Dramaer omkring Latinerkvarteret

Der er noget særligt over Latinerkvarteret i Aarhus. En lun aften i Festugen genlyder de gamle gader af munter musik fra Pustervig, hvor folk hygger sig i de udendørs caféer. Et så unikt miljø kan ikke skabes. Det opstår, og Latinerkvarteret har udviklet sig gennem århundreder. Faktisk er gaderne fra middelalderen blandt de ældste i Aarhus, og det er et held, at kvarteret, der altid har haft mange forskellige forretninger, fortsat består.

I ældre tid var der jævnligt brande i byen. Med datidens byggematerialer in mente blev kvarterer ødelagt, hver gang ilden fik fat, og derfor holdt man også brandvagt i domkirkens tårn. Ilden kunne rasere i Volden, Graven, Studsgade, Badstuegade, Rosensgade eller Mejlgade.

Guldsmedgade, der danner grænsen til kvarteret, er af nyere dato, men den er sandelig heller ikke blevet skånet, når det gælder storbrande.

Bomber i Guldsmedgade

Det var særlig slemt i Guldsmedgade natten til den 22. februar 1945, da den værste brand i byens historie hærgede. Landsforræderne fra Petergruppen var på terrorturné. Chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensiepen, ville hævne modstandsbevægelsens mange vellykkede sabotageaktioner, der hæmmede tyskerne i krigens sidste fase. Inden det var slut, skulle danskerne prøve at mærke, hvad krig var.

Der blev derfor placeret kraftige bomber i Guldsmedgade hver med fire kg højeksplosivt sprængstof foran Brummerstedts boghandel i nr. 3, Parfumeriet i nr. 9, Asschenfeldt Hansens boghandel i nr. 24 og varehuset ”Rask Handel” i nr. 27. Nørregade fik også sin andel. Bomberne blev sat til at detonere forskelligt, så terroren var maksimal.

De mange bomber skabte en ildstorm, og der blev rekvireret assistance fra hele Jylland. I de første timer efter eksplosionerne var situationen helt uoverskueligi Guldsmedgade og Nørregade. Folk lå og sov, da bomberne sprang, og mange skulle reddes ud.

Desuden forsøgte brandfolkene at forhindre, at ilden bredte sig. En overgang truede den byens ældste kvarter i gaderne omkring Volden og Badstuegade. Kun en heroisk indsats gennem adskillige døgn forhindrede en endnu større katastrofe.

Det er disse brandmænds fortjeneste, at Aarhus bevarede Latinerkvarteret.

Syv omkom

Syv mennesker omkom ved katastrofen. To ved i panik at springe ud fra øverste etage i Guldsmedgade-komplekset, og en hel familie i nr. 3 mistede også livet. Sagfører Olaf Holmark, hustruen Betty og datteren Vivian, der blev knap seks år, blev begravet i murbrokkerne i den sammenstyrtede ejendom. Ulykken var særlig tragisk, for ifølge Demokraten skulle familien allerede dagen før være flyttet til en lejlighed i en villa i Risskov, men flyttevognen kom ikke.

I ”Springborgs Drenge – Århus Brandvæsen gennem 125 år”, der udkom i 2010, er branden i Guldsmedgade udførligt omtalt, og det hedder blandt andet, at den mindede brandfolkene om bombardementerne af engelske og tyske byer.

Da alarmen gik, sendte brandvæsenet fra stationen i Ny Munkegade den sædvanlige sprøjtevogn og stigevogn til Guldsmedgade, men man blev straks klar over, at der var brug for meget mere. Alle reserver blev kaldt ind, og alle frivagter blev aflyst. Falck og Zonen blev anmodet om assistance, og sådan fortsatte det. I fire døgn var brandfolkene ikke af tøjet.

I alt 477 personer og 46 køretøjer var inddraget i redningsaktionen. Der blev udlagt 4.000 m slange til 43 strålerør. Normalt blev en brand på den tid klassificeret som større af Aarhus Brandvæsen, hvis der blev brugt to strålerør eller flere.

Malerlærling hjalp

Der var mange mennesker, der var berørt den nat. Det kunne også været endt fatalt for malerlærling Thorkild Simonsen fra Vendsyssel, der gik på teknisk skole i Aarhus, hvis bomberne i Guldsmedgade havde været fordelt anderledes.

