoren, byggeriet og transportsektoren (som skal have fornyet overenskomst i 2020) er kendetegnet ved meget store mængder overarbejde. Det er ikke unormalt at håndværkere, bygningsarbejdere og chauffører arbejder fem år på fire år! Vi ved også fra slagterierne og andre brancher i akkord, at tempo og arbejdstid er skruet op i urimelige højder.

Kunne man ikke bare afspadsere så?

Jo, det er jo dét, der er meningen, og det er netop dét, som overenskomsterne lægger op til. Men her gør medarbejderne modstand. Det store flertal vil hellere have pengene og har lagt deres liv an på at få mange timers overarbejde udbetalt.

Med tanke på de store mængder overarbejde er det svært at tage en voksensnak om tilbagetrækning. Var det ikke bedre, at man arbejdede færre timer pr. uge og så blev længere tid på arbejdsmarkedet? Det er jo dét, den officielle debat tager udgangspunkt i.

Det er endnu sværere at tale om tilbagetrækning på grund af nedslidning. Hvorfor skal resten af samfundet betale for ”selvforskyldt nedslidning” i bestemte fag? Hvis man insisterer på at knokle røven ud af bukserne og få overarbejdet udbetalt, så tror da fanden, at man er træt inden den officielle pensionsalder.

Helt generelt skal vi have en diskussion med åbne øjne om, hvad det er for et arbejdsmarked, vi ønsker os. I Danmark har vi den højeste effektivitet i hele Europa (ifølge CO-Industri), det højeste antal stress-sygemeldinger og den højeste pensionsalder.

Skulle vi ikke hellere fokusere på psykisk nedslidning, hvor lønmodtagerne ikke har samme muligheder for hjælp som ved overarbejde. Her har arbejdsgiverne det afgørende ansvar. Ved at sætte effektivt ind her kan vi spare samfundet for enorme summer (HK anslår 14 mia. kr. i stresssygemeldinger om året), og den enkelte lønmodtager får et bedre arbejdsliv.

Jeg synes, at vi skal tænke mindre på kortsigtet pengehøst og lidt mere på vores helbred. Både arbejdsgivere og lønmodtagere har et ansvar for, at danskerne har anstændige arbejdsforhold hele livet.

Jeg ser frem til, at de kommende overenskomstforhandlinger tager det ansvar på sig.