Ungdommen trives i Aarhus
Ung i Aarhus: Aarhus er utallige gange blevet udråbt til at være landets bedste studieby, og knap halvdelen af aarhusianerne er under 30 år. Men hvad er det, der tiltrækker de mange unge? Og hvad betyder de egentlig for byen?
På 11. etage i Grundfos Kollegiet er de sidste forberedelser til den ugentlige madklub i fuld gang.
Det er Robin, Nina og Anders, der har stået for aftenens menu, som byder på græske frikadeller med tzatziki og fladbrød. En kraftig duft af hvidløg fylder det store fællesrum på toppen af Aarhus Ø, og ind ad vinduerne skinner byens aftenlys. Kram uddeles, som resten af madklubbens medlemmer én efter én træder ind i rummet, og snakken går, mens det sidste bestik og glaskander med vand placeres på det store, firkantede bord.
»Så er der mad,« meddeler Nina og sætter en stor skål rucolasalat i midten af anretningen.
De syv kollegianere tager plads. Frikadeller og tzatziki øses op på tallerkenerne, og fadene sendes videre til den næste. Fra den rå betonvæg kigger Luke Skywalker og stjernerne fra Grease ned på selskabet fra retro-cool plakater.
Robin fortæller om sin og kæresten Annas ferie på Sicilien og fremviser billeder på mobilen. De andre spørger nysgerrigt ind og stemmer i med egne fortællinger.
I byen på en tirsdag
Beboerne på Grundfos Kollegiet udgør blot en mikroskopisk del af ungdommen i landets andenstørste by. Cirka 45 pct. af den aarhusianske befolkning er yngre end 30 år, og med knap 50.000 studerende i byen har Aarhus den højeste koncentration i Danmark i forhold til indbyggertal. Det svarer til, at cirka hver sjette aarhusianer er studerende.
Den tre år gamle, tårnhøje bygning er det nyeste af de mange kollegier, der huser en stor del af byens unge. Her lever ungdomsfællesskabet anno 2016 i perfekt forening med tidsåndens individualisme: Med eget køkken og bad.
Ifølge kollegianerne har Aarhus meget at byde på, når det handler om ungdomsliv.
»Aarhus er en rigtig god studieby. Der er gang i en masse ting, og der sker altid noget et eller andet sted. Man deltager jo selvfølgelig ikke i det hele, men det er rart at vide, at det er der, hvis man har lyst,« fortæller den 25-årige psykologistuderende, Carina Lilbæk Pedersen, der var én af kollegiets allerførste beboere.
Den 23-årige medicinstuderende, Anders Pedersen, der kun har boet på Grundfos Kollegiet i fem måneder, giver sin veninde ret:
»Det er fedt, at der er så mange unge. Det giver en helt speciel stemning i byen, som man ikke finder særligt mange andre steder. Jeg tror, det giver lidt mere liv. Særligt på caféerne og i nattelivet er der gang i den. I Aarhus kan man gå i byen på en tirsdag, og så er der stadig liv og aktivitet,« fortæller han.
Dicte og slumber party
Det er ikke kun madklubben, der fylder fællesrummet denne tirsdag aften. Ved et bord i den ene ende er et par udvekslingsstuderende i gang med aftensmaden, og i det mere afslappede hjørne slænger en mandlig kollegianer sig i den postkasserøde sofa, smækker benene op og tænder for fjernsynet.
En kvinde sætter sig ved et bord ved siden af med en tyk fagbog og en overstregningstusch. Alle virker som om de kender hinanden og hilser, når en ny træder ind i rummet. Fællesskabet er en vigtig del af livet på kollegiet, er madklubben enige om.
»Jeg har både været med i beboerrådet, bestyrelsen og festudvalget, så jeg har brugt det sociale rigtig meget. Det første år, vi boede her, brugte vi det særligt meget, fordi alle var nye og havde behov for at skabe sig en omgangskreds. Så var vi tit i fællesrummet om aftenen,« erindrer Carina Lilbæk Pedersen.
»Ja, og vi har haft Dicteaftener, vin- og ostedage, ”slumber party”, set julekalender sammen og spillet håndbold- og fodboldkampe,« supplerer den 25-årige tandlægestuderende, Venuka Rasratnam.
Unge gavner økonomien
De mange unge, deres aktive socialliv og store købevillighed er også en vigtig indtægtskilde for byens butikker og restaurationer, fortæller direktøren for Aarhus City Forening, Claus Bech:
»I disse år søger flere og flere unge til Aarhus, og det gavner i høj grad byens butikker rent omsætningsmæssigt. Særligt modebutikker, caféer og restauranter har stor gavn af de unge mennesker, som har et højt forbrug af disse produkter,« siger han.
Derfor er de unge også blevet en vigtig målgruppe, som i stigende grad udgør en væsentlig faktor i butikkernes markedsføring.
Jeg havde ikke troet, jeg skulle opbygge så stort et netværk, som jeg har gjort. Jeg har virkelig fået en anden familie her.Venuka Rasratnam, tandlægestuderende, Aarhus
Claus Bech mener desuden, at de mange unge ikke kun er en økonomisk gevinst for byen, men samtidig med til at tilføre en aldersmangfoldighed, som giver byen en helt særlig profil:
»Der er et rigtig godt mix af aldersgrupper i Aarhus. Det giver byen en dynamik, som både er til gavn for de unge og de midaldrende. Aarhus har en helt speciel puls og energi, som man ikke oplever andre steder i provinsen overhovedet.«
I fællesrummet på Grundfos Kollegiet er madklubben ved at være slut for i dag. Medlemmerne hjælpes ad med at tage af bordet og vaske op, mens samtalerne fortsætter. På den tilstødende tagterrasse er et par kollegianere ved at sætte lyskæder op i vintermørket.
»Fællesskabet her har gjort, at det har været sindssygt fedt at komme til Aarhus. Nogle af mine allerbedste venner er herfra. Det, der er fedt ved at bo på kollegium, er, at vi er så forskellige. Her er både nogle, der læser til ingeniør og tandlæge, og nogle der studerer jura og medicin. Man får mange forskellige input, og det gør det lidt sjovere at være sammen,« siger Carina Lilbæk Pedersen.
En anden familie
Venuka Rasratnam nikker samtykkende:
»Jeg havde ikke troet, jeg skulle opbygge så stort et netværk, som jeg har gjort. Jeg har virkelig fået en anden familie her.«
Det sidste viskestykke hænges på plads, og madklubben skilles for i dag. Nu venter lektierne for nogle, fadøl og byens dansegulve for andre.