Hr. Sallings fornemmelse for historien

Herman Salling blev i sine sidste år optaget af aarhusiansk byhistorie, og byens store købmand støttede det lille bymuseum i Carl Blochs Gade. Lige indtil intern ballade på museet førte til direktør Lars Holleufers afsked i 2005. Derefter trak Herman Salling sin støtte, og det var han ikke ene om.

Så det er meget passende, at det netop er Salling Fondene, der med en donation på 74,3 mio. kr. finansierer Aarhus Fortæller i Den Gamle By.

Udstillingen åbner for publikum den 12. april.

Forventningerne er med rette store, men vejen til udstillingen har været dramatisk. Direktører er fældet, og et museum lukket, inden det lykkedes at skabe den permanente udstilling om succeshistorien Aarhus. Byen, der siden 1850 har gennemgået en fantastisk udvikling fra 7.800 indbyggere til nu flere end 335.000.

For en museumsdirektør handler det om at få lavet udstillinger, men den vigtigste opgave er faktisk at skaffe midler. Fonde og mæcener skal plejes og smøres, og det gælder alle museer, fra det mindste til det største. For uden midler er det næppe muligt at skabe udstillinger, som folk vil betale for at se.

Det erkendte Lars Holleufer, der ledede Bymuseet i Aarhus 1993-2005.

Han havde med sit engagement fået et lille museum op at køre i en gammel banegård i Carl Blochs Gade. Lars Holleufer så i god tid muligheder, da stormagasinet Salling fyldte 100 år i 2006. I direktørens hoved hed ligningen: j+p=u.

Herman Salling havde jubilæum + penge, og det kunne blive til en udstilling, forudsat købmanden ville lege med. Indtil da havde Herman Salling ikke omfattet byens historie med særlig veneration.

»Jeg søgte først amtet om projektpenge, så vi kunne interviewe 30 gamle medarbejdere og dermed begynde på Sallings historie,« fortæller Lars Holleufer.

»Alt var på plads, da jeg skrev til Herman Salling: Nu har vi denne idé, og vil De ikke være med?

Jeg fik et brev tilbage, der hurtigt var læst:

»Deres projekt har ingen interesse.

Venlig hilsen

Herman Salling«.

Så stod jeg der med mit projekt og tænkte: Hvad gør du nu?

Jeg kunne jo ikke ringe til ham og sige: Hør nu her. Det var jo hans virksomhed.«

Ikke længe efter skulle Lars Holleufer sætte havneudvidelsen i Aarhus i et byhistorisk perspektiv for en forsamling, der også talte Mærsk Mc-Kinney Møller, prins Joachim og Herman Salling.

Anledningen var byens nye østhavn, og Lars Holleufer, der er en udmærket fortæller, gjorde sig umage og fik åbenbart trykket på en knap.

Efter indlægget kom Herman Salling trillende i sin kørestol, husker Lars Holleufer:

»”Nej, hvor var det spændende,” sagde han. ”Jeg anede ikke, at Aarhus Havn havde været så vigtig, og hvor er De en interessant mand at høre på. De sendte noget til mig på et tidspunkt, gjorde De ikke?”

”Jo… Det gjorde jeg faktisk.”

”Har De ikke lyst til at komme ud og fortælle, hvad det er, De gerne vil?”

”Det ville jeg meget gerne.”

Første gang jeg besøgte hovedkontoret på Bjødstrupvej i Højbjerg, troede jeg, at jeg medvirkede i Matador. Damen i receptionen sagde: ”Så er hr. Salling ledig. For en kort bemærkning”.

Jeg var inde i to en halv time. Der blev bestilt kaffe undervejs, og da jeg kom ud, sagde damen i receptionen: ”Undskyld, det kommer ikke mig ved, men hvad i alverden kunne De tale med hr. Salling om så længe”.

Vi talte om Aarhus og historien, og han var så interesseret. Nu var der grønt lys for alt, og på et tidspunkt spurgte jeg ham, da vi var begyndt at samle penge ind til museet, om det kunne tænkes, at Salling Fondene ville bidrage.

”Ja, det vil vi gerne,” sagde han, og samme dag gik jeg ud af døren med en check på 100.000 kr. og lovning på en million.

Han spurgte også, hvem jeg søgte penge hos.

”Hvad med A. P. Møller?” spurgte han.

”Det er svært, når det ikke er København, og jeg har ingen kontakter. Jeg får ikke noget svar fra A. P. Møller.”

Herman Salling så anderledes på den sag. Alt afhænger jo af, om man har det rigtige netværk:

”Karin og jeg har en tradition: Vi tager over mellem jul og nytår, og jeg vil gerne tage en ansøgning med.”

