Presser Aarhus Kommune retsstillingen for at spare penge på børn med handicap?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære byrådsmedlem.

Vi er et netværk af forældre, handicaporganisationer og virksomheden Actura, som er gået sammen om denne henvendelse. Vores netværk repræsenterer således en meget bred erfaringshorisont igennem mange år i forhold håndteringen af fysiske og psykologiske handicap i Aarhus Kommune.

Vores henvendelse er en opfølgning på et meget konstruktivt møde, som vi havde med daværende rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom (SF), og daværende rådmand for Børn og Unge, Bünyamin Simsek (V), i november 2017. På mødet fremlagde vi de generelle udfordringer for forældre til børn med handicap med udgangspunkt i en sag, hvor en borgers korrespondance med Aarhus Kommune over en 14 måneders periode løb op i, hvad der svarer til 345 tætskrevne A4-sider.

Historier i JP Aarhus i den seneste tid tegner også et billede af de generelle udfordringer, der eksisterer på handicapområdet. Men vi ønsker byrådets stillingtagen til de mange og lange kampe, som forældre til børn med fysiske og psykologiske handicap oplever i Aarhus Kommune. Vores tilgang er konstruktiv og dialogisk – vi ønsker at afdække udfordringerne nøgternt og retvisende, således en politisk drøftelse kan blive til gavn ikke blot for vore børn, men også for medarbejderne i Aarhus Kommune.

Retssikkerheden halter

Kigger man på Ankestyrelsens oversigt over børnehandicapsager og i tallene fra 10-dages forespørgslen om Handicapcentret for Børn, så kan det dokumenteres, at retssikkerheden halter i Aarhus Kommune. Selvom opgørelserne og statistikkerne fra forvaltningen i flere tilfælde er mangelfulde eller ufuldstændige, så er det alligevel åbenlyst, at mange forældre af ressourcemæssige grunde ikke anker deres afslag fra kommunen, selvom deres behov for og krav på støtte ikke er mindre end dem, der klager. I forhold til tabt arbejdsfortjeneste og timeafløsning, personlig hjælp, ledsagelse og vedligeholdelsestræning er billedet det samme.

Vi mener, at Handicapcentret for Børn (HCB) tester loven til det yderste, og der er en mangelfuld sagsbehandling i en del sager.

Aarhus Kommune belyser nemlig ikke sagerne fra de mange forældre, der ikke anker, grundigt nok. Den mangelfulde sagsbehandling ses f.eks. i forhold til “funktionsevne-beskrivelse”. Her skal kommunen beskrive, hvad barnets funktionsnedsættelse betyder for barnet og familien i forhold til det omgivne miljø. Men beskrivelserne er ofte mangelfulde eller helt fraværende.

Spørgsmålet er, om udviklingen hænger sammen med den spareplan, der blev iværksat i 2015?

I forhold til målgruppeafklaring findes der i forvaltningens tal ingen opgørelse fordelt på enkelte paragraffer. Det betyder, at det ikke er muligt at se det reelle billede – hvad er det præcist, at børnene er blevet målgruppeafklaret til.

Det vil være både interessant og relevant at få dette belyst fuldt og helt.

Tallene viser, at der fra 2015-17 er et fald på næsten 170 målgruppeafklaringer (fra 596 til 429), og en mindre procentvis stigning i antallet af børn, der bliver placeret “uden for målgruppe”. Men det er pga. opgørelsesmetoden umuligt at aflæse, om de fleste af børnene, som er placeret inden for målgruppen, er placeret under paragraffer, der umiddelbart er billigst for HCB. Men man kan helt sikkert se, at 4 af 10 får stemplet “uden for målgruppe”, og spørgsmålet er jo, hvor mange af dem, som reelt set burde tilhøre Handicapcentret under den ene eller den anden paragraf?

Når diagnosen alene ikke er adgangsgivende, er det i forhold til forældrenes retssikkerhed kommunens ansvar, at sagen belyses tilstrækkeligt. Det er ikke forældrenes. Det er kommunen, der skal udspørge lægen og pædagogen i alle detaljer om, hvilke konsekvenser diagnosen har i barnets hverdag.

