To på knallert truede 27-årig mand med kniv
Fodgænger blev røvet og truet på Jernaldervej i Aarhus V.
Torsdag aften klokken 20.37 blev en 27-årig mand stoppet af to mænd på knallert, der truede ham med kniv og røvede ham for et mindre beløb.
Den 27-årige var på gåben på Jernaldervej i Aarhus V, da en knallert først kørte forbi og så ind foran ham. På knallerten var to mænd på omkring 20 år.
"Ham, der sad bagpå, sprang af og forlangte, at den 27-årige afleverede, hvad han havde," fortæller Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
Den 27-årige tog fat i gerningsmanden, som viste sig at have en kniv. Gerningsmanden gennemrodede derefter den 27-åriges lommer og fandt en kortholder med 50 kroner og en mobiltelefon.
Der kom forbipasserende på cykel under røveriet, og gerningsmanden smed så alt undtagen de 50 kroner. De to flygtede på knallerten og kørte væk i retning mod Bispehaven.
Politiet har endnu ikke fået nogle tips om røveriet. Østjyllands Politi kan kontaktes på 114 med eventuelle oplysninger.