Endnu et røveri på Brabrandstien - politiet mistænker samme gerningsmand
I går aftes blev en 23-årig cyklende kvinde frarøvet sin taske på Brabrandstien. Politet efterlyser 30-35 årig dansk mand.
Cyklister på Brabrandstien har i nogen tid været forskånet for de røverier, som tidligere på året plagede området.
Men i aftes holdt den rolige periode ikke længere. En kvinde blev nemlig frarøvet sin taske, og politiet mistænker, at der kan være tale om samme gerningsmand som tidligere.
Aftenens episode fandt sted klokken 23.37, da en 23-årig kvinde kom cyklende på stisystemet. Her cyklede en mand op på siden af hende og forsøgte at frarøve en skuldertaske fra hende.
Da tasken var svær at fravriste kvinden, blev hun væltet omkuld og tildelt flere slag. Det lykkedes derefter røveren at cykle bort med tasken indeholdende blandt andet øretelefoner, creme og pung.
Efter røveriet cyklede kvinden straks hjem og anmeldte episoden til politiet.
Pressekoordinator ved Østjyllands Politi, Marianne Morgen, oplyser, at politiet mistænker, at der kan være tale om samme gerningsmand som ved tidligere overfald på Brabrandstien.
Giver dette røveri sammenlagt med tidligere røverier grundlag for en særlig indsats i området?
»Vores reaktion er, at vi fortsat efterforsker og arbejder med at finde gerningsmanden. Om vi har nogen særlig indsats i gang, ønsker vi ikke at kommentere, da vi ikke vil afsløre vores efterforskning.«
»Vi arbejder med de vidner, vi har, om det så er forurettede eller andre, men det har indtil videre ikke resulteret i anholdelse.«
Gerningsmanden fra aftenens røveri beskrives således:
- 30-35 år.
- Dansk.
- 180-185 cm.
- Kort, sort hår og skægstubbe.
- Iført sort tøj, sort jakke og medbragt rygsæk.
- Kørte på en mountainbikelignende cykel.