De næste modstandere er Serbien, letbanen og cyklister, der hårdnakket holder på deres ret
Fodbold, øl og mange mennesker kræver hensyn i top frem for horn i bund.
At køre efter forholdene er en fin og virksom regel, der kan bruges i mange af livets aspekter. Også, og ikke mindst, når livet sådan helt bogstaveligt handler om trafiksikkerhed.
Men reglen lader ikke til at gælde for bl.a. Aarhus Letbane, der under EM-arrangementet på Herman Sallings Plads. Man må naturligvis have forståelse for, at letbanen må udnytte hver en dag, hvor omverden ikke spænder ben for driften. Altså dage uden rimfrost, modvind, brande i transformatorstationer og vildfarende bilister på skinnerne.
Perioder, hvor vejrudsigten er glimrende, uger hvor togsættene ikke skal til åbenbart overraskende service og dage, hvor et blad ikke risikerer at dale ned på skinnerne og stoppe, hvad man her i byen kalder ”højklasset kollektiv trafik”.
Intet skal stå i vejen for letbanen, når den ikke står i vejen for sig selv. Heller ikke tusindvis af glade mennesker, der i disse dage skaber en sand folkefest på havnepladsen, der under EM-slutrunden lægger skæve fliser til storskærm, øl og medrivende stemning.
Med så mange mennesker til en så stor begivenhed, kunne man lade fornuften og pragmatismen styre. Det lader ikke til at ske for letbanen, som burde sænke farten, når der er så store menneskemasser. Det sker trods alt kun omkring de store kampe og ikke under hele EM-slutrunden. Det virker voldsomt, når den kommer blæsende med hornet ved Skolebakken.
»Vores udgangspunkt er, at vi helst ikke vil sænke farten,« siger letbanedirektør Michael Borre til avisen og afslører samme tilgang, som fodboldpublikummets anden store, sikkerhedstrussel: el-cyklister.
Man kender dem på afstand, når de moser hen over havnepladsens cykelsti med en belægning, der uegnet til formålet. Som de nærmer sig en proppet havneplads, bliver blikket stift, indignationen lyser kraftigere end forlygterne, knoerne er hvide, en finger finder vej til den i forvejen tæt på nedslidte ringeklokke.
Det er retop-siddende, indestængt anspændthed, der får cykeltaskerne til at stritte og snart vil kulminere i en hård opbremsning, centimeter fra hælen på den første fodboldfan i det menneskemylder, der helt åbenlyst gør det umuligt at komme igennem på cykel. Stå af, nyd festen eller kør for en anden vej.
Kun en tåbe frygter ikke letbanen og cyklister, der holder på deres ret, selv om situationen kalder på hensyn og at man ikke barer kører efter forholdene, men også opfører sig derefter. Halv gas, Aarhus og rigtig god (og sikker) folkefest.