Modefolkets travle Aarhus-uge
Der er modeuge i København, og mange aarhusianske modeproducenter er draget på messe for at sælge efterårs- og vinterkollektionen 2017. Men Aarhus har også sin egen minimodemesse, en uge efter den københavnske.
Der er lidt stille i den aarhusianske modeverden for tiden.
Mange modefolk er taget til modemesse i København for at sælge efterårs- og vinterkollektionen 2017 til indkøbere fra især Norden.
Skofirmaet Woden har fem ansatte afsted fra hovedkontoret, der ligger i Balticagade, byens nye modeklynge.
»Det danske marked er stadig et af vores største markeder, så vi er med på den københavnske modemesse for at pleje relationen til vores eksisterende kunder, især de svenske, grønlandske, færøske og islandske,« forklarer Carsten Holm, medindehaver af Woden.
Roald Nore er partner og kreativ direktør hos skomærket The Last Conspiracy, og han er til herremodeuge i Paris, da vi ringer ham op. Her har The Last Conspiracy lejet sit eget showroom i stedet for en stand i en af de store messehaller.
»Det er en generel tendens, at messerne vælges fra til fordel for egne showrooms. Her kan vi skabe vores egen ambiance (miljø, red.) uden forstyrrelser. Vi har kunder fra Skt. Petersborg, New York og Tokyo, og de kunder kommer ikke til København,« siger Roald Nore.
The Last Conspiracy er dog altid at træffe på den københavnske modemesse.
»Jeg har et socialt ansvar som dansk virksomhed for at bidrage til, at København har en modeuge, og vi skriver faktisk en del ordrer under i København, især med norske og svenske kunder,« siger Roald Nore.
»For vores brand er Københavns modemesse efterhånden lidt lille, for det er begrænset, hvor mange kunder vi kan have i Danmark. Vores målgruppe er highend-butikker i storbyerne, og hvis vi har kunder herhjemme, som falder ved siden af målgruppen, bliver det svært at bevare samarbejdet og troværdigheden derude,« siger Roald Nore.
Indkøbsmesse i Aarhus
Men Aarhus kan også, når det gælder om at samle modebranchen og få underskrevet ordrer.
Det aarhusianske eventbureau Dypång har gennem 10 år afholdt en fem dages indkøbsmesse i uge 8 og uge 34 – lige efter modeugerne i København.
Her kommer omkring 65 salgsagenter fra fortrinsvist københavnske modefirmaer og fra udenlandske mærker til Aarhus for at møde deres jyske og fynske kunder. Det sker i Balticagade 12 og i Centralværkstedet.
»Både agenter og indkøbere sparer meget tid med den her messe. Agenterne skal ikke rundt til hver enkelt butik i hele landet, og indkøberne får et overblik over alle kollektionerne på én gang og kan herudfra bedre sammensætte et sammenhængende sortiment til deres butik,« forklarer Mads Eriksen, adm. direktør hos Dypång.
Middag under messen
Han understreger, at Aarhus-messen er en ren indkøbsmesse, ikke en trend- og showmesse som den københavnske.
»Man kommer her for at afslutte handler, og mange indkøbere, især fra de små butikker, har ikke tid til at tage til København. Men den aarhusianske modeuge er med til at trække energi til byen og få fashion-industrien til at udvikle sig og vokse her, netop det, som man fra borgmesterens side har ytret ønske om,« siger Mads Eriksen.
Dypång arrangerer en middag for sælgerne og deres kunder under messen.
»De gange, hvor vi har forsøgt at lave noget, der rækker ud over den aften, bliver det nedprioriteret af sælgerne. De har ikke tid til mere, de er her for at få lukket deals,« siger Mads Eriksen.
Han tror på en fortsat udvikling af den aarhusianske modemesse.
»Der kommer nye agenter og flere kvadratmeter til hvert år. Modebranchen er ved at genopfinde sig selv efter krisen.«
Woden: Alle bør støtte
Det aarhusianske mode- og sportsfirma Hummel deltager ikke i den aarhusianske indkøbsmesse, og på den københavnske modemesse er det kun børnekollektionerne, der bliver vist, fordi Hummel mest deltager på sportsmesser.
»Vi bruger mest den københavnske messe som et udstillingsvindue til at vise nyheder og trends. De fleste af vores danske kunder gør deres indkøb hos os i Balticagade eller i vores showroom i København. Kollektionerne er store, og i vores egne showrooms har vi mere tid til at gennemgå kollektionerne sammen med kunderne,« forklarer Marlie Hede, Head of Hummel Kids.
Hummel deltager heller ikke i den aarhusianske indkøbsmesse med sine børnekollektioner. Inden for børnetøj har Vejle skabt sig en førerposition med sin Vejle Kids-indkøbsmesse.
Woden deltager i den aarhusianske messe og har sit eget showroom, fordi de i forvejen ligger i Balticagade.
»Vi har masser af kunder i den uge. Når vi alle er med på samme tid, er det en fordel for indkøberne. Derfor er det vigtigt, at vi alle støtter messen,« siger Carsten Holm og understreger, at indkøbsugen i Aarhus ikke skal være en miniudgave af den københavnske modeuge.
»Men vi bør lave noget for de indkøbere, der kommer til byen, skabe gode traditioner og mere energi. Bare små ting som at opstille mad- og kaffevogne i Balticagade, så her skabes mere liv, sørge for at få bestilt hotelværelser til de væsentlige indkøbere, ligesom man kunne lave en app, så indkøberne nemmere kan guides rundt til byens showrooms. Jo mere vi gør på tværs af brandsene, jo stærkere står vi. Kan vi få indkøberne til at blive bare en dag længere, har vi alle vundet,« siger Carsten Holm.
The Last Conspiracy er ikke at finde på den aarhusianske indkøbsmesse, fordi de ikke er interesserede i at få flere forhandlere i Danmark. Alligevel er Roald Nore glad for at være aarhusiansk modeproducent:
»Det er fedt at komme til Milano og Paris, men jeg tror ikke, at jeg ville kunne lave kollektioner andre steder end i Aarhus. Vi har en skøn by, en smuk bugt og fine skove omkring os, her er en dejlig ro.«