Politiet: Den mystiske knivstikker fra storbranden i Højbjerg er fundet
Videoer fra borgere har i sidste ende hjulpet politiet med at finde mistænkt i sag om knivstukken mand, som blev fundet ved brand i Højbjerg.
Der var i forvejen nok at se til for myndighederne, da der 20. oktober var udbrudt en stor brand i Højbjerg. Men midt i arbejdet med at slukke branden, blev der dengang mere at se til, da politiet fandt en 23-årig mand, som var blevet stukket i armhulen.
Sagen virkede i første omgang ganske mystisk, men politiet er siden kommet til bunds i affæren og kunne derfor i dag fremstille en 21-årig mand i sagen.
Han blev ved retten varetægtsfængslet i fire uger sigtet for kvalificeret vold.
Politiet har tidligere i sagen været ude med en appel til borgere, som måtte have optaget video af branden, om at indsende optagelser derfra, og kan nu oplyse, at det har været en medvirkende faktor i forhold til at komme en opklaring nærmere.