Skæbnetime for folkeskolen

Stadig flere vælger folkeskolen fra, og ændrer vi ikke kurs, er spørgsmålet: Vil du savne folkeskolen, når den ikke længere er her?

Med skoleledere, der hænges ud på sociale medier, en samlet medarbejderskare, der drukner i dokumentationskrav, elever, som skal igennem 42 nationale tests i deres skoletid og nu også trivselsundersøgelser med dårlig sikkerhed omkring CPR-numre er det næppe for meget at konstatere, at der er en spirende mistillid til folkeskolen. Og 2018 bliver et særligt kritisk år.

I dag går i runde tal 17 af 100 børn i den skolepligtige alder i friskole mod 13 af 100 for blot fem år siden. I de større byer er tallene højere, og i udskolingen vælger flere end før også folkeskolen fra. Efterskolerne tegner sig for omtrent samme andel i dag som for fem år siden; bevægelsen er fra folkeskolen til friskolerne, og når de nyeste tal lander på avisernes forside, er et godt gæt, at tendensen fortsætter.

Den bevægelse er i sig selv bekymrende, fordi det er som i historien om de strå, der lægges på kamelens ryg, og som på et tidspunkt risikerer at knække folkeskolen som institution og dermed det fællesskab, den bringer på tværs af de mange skel, der normalt deler os. En svagere folkeskole er udtryk for et fællesskab, der er blevet svagere, og et samfund, som er mindre rummeligt.

Endnu mere kritisk er det, at mange forældre vælger folkeskolen helt fra, allerede inden børnene har haft deres første skoledag: 16 børn af 100 begynder aldrig i folkeskolen. For fem år siden var det 12. Tendensen er trængt ind i børnehaveklassen.

Man kan sige, at folkeskolen bliver valgt fra ubeset; noget er galt.

De økonomiske og styringsmæssige rammer omkring folkeskolen er blevet strammet og strammet; mindre tid til forberedelse og efterbehandling for lærerne, mindre spillerum til, hvad den enkelte skole kan beslutte selv; skoledagens længde og muligheden for generelt at prioritere fag er blot to eksempler.

Folkeskoler er blevet lukket og lagt sammen, så der for nogle børn er blevet længere i skole. Klassekvotienten bevæger sig langsomt op, uden at det dog nødvendigvis gør undervisningen ringere – eller bedre – men det sender et signal om, at økonomien trumfer alt andet.

Samtidig er folkeskolen slået ind på en testkurs og diskurs, hvor vi tilsyneladende tror på, at jo mere vi tester, desto fagligt dygtigere bliver børnene. Med professor Jeppe Bundsgaards ord er pædagogiske test fornuftige, hvis de begrundes i pædagogiske hensyn. I stedet er de blevet politiske styringsredskaber, der til gengæld måler så upræcist, at de ikke kan sige noget om, hvad den enkelte elev kan:

»Det er et problem, fordi lærerne tillægger resultaterne fra de nationale tests stor værdi og begynder at handle ud fra det enkelte barns resultater. Det her er sørgeligt misbrug af samfundets midler,« har Jeppe Bundsgaard udtalt.

På den måde kommer vi til at indrette os efter noget andet end det, der i bund og grund er det, vi har lovet hinanden, folkeskolen skulle være: et fællesskab, der udover at uddanne også er med til at danne vores børn.

Forældrene? De svarer ved at vælge folkeskolen fra. Hvorfor? Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Statistik (august 2017) var halvdelen af de forældre, som valgte en friskole til deres barn, utilfredse med deres lokale folkeskole. Halvdelen svarede også, at friskolens gode ry og faglige niveau samtidig havde tiltrukket dem.

Modsat svarede kun 13 pct. af folkeskoleforældrene, at den lokale skoles faglige niveau havde indflydelse på deres valg, og 25 pct. at dens ry havde spillet en rolle. For halvdelen handlede det til gengæld om nærhed: ”det er vores lokale folkeskole!”

Svaret er at bevare den lokale folkeskole i en styrket udgave, hvor forældre og medarbejdere har retten til at indrette skolen til de lokale behov. Skoledagens længde og dagens sammensætning skal i højere grad afgøres i den lokale bestyrelse og ikke i Undervisningsministeriets departement. Testmanien skal afskaffes, så det er fagligheden, nærheden og nærværet, der er i centrum. Økonomien skal være tilpas, for selv om flere penge sjældent er hele svaret, så er det her noget af svaret: Den moderne skole skal være moderne i alle henseender; lokaler, it, kompetencer hos lærerne, pædagogerne og ledelsen.

Det er skæbnetime for folkeskolen. Vi har alle et ansvar; til at sige til og fra, når talen falder på folkeskolen. Til at engagere os i debatten, engagere os lokalt, deltage, hvor vi kan, og skabe den bedste folkeskole. Sig til, og fortæl, når dit barns skole nok en gang har gjort noget ud over det sædvanlige. Og sig fra – sig nej til forringelser, nej til stram central styring og nej til testtyrani.