Da jeg kom på museet efter nytår, blev jeg ringet op af A. P. Møllers Fond. De ville gerne komme dagen efter for at se og høre om vores projekt. Salling havde banet vejen. Han var en gammeldags, elskværdig mand.«

Et aktuelt museum

Lars Holleufer var aktiv og optrådte ofte i medierne både som ekspert og meningsdanner. Han stræbte efter at leve op til de krav, som byrådet havde stillet, da det besluttede at støtte Bymuseet.

Det var et ønske, at bymuseet skulle være debatskabende og forholde sig til aktuelle spørgsmål.

»Da Centralværkstedet kom i spil, stillede vi spørgsmålet: Hvad skal der ske på Centralværkstedet, og lavede en stor udstilling,« husker Lars Holleufer.

»Det samme gjorde vi om Aarhus Havn forud for den store beslutning om bygning af Østhavnen i 1997. Vi havde ikke egne udstillingslokaler dengang, og derfor måtte vi bruge Rådhushallen, musikhusets foyer og andre steder i byen, hvor folk kom.

Det blev til flere end 55 særudstillinger rundt om i Aarhus. Om alle mulige emner, og dertil kom de mange byvandringer og formidlingsaktiviteter ude i byen. Vi var også meget aktive på tv-fronten. Det var en god periode for Bymuseet, der modtog masser af historisk materiale.«

»Vi udfyldte et behov, og det var lige på det rette tidspunkt, at museet kom,« siger Lars Holleufer.

»Mange af de gamle Aarhus-baserede virksomheder lukkede eller fusionerede eller blev en del af noget internationalt. Vi nåede at få samlet meget af Aarhus-særpræget ind.«

Den store fortælling om Aarhus spøgte fortsat, men Bymuseet manglede plads for at skabe den. Derfor blev det besluttet, at museet, der hurtigt havde opnået statsanerkendelse og dermed større bevillinger, skulle udvides. Exners tegnestue stod bag projektet, der blev indviet i sensommeren 2005.

Lars Holleufer fik aldrig lejlighed til at skabe den udstilling, som han siger, han havde klar, da hans ansættelse ophørte. Til gengæld kommer der nu en Aarhus-udstilling i Den Gamle By, og den glæder den gamle museumsdirektør sig til at se. Han synes dog fortsat, at der mangler en kulturhistorisk institution i Aarhus, der aktivt kan blande sig i debatten om eksempelvis byudviklingen på havnen og i midtbyen. Selv holder han fortsat mange foredrag om Aarhus og arrangerer også byvandringer.

Den nye bygning var flot, og Bymuseet fik også ny direktør. Maiken Hansen med en fortid som leder af Ringkøbing Museum flyttede fra det barske Vestjylland til det milde Østjylland og havnede alligevel hurtigt i en storm, der var værre end på vestkysten. Der var lavvande i kassen, siden kom finanskrisen, og det gjorde ikke tingene lettere. Maiken Hansen stod bag en række mindre udstillinger på museet, men de skabte ikke særlig opmærksomhed. I markeringen af 100-året for Landsudstillingen i 1909 gjorde museet sig umage, og der var lidt at se trods den begrænsede plads.

Stadig hvilede kravet om en permanent udstilling som et åg over det lille museum. Selv ikke en kostbar plan til indretning af den permanente udstilling fra et af landets mest feterede arkitektfirmaer hjalp. Bjarke Ingels Group ville således lade vandet fra åen løbe op på førstesalen for at skabe autenticitet og understrege åens betydning for byen, inden vandet blev ført tilbage i åen.

Hele projektet forekom mange at være vand ud af ørerne, og med et presset kommunalt budget blev der trukket i nødbremsen på rådhuset. Politikerne ville have fortællingen om Aarhus på museum, så de begyndte at søge efter løsninger.

Aarhus havde i 2010 fået en vidende og dynamisk kulturrådmand. Den konservative Marc Perera Christensen blev regnet for en af Bymuseets politiske venner, for museet havde siden starten været betragtet som en konservativ mærkesag.

»I mit allerførste budgetforlig i 2006 skulle vi gennemføre en sparerunde på 410 mio. kr., og på en eller anden måde så lykkedes det mig at forhandle et løft på Bymuseet på 800.000 kr. hjem,« husker Marc Perera Christensen.

Uffe Elbæks spådom

»Den daværende kulturudvalgsformand Uffe Elbæk klappede mig på skulderen efter forhandlingerne og sagde: ”Nå, så fik du de 800.000 til Bymuseet. Der kommer en dag, hvor det bliver dig, der kommer til at foreslå, at vi lukker Bymuseet”.«

Den alternative spåmand skulle få ret, og som ny rådmand husker Marc Perera Christensen, at alle i 2010 ventede på lanceringen af den permanente Aarhus-udstilling.

