Byfortætningsstrategien er ikke en blankogodkendelse!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Min barnefod har mange gange betrådt Moesgaard skov og strand, og jeg har som ung deltaget i både vikingetræf og hubertusjagter. Jeg husker som barn følelsen af at se på de gamle bygninger i vores midtby og de forestillinger, jeg havde om livet før mit. Fortællingerne om Aarhus er mange, men stoltheden over byens krogede rødder, træernes hvisken og det våde sand imellem tæerne går igen.

I Aarhus banker mange hjerter for det grønne, det blå og for historien. Det er der god grund til, for byens dna bærer en fortid som byen ved Vikingetidens blå rambla. Historiens vingesus høres mange steder, og Aarhus er faktisk den næstældste by i Danmark, idet fund viser, at byen allerede blev grundlagt i det ottende århundrede.

For de fleste er kendskabet til byrådets drøftelser og til de enkelte partier og byrådsmedlemmer næppe stort. Men Aarhus bruser i blodet på mange aarhusianere, og der er derfor store følelser på spil, når gamle bygninger pludselig rives ned, og nye kommer til. Det kommer til udtryk på mange måder, f.eks. når byens aviser udnævner øjebæ efter øjebæ.

I forbindelse med byrådets vedtagelse af Kommuneplan 2017 vedtog det tidligere byråd også en ramme for kommunens arbejde med byplanlægning og udvikling. Ét element heri er, at der skal ske byfortætning fra midten og ud nær de store offentlige transportårer. Strategien giver på mange måder god mening, fordi der årligt strømmer 4.000 nye indbyggere til Aarhus Kommune, og fordi man gerne vil tænke bæredygtigt og værne om det grønne og det blå.

Det er dog frustrerende at erfare, at visse partier og byrådsmedlemmer kommer til at opfatte denne byfortætningsstrategi som en blankogodkendelse for nedrivninger, nyt byggeri og ekstra etagemeter, som det fremgik, da rådmand Bünyamin Simsek (V) på sidste byrådsmøde sagde: »Når man har sagt byfortætning, så er konsekvensen det her. Man kan ikke både sige, at man vil have byfortætning i sin kommuneplan og samtidig ytre, at det ønsker vi ikke«.

For jo, det kan man, når det handler om det enkelte projekt. For byfortætningsstrategien er en del af en overordnet ramme for planlægningen og ikke en blankogodkendelse for hvert enkelt byudviklingsprojekts højde eller konsekvenser for vores smukke, historiske bygninger. Som det også står i vores kommuneplan, så skal der »i højere grad være blik for historien og at få den ført med videre, så den fortsat er synlig og bidrager til bykvaliteten for dagens og fremtidens aarhusianere«.

I Radikale Venstre ønsker vi at bringe andre dele af kommuneplanen i fokus. Nemlig de afsnit, der afspejler, at vi i byrådet har ambitionen om, at det nu er landskabernes tur til at vokse ind i byen. Ambitionen om at øge skovarealet til 8.000 ha og fokus på at forbedre forholdene for naturen, biodiversiteten og de økologiske forbindelser. Byrådets mål, om at Aarhus skal have en høj grad af medborgerskab, er for os centralt. Medborgerskab giver identitet, og Aarhus styrkes socialt, når aarhusianerne involverer sig i byen.

Og det gør de. Én af de ting, vi hører aarhusianerne, fællesrådene og kulturrådet sige, er, at vi skal bevare de bevaringsværdige og historiske bygninger, der rummer vores fortællinger om Aarhus og er med til at give identitet og samhørighed.

Vi mener derfor, at opfattelsen om byfortætningsstrategien som en blankogodkendelse af de enkelte byudviklingsprojekter er forfejlet. Vi vil insistere på at forholde os konkret til de enkelte projekter, når de fremlægges i byrådet – som det også forventes, at vi som folkevalgte repræsentanter gør og bør.