Hvordan har Aarhus råd til at glemme kulturen?

Kulturen er Aarhus’ store narrativ. Den giver byen identitet, fællesskab og international profil. Alligevel er kulturen glemt i det nye budgetforlig, mens 10 millioner kroner er øremærket til at gøre Aarhus til Danmarks førende juleby. Hvordan kan det hænge sammen?

Silverlining Research dokumenterede sidste år, at kultur- og fritidslivet i Aarhus bidrager med en bruttoværditilvækst på over 7,6 milliarder kroner, beskæftiger næsten 12.000 mennesker og skaber mere end 1,6 milliarder kroner i skatteprovenu. Kulturen er en af kommunens største værdiskabere, men alligevel er der ikke afsat væsentlige midler til området i budgettet. Kulturområdet i Aarhus Kommunes budgetforlig for 2026-2029 udgør kun cirka 3 pct. af det samlede driftsbudget og oplever ikke væsentlige nye løft i forliget.

Slet ikke når man tager i betragtning, at indbyggertallet vokser, der skal med andre ord laves kultur til flere for de samme penge. Hovedparten af midlerne går fortsat til drift, mens størstedelen af forligets nye midler fordeles på andre velfærdsområder. Kulturen får i alt 20 millioner kroner over de næste fire år, og det er i det lys, man må se de 10 millioner, der er sat af til at gøre Aarhus til juleby. Til sammenligning styrker Aalborg Kommune kulturområdet med mere end 20 millioner kroner årligt de næste fire år, hvilket sætter Aarhus’ manglende satsning i et endnu skarpere lys.

Når man ser den forskel, bliver det endnu mere tankevækkende, hvad aarhusianerne selv siger. Over halvdelen peger på kulturen som en af de vigtigste grunde til, at Aarhus er et godt sted at bo. I gennemsnit er borgerne villige til at betale 163 kroner mere i skat om måneden for at bevare og udvikle kultur- og fritidstilbuddene. Når befolkningen tillægger området så stor betydning, hvorfor gør byrådet så ikke det samme?

Det er kunsten og fritidslivet, der gør, at man taler om Aarhus som en kulturby både nationalt og internationalt. Det er de tilbud, der gør, at turister vælger Aarhus til, og det er de oplevelser, der giver mange borgere en følelse af stolthed over at bo her. Hvordan kan man tale om en storby i vækst, hvis man samtidig undlader at investere i det, der giver byen identitet og sjæl? Og virker det ikke næsten som en dårlig vittighed, at man i samme budgetforlig finder 10 millioner kroner til julelys, mens kunsten og kulturen må nøjes med flotte ord?

Hvor er den nye kulturpolitik, der skulle sætte en klar retning for de kommende år? Og er en handleplan virkelig tilstrækkelig for landets næststørste by, som bryster sig af at være Danmarks mest markante kulturby? Når andre områder får styrkede rammer, men kulturen helt overses, sender det et signal om, at man ikke ser kultur som en del af byens velfærd – selvom borgerne gør det.

Måske er tiden kommet til at indføre en kulturgaranti i budgetforhandlingerne. En garanti, der sikrer, at kultur ikke kun nævnes i festtaler, men også får en reel andel af de investeringer, der former byens fremtid. Det kunne eksempelvis være et minimumsniveau, hvor kulturområdet altid sikres mere end de nuværende 3 procent af driftsbudgettet. For man ved allerede, at kultur skaber værdi både i kroner og i menneskeliv. Spørgsmålet er, hvornår den erkendelse også bliver afspejlet i byrådets budgetter.

Kultur er ikke luksus. Det er en investering i fællesskab, trivsel, turisme og tiltrækningskraft. Når man ved, at området skaber værdi for milliarder, at det tiltrækker besøgende fra hele verden, og at borgerne selv betragter det som afgørende for livskvaliteten, må man spørge: Hvordan har Aarhus råd til at glemme kulturen? Derfor bør næste budget ikke handle om, om kulturen skal prioriteres, men hvordan og hvor meget.