Ja, jeg er et forkælet curlingbarn!
Jeg er et curlingbarn, jeg har haft alle muligheder åbne, jeg har fået rigtig meget støtte af samfundet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Curlingbarnsgenerationen som udtryk er et billede på de ældre generationers arrogance og manglende selvindsigt.
16/2 skrev jeg et læserbrev om den giftige præstationskultur, som samfundet er bygget op på. Siden da har den primære respons været, at jeg er et curlingbarn, der tuder lidt for meget.
Og ja, jeg er et curlingbarn, jeg har haft alle muligheder åbne, jeg har fået rigtig meget støtte af samfundet.
Men – og ja, der skal være et men – hvis skyld er det?
Når den ældre generation kalder den yngre generation for curlingbørn, er det et udtryk for en massiv arrogance, fordi det negligerer alle pointer og al kritik fra den yngre generation. Og det klinger hult, for hvis skyld er det, at vi er blevet curlingbørn?
Hvor tror du selv, at curlingbarnsgenerationen opstod, og hvornår har du sidst snakket med dit barn?
Det kan ses ud fra to synspunkter; enten er det forældrenes skyld, eller også er det samfundets indretning.
Spørger man den ældre generation, var ingen af deres små poder curlingbørn. De har jo givet deres børn den rette opdragelse, rustet dem til at klare de svære tider her i livet og udstyret dem med en taknemmelig og sund fornuft. Så kig dog indad!
Kig indad, da du hentede dine børn for sent i daginstitutionen, fordi du havde travlt med at gøre karriere. Da du måske hjalp lidt for meget med lektierne, fordi du var træt efter en lang dag på arbejde og ingen tålmodighed havde, til at dit barn selv kunne regne ud, at 2+2 giver 4. Og kig indad, da du gav karakterpenge til dit barn, fordi 12-tallet kom i hus. Gad vide hvor curlingsbarnsgenerationen opstod?
Man kan også som et rigtigt curlingbarn give samfundet og de institutioner, som barnet vokser op i, skylden.
De ”voksne” overlader opdragelsen af deres poder til institutionerne. Det betyder, at institutionerne brødføder os curlingbørn med falsk omsorg, den omsorg, der ikke er tid til derhjemme. Og ja, den er falsk, fordi man bliver ikke elsket rigtigt. Kampen om at være unik og derfor gøre sig fortjent til denne institutionelle omsorg opstår blandt curlingbørnene og fortsætter resten af opdragelsen i institutionerne.
Jeg tror, at grunden til, at curlingbørn opstår, er den massive kompensation fra den ældre generation, fordi de har haft for travlt med at realisere sig selv på andre fronter end hjemmefronten. Derved har de glemt deres børn, glemt at hente dem, glemt at lade dem lære af deres egne fejl, glemt at de også bliver voksne. Simpelthen fordi de ikke har været der under opvæksten.
Derfor er det svært for den ældre generation at acceptere, at vi curlingbørn nu er blevet voksne, og som alle andre før os, stiller vi os kritiske over for det system, vi er opvokset op i. Ikke mindst fordi vi kender konsekvenserne som angst, depression og stress.
Men det bliver slået ned af ”de voksne”, fordi vi har jo fået alt. Fået alt, ja. Men materielle goder gør ikke op med alle de gange, vi ikke er blevet lyttet til, alle de gange, hvor vi selv har måtte sørge for at komme hjem fra institutionerne, alle de gange, vi ikke er blevet spurgt om, hvordan vi går og har det. Tænk over det; hvornår har du selv sidst spurgt dit barn om, hvilke tanker det har, hvordan det går og har det, eller om det trives?
Det eneste, vi er blevet spurgt om, er, hvordan går det i skolen? Altså fik du det 12-tal for den aflevering, jeg hjalp dig med?
Min bøn går ud til den ældre generation: Hav noget selvkritik!
Hvor tror du selv, at curlingbarnsgenerationen opstod, og hvornår har du sidst snakket med dit barn?