Hvem bestemmer, hvad vi skal se?

At have omkring 75.000 liter vand i et bassin som rammen om en kunstfilm giver en særlig stemning.

Vandet er tyst, så tyst, at nogle uden tvivl vil komme til at gå i det. Filmen er helt modsat markant og højtråbende på sin egen måde.

Det er en udstilling med den belgisk-amerikanske kunstner Cécile B. Evans i Kunsthal Aarhus, der har krævet den specielle ramme. ”What the Heart Wants” er hendes første udstilling i Danmark.

»Det er en 41 minutter lang film, der består af virkelige optagelser og animation,« siger chefen for kunsthallen, Jacob Fabricius, der så videoinstallationen på Berlin-biennalen sidste år.

Hoved”personen” i filmen er Hyper, et allestedsnærværende system og en fortæller, der til forveksling ligner et menneske – kunstnerens idé med værket er at undersøge udvekslingen mellem menneske og maskine, og hvordan menneskelighed bliver formet af maskiner.

Altså at software og hardware smelter sammen med menneskelige følelser, og hvordan det påvirker os socialt og politisk.

»Det er et værk, som gennem en fiktiv fortæller kommenterer den generelle interesse for menneskets relation til maskinen og omvendt,« siger Jacob Fabricius.

Tag dig tid til at se

Han håber, at folk vil tage sig tid til at se filmen og også vil se sig for, så de ikke går i vandet, ligesom det skete flere gange i Berlin. Der er lagt puder i rummet, så man kan gøre sig det behageligt.

»Der er mange stemmer i filmen – det er karaktererne fra kunstnerens tidligere værker. Den rummer meget: flere lag og fortællinger samt metalag og metafortællinger. Noget er tydeligt tegneserie, andet er virkelighed. Filmen er klippet og sakset, sådan som vi også gør det i vores eget liv,« siger Jacob Fabricius.

Vandet – et værk i sig selv – symboliserer det, man ikke kan kontrollere.

»Det finder vej, uanset hvad man gør,« siger han.

Oppe i kunsthallens café sidder Cécile B. Evans selv bøjet over sin computer.

Hun fortæller, at Hyper er skabt i mange lande – håret i Rom, kroppen i Brasilien, f.eks. – og at hun også selv har rejst rundt i verden for at filme de virkelige scenarier, som hun sætter op mod det virtuelle.

»Jeg føler, at vi er ved slutningen af mange systemer. Hvem har lov til at være menneskelig i dag?« spørger hun, inden hun igen bliver optaget af computerskærmen.

Jacob Fabricius har også fulgt kunstneren bag kunsthallens anden udstilling lige nu, Thomas Hirschhorn, gennem mange år, og lægger ikke skjul på, at han finder de to kunstnere superinteressante hver for sig, men også at vise sammen.

Politik og pixelering

Den schweiziske kunstner arbejder med installationer, collager og sociale happenings i det offentlige rum.

At Thomas Hirschhorn er stærkt optaget af politik på et globalt plan kan man slet ikke tage fejl af, når man ser hans værker.

Kunsthal Aarhus viser ”Pixel-Collage”, hvor han arbejder med pixelering – som bruges til at lægge ind over et foto, så man f.eks. ikke kan genkende personerne eller se eventuelt makabre detaljer – i billeder, han har fundet.

Han klipper to billeder sammen: Et billede fra den idylliserede modeverden og et billede fra den virkelige verden, som den tager sig ud i mange krigszoner, hvor mennesker ligger dræbte og lemlæstede på gader og fortove.

»De sidste er fotograferet af anonyme fotografer, der bare var til stede med deres kamera eller mobiltelefon. Normalt er det disse fotos, der bliver pixeleret, men Thomas Hirschhorn har gjort det modsatte,« fortæller Jacob Fabricius.

»Han vil gerne vise, hvordan ansigtsløshed er et voksende fænomen i medierne,« siger han og peger på nogle billboard-store billeder, som hænger farvestrålende på væggen og udstiller alt det rædselsfulde, mens de normalt smukke modebilleder er udvisket til det næsten uigenkendelige.

Ansigtet er kontakten

Thomas Hirschhorn kommer selv ind i lokalet.

»Ansigtet er vores kontakt,« forklarer han om sine collager, hvor ofre for krig og terror ligger forrevne og ubeskyttede på gaden.

»Jeg bruger disse fotos, som er taget af folk, der var til stede, da bomben sprang. Det er ikke den slags billeder, vi normalt ser i medierne. Vi ser det med deres øjne, dem, der så det. Hvem bestemmer, hvad vi skal se?«

Med pixeleringen fanger han beskuerens øjne – man vil gerne se det, som man ikke kan se, og så må man bruge sin fantasi. Man gyser dog ikke bare ved synet af en krop, der er revet midt over, men også ved modsætningen: antydningen af en models formfuldendte krop, klædt i dyre stoffer.

De to aktuelle udstillinger kan opleves til den 19. marts.