Fortsæt til indhold
Aarhus

Efter offentlig efterlysning: Dankort-tyv meldte sig selv

Efter Østjyllands Politi fredag efterlyste en mand, der har brugt 160.000 kroner på et stjålet dankort, har han meldt sig selv.

Ved brug af overvågningsbilleder fra flere butikker forsøgte Østjyllands Politi fredag morgen at finde en mand, der i foråret misbrugte et stjålet kreditkort for omkring 160.000 kroner.

Det misbrugte kreditkort blev stjålet tilbage i april omkring den 23. -24. i år på Viborg-egnen, hvor gerningsmanden har haft held til at aflure pinkoden i forbindelse med tyveriet, idet kortet efterfølgende er blevet misbrugt med den korrekte korde.

Allerede få dage efter tyveriet var der blevet købt godt ind på kortet. Gerningsmanden havde mellem den 29. og 30. april nået at købe elektronikudstyr i fire forskellige butikker i Aarhus-området samt i en butik i Odense for i alt 162.329, 44 kroner.

Igennem længere tid har Østjyllands Politi forsøgt at finde tyven ud fra de overvågningsbilleder, der i mange af butikkerne var taget af ham. Men da det ikke lykkedes for politiet, at få manden genkendt internt blandt kollegaerne, så bad man fredag morgen offentligheden om hjælp.

Den offentlige efterlysning gav pote, da manden meldte sig selv, og efterlysningen er afblæst, lyder det fra politiet.