Fortsæt til indhold
Aarhus

Hvad mener de ældre aarhusianere om de nye?

Ældre i Aarhus: Det vrimler med unge i Aarhus, og der kommer hele tiden nye til. Vi har været på gaden for at høre, hvad de ældre aarhusianere mener om de nye, og hvilke råd de gerne vil give videre til næste generation.

Amalie Møller Christensen | Daniel Skinbjerg (foto)

Lisbeth Jakobsen

65 år

Pensionist

Hvad synes du om, at der er så mange unge i Aarhus?

Jeg synes, at det er fint. Der er jo rigtig mange steder, hvor de kan sidde og hygge sig sammen.

Hvordan kan du mærke, at der er mange unge?

Jeg synes bestemt, at man kan mærke, at der er mange unge. Man ser dem jo i bybilledet over det hele. Og så afspejles det jo nok i de mange tilbud, der er i byen. Hvis man f.eks. tænker på miljøet omkring åen, er det jo fortrinsvis de unge, der kommer der. De caféer og restauranter lever nok godt af dem.

Hvad er dit bedste råd til de unge, der flytter til byen?

De skal engagere sig i de ting, der foregår i byen, så de på den måde også kommer til at kende andre unge – og ældre for den sags skyld. Det kunne f.eks. være i foreninger eller kulturlivet. Jeg synes, at man skal involvere sig i sin by.

Mogens Christensen

75 år

Pensionist

Hvad synes du om, at der er så mange unge i Aarhus?

Jeg har faktisk ikke indtryk af, at der er flere her end andre steder. Men jeg er da glad for, at der er så mange friske unge mennesker i Aarhus.

Hvordan kan du mærke, at der er mange unge?

De cykler ofte på steder, hvor man ikke må, og så smider de cyklerne de mest mærkelige steder. Det bliver jeg irriteret over. Så render jeg og falder over dem. Det er faktisk sket nogle gange. Det er der, jeg lægger mest mærke til dem. Så bander jeg over, at de bare tillader sig at sætte cyklerne, lige hvor det passer dem.

Hvad er dit bedste råd til de unge, der flytter til byen?

De skal vel have lidt god opdragelse med sig hjemmefra. Og så skal de lade være med at stille deres cykler alle mulige mærkelige steder.

Ingelise Nordbjerg

53 år

Lærer

Hvad synes du om, at der er så mange unge i Aarhus?

Jeg synes, at det giver noget liv. De er jo ofte studerende og på SU, så det betyder, at der er noget for enhver smag i byen. Både en masse kultur og nogle flere moderne butikskoncepter. De unge spotter først, hvad der er moderne. Så ved man, at man ikke kommer hjem med noget, der er for kedeligt.

Hvordan kan du mærke, at der er mange unge?

Der er mange unge i gadebilledet, og i butikkerne er der mange unge ansatte. Det ville være kedeligt, hvis de ikke var der. De unge bidrager med nye ting. De er digitale og har Mobilepay. De er fremme i skoene og følger med tidsånden og skaber den selv. Det synes jeg, at Aarhus bærer præg af.

Hvad er dit bedste råd til de unge, der flytter til byen?

At de skal huske at tage den med ro. Vi har alle sammen så travlt, men særligt de unge har meget, de skal nå. De skal være aktive på de sociale medier, de skal gå i fitness og se godt ud, skabe sig en karriere og date. Der er godt nok mange krav til dem, så de skal også huske at nyde livet.

Karl Christiansen

66 år

Professor på Arkitektskolen

Hvad synes du om, at der er så mange unge i Aarhus?

Jeg synes, at det er herligt. Det er jo det, jeg beskæftiger mig med til dagligt. Det kan være, at det kan holde de ældre yngre.

Hvordan kan du mærke, at der er mange unge?

Jeg mærker det jo i min undervisning, men ellers har jeg vanskeligt ved at se det. I forhold til København og Oslo, hvor jeg har boet i en længere årrække, er der ikke særligt mange tilbud til de unge i byen. Det synes jeg godt kunne blive bedre. Det er også vanskeligt for unge, der flytter til Aarhus, at finde en bolig. Jeg går ind for, at man støtter de unge alt det, man kan. I stedet for at skære ned på SU’en kunne man måske give dem lidt mere. De er jo en vigtig råvare. Det er dem, vi skal leve af i fremtiden, og dem, der skal betale min pension. Jo bedre, vi underviser og uddanner de unge, jo lysere kan man se på fremtiden.

Hvad er dit bedste råd til de unge, der flytter til byen?

Mange af de unge, jeg underviser, ville hellere have været i København, men kom ikke ind på skolen der. Jeg synes, at man skal være realistisk og erkende, at nu er det her, man er, og så være her 110 pct. og skabe sig et netværk, som betyder, at man har lyst til at blive her. Hvis folk bliver boende, bliver kompetencerne også i byen, og så er der faktisk en chance for, at vi kan skabe noget af det, vi efterlyser.