Det kan lyde helt forkert, men jeg bliver blød i benskinnerne, når Patrick Mortensen går ind på stadion

Det er ikke kun, fordi Thomas Helmigs ”Malaga” omsider er sunget til ende, at de sidste minutter, før kampen fløjtes i gang på stadion, ofte er de smukkeste.

Det er heller ikke, fordi man langt om længe er kommet igennem en timelang optakt på tv eller endelig fandt en parkeringsplads i stadionområdet (undskyld, Morbærvej), at øjeblikket føles så stort.

Det er heller ikke, fordi ”De hvide fra Fredensvang” skrattende fylder øregangen.

Det, der er så særligt, er, når AGF-spillerne passerer det øjeblikkelige byggepladshegn og går ind på banen. Eller rettere: det er noget særligt, når det er Patrick Mortensen, der gør det.

For anføreren udstråler altid et mentalt og menneskeligt overskud, når han til hjemmekampene går på græsset med et par børn i hænderne. For mange spillere er det tydeligt et nødvendigt, akavet onde.

Her er nærværet lige så fraværende, som når forældre beriger de sociale medier med navlebeskuende statusopdateringer og stories om familielivet, mens det burde leves. Men Patrick Mortensen møder de endda fremmede børn med stor opmærksomhed og empati.

»Man ska’ sgu snak’ med børn,« bemærkede Knud klogt i ”Den Eneste Ene”, og det gør Patrick Mortensen så, og altid med den største selvfølgelighed. Han siger sikkert noget sjovt, sender en opmuntrende eller beroligende bemærkning til de børn, for hvem det må være en helt særlig oplevelse at løbe med ind på banen. Der er en hånd på de små skuldre, en mønt som souvenir.

Dermed minder Patrick Mortensen os om, at fodboldspillere faktisk kan være voksne mennesker, og viser hvor klædeligt det er at vise overskud, medmenneskelighed, ordentlighed og styrke i en tid, hvor det selvtilstrækkelige menneske og den skrøbelige mand dyrkes så kvalmende intenst.

Det kan godt være, at der venter en kamp om få øjeblikke. Men lige inden står han med to små mennesker, som Patrick Mortensen med sin opmærksomhed giver en langt større oplevelse, end blot at stå midt på det stadion, der snart ikke er mere. Og det gør han i en grad, så man bliver helt blød i benskinnerne.

Patrick Mortensen har vist sagt, at han vil gøre meget for at komme til også at spille på det nye stadion, når det engang står færdigt. Gid at han på den måde kan bringe en ånd videre, der handler om ikke at gøre vold på sit eget indre, selvom presset er stort, forventningerne er høje, og meningerne mange.

Børnene bliver på alle måder set, når de er så heldige at løbe ind med Patrick Mortensen, og vi ser dig, Patrick Mortensen, når du gør det. På den måde er du, allerede inden kampene fløjtes i gang, et forbillede for børn, dine jævnaldrende og for os, der er blevet ældre og sikkert mere sentimentale. Det er en handling, der ikke ses på måltavlen, men som alligevel giver point.