Frit fagforeningsvalg: Skal man yde for at nyde?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I de seneste par uger har der været en del drama om en vikar i Københavns Lufthavn, som ikke ønsker at være medlem af fagforeningen 3F.

Lad os starte med at slå fast, at vi har foreningsfrihed i Danmark. Man kan være medlem af den fagforening, man ønsker, og man kan vælge ikke at være medlem af en fagforening. Det er ikke i orden at true nogen til at være medlem af en bestemt fagforening. Stilfærdigt kunne man anføre, at det ikke burde være nødvendigt at true, hvis det, man gerne vil opnå, er godt og rigtigt. Jeg giver heller ikke meget for historien om, at ”alle taler grimt til hinanden på et værksted, så det skal man kunne tåle”. Hold op med at tale grimt til hinanden, af mange forskellige grunde.

Når alt det er sagt, så er der en væsentlig pointe, som meget let bliver overset i debatten: Når man ikke er medlem af den fagforening, som har overenskomsten på området, så får man en masse goder, som man ikke har bidraget til. Altså det modsatte af det gamle ordsprog om, at man skal yde for at nyde.

Når man er medlem af en fagforening, der tegner overenskomst på ens arbejdsområde, så bidrager man til, at fagforeningen kan forhandle med arbejdsgiveren. Det handler om din løn, al ferie og frihed ud over de lovpligtige fem uger, pension, barns sygedag, uddannelse og fritvalgskonto – bare for at nævne nogle af elementerne.

I mange lande er lønnen lavere end i Danmark, og lønmodtagerne har slet ikke alle de goder, vi har herhjemme. Årsagen er, at deres arbejdsmarkeder er styret af politikere gennem lovgivning. I Danmark er arbejdsmarkedet først og fremmest reguleret igennem den danske model. Det vil sige, at arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler om løn- og ansættelsesvilkår. Det er derfor, at arbejdsgiverne også er medlem af arbejdsgiverforeninger.

Alle undersøgelser siger, at medarbejdere, som arbejder under en overenskomst, har et bedre arbejdsliv. De får bedre løn- og ansættelsesvilkår, de har et sundere arbejdsmiljø, og de har større sikkerhed i jobbet.

Når vikaren i Københavns Lufthavn, og rigtig mange andre danske lønmodtagere, vælger at stå uden for den fagforening, der tegner overenskomst på området, så er det med til at udhule den danske model. Hvis lønmodtagerne ikke vil stå sammen, så har arbejdsgiverne frit spil til at give de løn- og ansættelsesvilkår, som det passer dem. Det kommer til at koste dyrt for os alle.

Konflikten handler altså ikke kun om retten til selv at vælge sin fagforening. Det handler om vores allesammens muligheder for at have et godt arbejdsliv. Når man siger nej til at være medlem af den overenskomstbærende fagforening, siger man nej til den danske model. Den forudsætter nemlig, at både lønmodtagere og arbejdsgivere står sammen, så vi kan forhandle med hinanden.

Hvis man ønsker at være medlem af nabobyens fodboldklub eller slet ikke være medlem af en klub, så får man heller ikke lov til at spille på det lokale hold. Det tror jeg, de fleste synes er ganske rimeligt, selv om der er frit fodboldklubvalg.

Derfor kan det undre, at mange danskere synes, det er rimeligt, at de høster alle fordelene på arbejdsmarkedet, uden at de vil være med i det fællesskab, der forhandler fordelene ind i overenskomsten.