Fortsæt til indhold
Aarhus

Grand prix-Annes drøm

12-årige Anne Gadegaard kan se tilbage på et år med succes og masser af sjov og ballade blandt Danmarks børnestjerner. Men berømmelsen lader ikke til at være steget den lille popstjerne til hovedet.

Af MARIE BERING

Sidste jul var Anne Gadegaard en helt almindelig 11-årig pige fra Risskov.

Nu er hun blevet et år ældre og tilmed både melodi grand prix-vinder og popstjerne. I maj måned vandt hun det danske MGP 2003, og i november fik hun en flot femteplads til det første internationale Junior Melodi Grand Prix.

Fra at være skoleelev på Risskov Skole er hun rykket ind i det danske jetset af børnestjerner.

Hun har spillet for millioner af europæiske TV-seere i det og givet koncerter for mange tusind danskere rundt omkring i hele landet.

Vi besøgte en lidt forkølet Anne Gadegaard en mørk eftermiddag i december for at høre, hvordan det er at være årets store hit blandt de yngste.

Det første, Anne Gadegaard viser frem, efter at hun har præsenteret sine to store, hvide hunde Choco og Nugga, er en collage med billeder af sine venner.

Der er blandt andet et billede af pigerne fra Shout, drengene fra B-Boys og af sidste års grand prix-vinder Rasmus "Razz" Ott. Ligesom Anne er de alle sammen populære popstjerner, men for Anne er de "bare" gode venner.

»Det er ikke anderledes at være venner med dem end med andre. Vi har det bare sjovt sammen. Men vi har selvfølgelig nogle ting til fælles. Vi lytter til hinandens musik og siger, hvad der er godt og skidt, og så taler vi om at udgive plader og sådan noget,« fortæller Anne, der via SMS også stadig holder kontakt med de norske deltagere fra det internationale MGP.

Vennerne savnes

Anne Gadegaard savner tit sine venner blandt børnestjernerne, for med fyldte koncertkalendere, TV-optagelser og autografskrivninger kan det være svært at finde tid til at ses.

Berømmelsen har også af og til været lidt ubelejlig, hvis f.eks. Se & Hør skulle være med, når hun havde veninder på besøg.

Men det har været det hele værd, synes Anne Gadegaard. Hun tænker tit på de sjove oplevelser, hun har haft i og uden for rampelyset.

»Når jeg kører forbi det hotel i København, hvor vi boede under det internationale MGP, så kan jeg godt få tårer i øjnene. Det var bare så sjovt at bo der og være sammen med alle de andre. Det er træls, at jeg ikke kan gøre det igen,« siger Anne.

Men det kan hun ikke. Har man først en pladekontrakt i hus, siger reglerne, at man ikke må deltage i børnenes melodi grand prix.

Forrygende salg

Anne Gadegaard har nemlig udgivet sin første solo-CD med titlen fra vindersangen "Arabiens drøm", og salget går strygende.

På pladen synger Anne for eksempel om sine to hunde Choco og Nugga og om at stå på skøjter.

Før berømmelsen kom væltende, da Anne Gadegaard blev nummer ét ved det danske Melodi Grand Prix for børn i maj måned, var kunstskøjteløb Anne Gadegaards store fritidsinteresse. Nu synger hun i stedet om dansen på isen.

Vindersangen "Arabiens Drøm" har hun selv skrevet både tekst og musik til.

Hun spillede melodien på sit keyboard, men fik hjælp til at skrive noderne ned. Anne bliver ved med at få ideer til nye sange og taler derfor allerede om, at hun godt kunne tænke sig at udgive en CD mere.

»Jeg tror aldrig, at det stopper,« siger Anne Gadegaard med et håbefuldt smil.

Mange koncerter

I øjeblikket er der ikke noget, der tyder på, at succesen ebber ud lige foreløbigt.

I december har hun sunget til flere koncerter rundt om i landet.

I et storcenter i Næstved blev hun kort før jul booket som afløser i sidste øjeblik, og hun regnede ikke med, at der ville komme ret mange mennesker.

Men pladsen omkring scenen var tæt pakket med store og små børn og deres forældre, der alle ville have glimt af den dansende Anne i guldtøj.

»Det er sjovt at optræde. Der er altid masser af slik og sodavand, før vi skal på scenen. Men mine dansere og jeg spiser ikke noget før bagefter. Det er ikke fordi, vi er nervøse, men man danser bare bedre uden,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun gerne vil fortsætte med at optræde, svarer hun med et par store øjne og tre kraftige nik, så hestehalen med krøl vipper op og ned.

Anne Gadegaard er klar på det hele, også hvis hun skulle få tilbudt en rolle på TV eller film. Det er allerede sket for nogle af hendes venner.

F.eks. for en af vennerne fra B-Boys, 15-årige Sebastian Aagaard-Williams, der hele julen har spillet Jesus i TV2's julekalender "Jesus og Josefine", hvor også 14-årige Rasmus "Razz" Ott var med.

Skolen skal passes

Anne Gadegaard nyder livet som popstjerne, men det er ikke noget, hun viser hverken derhjemme eller i skolen. I skolen er hun bare Anne, der laver sine lektier og leger i frikvartererne ligesom de andre børn.

»Til at begynde med kom der nogle hen til mig, der gerne ville have autografer, når vi var ude i frikvartererne, men det sker ikke så meget mere,« siger Anne.

Anne Gadegaard er gået gennem hele det store mediecirkus med professionel mine.

Så professionel, at hendes familie ikke engang kan få hende til at optræde eller synge en sang derhjemme mere.

Hun har ellers altid danset rundt i stuen, men nu er det noget, der kun hører til på scenen.

Annes forældre Jan Gadegaard og Dorthe Jensen er på ingen måde bekymrede for, at deres datter skal tage skade af al opmærksomheden.

Lysten bestemmer

»Det er Annes lyst og intet andet, der bestemmer, hvor meget hun vil være med til. Det kan godt være, at hun og hendes venner er kendte, men det ændrer ikke på, at hun får støvsugeren stukket i hånden, når hun er herhjemme,« siger Jan Gadegaard.

De er meget glade for Annes succes og alle de oplevelser, hun har fået, siden hun vandt med sin sang, og de synes ikke, at det at få en stjerne i familien har været en udfordring ud over det sædvanlige.

»Det er faktisk blevet nemmere for os. Da Anne skøjtede, skulle hun hentes og bringes fire gange om ugen og hver weekend. Nu er det kun i weekenderne, så vores hverdag er blevet mere rolig,« siger Jan Gadegaard.

Alligevel gik sommerferien med at optræde, og koncerterne har fyldt meget i julemåneden.

Derfor var Anne Gadegaards største juleønske at komme ud at rejse med familien, og det var et ønske, der gik i opfyldelse juleaften.

Julegaven fra mor og far i år er nemlig en rejse til Ægypten i januar måned.

marie.bering@inmente.dk