Fagligheden tilsidesættes

Ud fra vores erfaringer og viden oplever vi endvidere, at kommunen tilsidesætter de anbefalinger, som eksperter (psykologer, psykiatere og speciallæger) udformer på baggrund af deres faglige undersøgelser af børn med handicap. En diagnose og de faglige anbefalinger i forhold til det enkelte barns behov er således ikke adgangsgivende for, om et barn kan modtage støtte. Samtidig bliver sagerne ikke oplyst tilstrækkeligt af kommunen, som det netop ses i den stigende andel af hjemvist sager i ankestyrelsen.

Vi oplever, at mange afslag gives på et tyndt grundlag. Afgørelser træffes uden sagsbehandler eller de fagpersoner, der kommer med udtalelser i forhold til den konkrete ansøgning og visitation, hverken har mødt forældre eller børn. Vi oplever et manglende helhedssyn.

Kommunen træffer f.eks. delafgørelser i den samme ansøgning og sender små bidder afsted til Ankestyrelsen, hvorved alle parter mister overblikket. Og vi oplever forældre, som er bange for kommunen, og som får deres arbejds- og familieliv fuldstændig smadret.

Når afslagene er givet, er det typisk kun de mere ressourcestærke forældre, der har overskuddet til at kæmpe videre ved at anke afgørelserne og argumentere mod afslagene. Imens sidder de mindre ressourcestærke forældre tilbage og er overladt til sig selv, fordi de ikke får hjælp og ikke kan overskue den videre proces. Det sker, selvom det er lovpligtigt, at kommunen hjælper forældre med at klage over afgørelser til Ankestyrelsen.

I netværket ved vi, at de lange sagsprocesser og de mange benspænd skaber stress og mistrivsel hos familierne. Kampen med kommunen er ofte langt hårdere for forældrene end at skulle håndtere barnets handicap.

Lad os samarbejde og se fremad

Vi anerkender således centerleder Rune Meyers vilje til dialog med os forældre. I JP Aarhus 8/2 udtaler han sig f.eks. om en hjemmetræningssag:

»Desværre er dokumentationskravene til den pågældende hjemmetræningsplan lovgivningsbestemte og obligatoriske. Det kan vi ikke lave om på. I stedet prøver vi at guide og vejlede forældrene igennem ansøgningsprocessen så godt som muligt.«

Men vi anerkender ikke, at udfordringerne i Aarhus udelukkende skyldes ministerielle proceskrav. Aarhus Kommune udnytter efter vores mening slet ikke de eksisterende lovgivningsmæssige muligheder fuldt ud i forhold til at hjælpe børn med handicap.

Vores forslag er at oprette et brugerpanel i Aarhus Kommune. Brugerpanelet skal analysere enkeltsager med henblik på at blotlægge de udfordringer af generel og principiel karakter, som kommunen har i deres sagsbehandling af børn med handicap.

Brugerpanelet skal:

Vores forslag er, at Aarhus Kommune aktivt bruger de erfaringer, som de har fået i udmærkede projekter som f.eks. “Tættere på familien”, ABA-investeringsprojektet og NEST.

Vores forslag er, at Aarhus Kommune henter erfaringer fra andre kommuner, som har foretaget omkostningsneutrale omlægninger med stor succes. Men først og fremmest er det vores håb, at Aarhus Byråd vil være med til at oplyse området endnu bedre, end det er tilfældet i øjeblikket, så vi kan få det fulde og hele billede af situationen for børn med handicap.

Hvorfor beskriver forældreberetningerne samstemmende på tværs af diagnoser problemer med lang sagsbehandling, målgruppeafklaring, ansøgning til hjemmetræning, udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste, skiftende sagsbehandlere, tilbageholdte svar fra kommunen, manglende ankemulighed og børn som kastebolde imellem BUC, HCB og Familiecentret?