Fortsæt til indhold
Aarhus

Billig-Billy i nye lokaler

Udklædningsbutikken flytter fra Trøjborg Centret.

Danni Paulsen

Når april bliver til maj, er det slut med at købe gøglede gadgets og gakkede kostumer i alle mulige afskygninger i Trøjborg Centret. Spøg og skæmt-butikken Billig-Billy, som også er at finde i Aalborg, Randers og Viborg, må nemlig lukke.

»Vi har været i Trøjborg Centret i tre år, men der er kommet nye ejere, som vil lave centret til et food-center, så vi har aftalt, at vi flytter,« fortæller indehaver Jan Emil Brøndum.

Men det betyder ikke, at det er slut med Billig-Billy i Aarhus. Faktisk er der netop åbnet en ny butik på hjørnet af Vesterbro Torv og Langelandsgade i Aarhus C.

»Vi er ikke helt på plads, men butikken er åbnet med varer, personale, så der er masser at komme efter,« siger Billig-Billy-ejeren, som – når det nu skulle være – er fint tilfreds med, at han må lukke butikken på Trøjborg.

»Den ligger lidt skjult, og har man ikke sin daglige gang i og omkring Trøjborg Centret, ved man nok ikke, at vi er i Aarhus.«