»Jeg blev kastet ud af sengen, da de første eksplosioner lød. Ruderne blev knust, og det skyldtes selvfølgelig trykket fra de bomber, der var placeret i de nærliggende ejendomme,« husker Thorkild Simonsen.

Thorkild Simonsen boede i det store Guldsmedgadekompleks, der strakte sig fra Klostertorv ad Guldsmedgade til Klostergade. Tilbage er kun den del, hvor Thorkild Simonsen havde sit værelse. En stor del af komplekset blev helt raseret, siden revet ned, og her fik Føtex forretning.

Den dramatiske nat hjalp Thorkild Simonsen med at evakuere folk, og det var med betydelig risiko.

Han husker, at ejendommens trætrappe lå lige op til nr. 3, der brændte.

»Man kunne sagtens mærke varmen,« erindrer den senere borgmester.

Freden sænkede sig ikke over Latinerkvarteret efter krigen, for et flertal i Aarhus Byråd var parat til at rive hele området ned, da Ny Hovedgade-kommissionen i 1954 foreslog, at der blev ført en 45 meter bred motorgade gennem den centrale bykerne.

Motorvejen, som det jo reelt var, skulle omkranses af høje og ens etageejendomme lige fra Rådhuspladsen via Frederiksgade, Immervad, Lille Torv, Badstuegade, Volden, Studsgade og Mejlgade til Østbanetorvet.

Flere hundrede bygninger skulle rives ned for at give plads til visionen. Én mand fik sat en stopper for det projekt, der dengang symboliserede fremskridtet: Bernhardt Jensen. Som rådmand og borgmester bekæmpede han planen, og den blev aldrig realiseret i andet end små portioner som Busgaden.

Alle tiders aarhusianer

Fra alle sider påskønnes Bernhardt Jensen for at have reddet den gamle bykerne, og senere borgmestre mener, at Bernhardt Jensens store fortjeneste var, at han havde øje for helheden.

»Aarhus er ham stor tak skyldig. Hvis ikke Bernhardt Jensen havde været der, så havde Aarhus været en anden og langt mindre charmerende by,« har tidligere borgmester Nicolai Wammen sagt.

I JP Aarhus blev Bernhardt Jensen af en dommerkomité kåret som ”alle tiders aarhusianer”, og det lykkedes at indsamle tilstrækkelige midler, og på den gamle borgmesters 100-års dag den 13. april 2010 kunne Jan Ballings statue af borgmesteren med sin cykel afsløres på akkurat det sted, hvor man virkelig fornemmer den katastrofe, en ny hovedgade kunne være blevet for byen.

Det er på hjørnet af Åboulevarden og Frederiksgade. Her ville den 45 m brede motorgade have krydset Åboulevarden, og så var der næppe opstået planer om at frilægge åen.

I 1940’erne og 1950’erne var charmen i Latinerkvarteret i øvrigt begrænset. Husene lignede håndværkertilbud, men Bernhardt Jensen så muligheder i kvarteret, når han søndag formiddag cyklede rundt i byen, og han opmuntrede til, at de gamle huse blev sat i stand.

Da de første huse var restaureret, bredte det sig, og kvarteret forandrede sig. De mange caféer hjalp til, og dermed blev Latinkvarteret et aktiv for byen.

Kongeligt bad

Det var det også i 1400-tallet, da kong Hans og dronning Christine gæstede Aarhus. Kongen og hans følge besøgte badene i Badstuegade og hyggede sig. Kongeparrets regnskabsbog fra 1487 viser, at der blev betalt 28 skilling for flere tønder tysk øl, der blev drukket i forbindelse med badet.

Kongen var populær blandt datidens aarhusianere, og han søgte at styrke sin stilling i den magtkamp, der udspillede sig på den tid. Aarhus var nemlig domineret af gejstligheden.

Badevanerne forargede kirkens folk, for hvis vi tror, at vi i dag er frisindede, når det gælder omgang med det modsatte køn, så må vi tro om igen.

Det gik lystigt for sig i middelalderen.

Men kirken fik sin vilje. Det frivole liv kunne ikke fortsætte. Især ikke, fordi man mente, at kønssygdomme kunne spores tilbage til badstuerne.