»Vi hørte ikke meget fra Bymuseet. Det kunne ikke fortsætte, og vi satte et udredningsarbejde i gang, der mundede ud i en rapport om museets fremtid. Reelt havde museet fire muligheder: At leje sig ind i Dokk1, at fortsætte selvstændigt, at blive lagt sammen med Moesgård Museum eller med Den Gamle By. Da rapporten kom, tegnede den nogle ret klare billeder, så der var ikke andet at gøre end at meddele, at museet skulle til Den Gamle By. Moesgård var ikke interesseret, selv om Bymuseet nok helst ville have været derud. Jeg mente ikke, at der var kapacitet til at fusionere to museer, samtidig med at man skulle skabe et helt nyt,« fastslår Marc Perera Christensen.

Da beslutningen var truffet, måtte rådmanden gøre det, som Uffe Elbæk havde spået: orientere Bymuseets folk om museets fremtid.

»Det var min vurdering, at den måde, vi bedst sikrede byhistorien en fremtid på, var at fusionere det ind i Den Gamle By,« konkluderer Marc Perera Christensen.

Direktør Thomas Bloch Ravn i Den Gamle By erfarede beslutningen på et møde med den kommunale kulturforvaltning, der egentlig havde en helt anden dagsorden. Direktør Kirsten Jørgensen kom til mødet med telefonen ved øret og kunne berette: ”Der kommer hvid røg op af skorstenen. Nicolai og Marc er enige om, at Bymuseet skal til Den Gamle By.”

Når borgmester og rådmand først gik i takt, var resten en formalitet.

I mange år rumsterede der planer i Den Gamle By om at skabe udstillingen ”En bys historie fra vikingetiden til vore dage”.

»Aarhus kunne sagtens være eksemplet, og da Bymuseets funktioner kom, var vi indstillet på at prøve at få det bedste ud af det. På et styregruppemøde opstod ideen, at vi i den sidste del af de store kældre, vi fik bygget, placerede udstillingen Aarhus Fortæller, og det er nu lykkedes. Samtidig har vi bygget en model af et af Sallings huse fra Strøget som indgang,« fortæller Thomas Bloch Ravn.

Den Gamle By i byen

Det er fra midten af 1800-tallet, at Aarhus begynder at skille sig ud. Der sker meget i perioden, der begynder at tegne en by, som ikke bare er nummer to i størrelse, men også i selvbevidsthed.

»Det var ret genialt, at man fik Jyllands kongeslot i Aarhus, og at man samtidig fik alle Jyllands kommuner til at betale for det,« anerkender direktøren.

Hele historien vises. Fra Vikingetiden til den moderne uddannelsesby, hvor flere end 60.000 studerende i dag sætter deres præg på byen.

Bekræftelsen hænger på væggen i det nye museum i form af et citat af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Den Korte Radioavis på Radio24syv:

»Hvis man tager universitetet ud af Aarhus, så har man jo Horsens.«

Selv om Jyllands-Postens læsere for to år siden kårede Den Gamle By som den vigtigste kulturinstitution i Aarhus, er Thomas Bloch Ravn opmærksom på, at der hersker en særlig opfattelse af Den Gamle By i Aarhus, men han håber, at det nye museum kan få Den Gamle By stærkere forankret i Aarhus.

»Det er vigtigt for os, og jeg håber, at mange flere aarhusianere i fremtiden vil bruge museet som mødested, for der er både smukt, masser af seværdigheder og mulighed for at nyde både mad og en kop kaffe.«

Det har været en udbredt opfattelse i Aarhus, at selv om det er mange år siden, at man sidst besøgte Den Gamle By, så kender man museet. Den indstilling holder ikke, og gensynet garanterer adskillige overraskelser. Og vil man studere alt det, der er sket siden 1996, da Thomas Bloch Ravn blev direktør, rækker det alene til et besøg.

»Den Gamle By har altid været meget stærk, også på landsplan. Også internationalt, men vi kan blive stærkere i Aarhus.«

Det er hos Salling Fondene, at Thomas Bloch Ravn har hentet millionerne til det nye museum.

»Hvis Salling virkelig skulle vise, at selskabet var Aarhus-baseret, så ville det stærkeste, det kunne støtte, være en udstilling om Aarhus bys historie, og uden de 74,3 mio. kr., som Salling Fondene donerede, havde vi aldrig kunnet skabe denne udstilling.

Det var med stor spænding, at museumsdirektøren afventede behandlingen af sin ansøgning. Han blev klar over, at den var hjemme i forbindelse med et besøg af Herman Sallings enke.

»Hun afslørede ikke noget, men sagde, at jeg godt kunne åbne en flaske champagne.«