Vi bliver nødt til at snakke om de elefanter, der er sluppet løs i Aarhus
Brande havde gavlmalerierne. Randers havde heste og frøer. Nu får vi næsten det hele på én gang.
Hold da helt ferie, hvor der er kommet kulør på Aarhus de seneste dage.
Byen har fået 17 nye gavlmalerier, der sætter farve på byen. Det var allerede i 1968, at Brande fik idéen om at lade kedelige husgavle få nyt og broget liv, nu er det så Aarhus’ tur. Man må håbe, at naboerne kan lide den kunstneriske tvangsinstallation, når de hver morgen de næste mange år må forholde sig til et af FN’s verdensmål, når gardinerne trækkes til side. Om ikke andet har liftudlejerne haft kronede dage.
Nede på gaden har brogede og farvemættede elefanter indtaget byrummet. Hver elefant er udsmykket af en kunstner, der har taget begrebet ”fri leg” meget alvorligt, og selv om det kunne lyde som resultatet af en forårsudstilling fra en kreds af ukendte kunstnere, der er er mere optaget af mødet mellem lys og skygge og solsikkers forfald end æstetik, så er det faktisk en flot og god oplevelse sådan at støde på en elefant i Aarhus.
Statsministeren fik grineflip på Folketingets talerstol, da hun fortalte om statens køb af cirkuselefanterne og problemet i at adskille elefanten Ramboline og dennes bedste ven, kamelen Ali.
Baggrunden for elefanterne i Aarhus er derimod et emne, som vi bør tage alvorligt og tale mere om.
Det er Psykiatrifonden, der står bag ”Find elefanten”. Randers har tidligere sluppet tilsvarende heste og frøer løs til gavn for et godt formål. Initiativet i Aarhus skal være en katalysator for flere samtaler om mental sundhed, et emne, der ofte bliver til ”elefanten i rummet”. Det er i grunden mærkeligt, for de fleste af os kommer til at stå ansigt til ansigt med psykisk sygdom: Omkring 82 pct. af befolkningen vil på et eller andet tidspunkt i deres liv få udskrevet medicin for psykiske symptomer og/eller blive behandlet i psykiatrien. Fra 2013 til 2022 er 18 pct. flere kommet i psykiatrisk behandling i form af indlæggelse eller ambulant behandling. I 2022 blev 457.000 kvinder og knap 290.000 mænd behandlet med psykofarmaka.
Angst, depression og bipolar lidelse er de hyppigst forekommende diagnoser blandt de voksne, mens børn kæmper med adhd og autisme. Rammes man, har man sværere ved at gennemføre en uddannelse, ligesom tilknytningen til arbejdsmarkedet bliver mere ustabil.
Det er svært at skjule en elefant, særligt når den ikke længere er grå og sky. Aarhusianerne har ni uger til at finde elefanterne i byrummet, glæde sig over kunsten og åbne en ny, nødvendig snak om et emne, der er voldsomt udbredt, men virkelig underbelyst. En samtale, der forhåbentlig stadig er i gang, når elefanterne har forladt byen, og vi kun har 17 gavlmalerier at forholde os til.