Snapshots fra 50'ernes Aarhus

Der var rejst mange plankeværker i Aarhus i 1950’erne. Under Besættelsen havde byen pådraget sig store sår, og sporene efter terror og ulykker, der kostede mange livet, blev skjult. Men samtidig skabte plankeværkerne også en smule optimisme, når der blev bygget nyt bag dem.

Det varslede bedre tider, og stemningen blandt byens borgere afspejles i værket ”Aarhus i årtier – Aarhusianernes historie fortalt i billeder”, der udkommer i morgen. Bogen er delt op i en række afsnit, skrevet af en række yngre historikere og redigeret af stadsarkivar Søren Bitsch Christensen. Alle har forfatterne det til fælles, at de ikke er født i Aarhus, men det kan også være en fordel.

Vi andre, der voksede op med byen i 1950’erne, mente at vide, hvad der skete, for større var Aarhus ikke. Barndommen var selvfølgelig ganske anderledes end nu.

Som bybud kom man rundt og fik da også klemt sig frem i forreste række, da kong Frederik IX i 1955 afslørede statuen af sin far på Bispetorvet. Hest og rytter var majestætiske i Helen Schous bronzestatue, men den fik duerne hurtigt sat præg på.

1950’erne var dengang, det altid var varmt om sommeren og sneede om vinteren, og kravene var så beskedne, at selv en udflugt til de udstoppede dyr på Naturhistorisk Museum i Universitetsparken var topunderholdning.

Der var selvfølgelig også de levende i Zoologisk Have over for Friheden, hvor dyrene levede under kummerlige forhold i små bure og lugtede fælt.

Beskedne boliger

Det var ikke kun dyrene, der levede småt. Det gjorde mange familier også. At far og mor og måske fire børn voksede op i en af de toværelses lejligheder, der i dag bebos af studerende, var ganske normalt.

Det lyser ud af siderne i den smukke bog, at det væsentlige for mange mennesker også dengang var at få en ordentlig bolig. Mange boede i elendige lejligheder i baggårde uden meget lys. Bad var en luksus, og en del besøgte Den Kommunale Badeanstalt i Spanien.

Der blev opført en række huse, hvor det var muligt for såkaldt almindelige mennesker at opnå statslån med lav rente og hvilken luksus at flytte fra en lille kakkelovnsopvarmet lejlighed til et nyt og moderne hus. Så skidt med, at der ikke blev råd til bil og ferie i udlandet. Boligen, der sikrede børnene en god opvækst, var vigtigst, og der var orden i prioriteterne. Netop i de år rejste der sig nye boligkvarterer i Aarhus: Vorrevangen og Risvangen i nordbyen er to eksempler. Langenæs et tredje.

Andre steder var opvæksten knap så lovende. Mange familier var fortsat henvist til husvildebarakker, og ungerne led under de kummerlige forhold i Nygade tæt ved Vor Frue Kirke. Det var godt, at lige netop det arnested for druk og prostitution blev saneret. Man kunne såmænd – og overvejede det nok også – have sat bulldozerne ind mod Møllestien i samme ombæring, uden at ane at netop den lille gade mellem Mølleparken og Grønnegade skulle udvikle sig til et eksklusivt område.

I takt med at velstanden blev øget i 1950’erne, blev boligstandarden også forbedret. Der blev bygget meget nyt og endda et højhus, BP Huset på Europaplads ved havnen.

Vareudbuddet blev forøget. I 1952 forsvandt de sidste rationeringer på kaffe og sukker og fra 1957 på importerede luksusvarer som biler. Behovet for underholdning blev også større, selv om folk snart fik brug for alle penge, hvis der skulle anskaffes et fjernsyn, der nominelt var dyrere dengang.

Der blev bygget biografer i Aarhus, så de nyeste Hollywood-film kunne opleves i farver med god lyd og på stort lærred. Kosmorama på Store Torv og Folketeatret i Jægergårdsgade kom til, men selv om sæderne var bløde og ventilationen i orden, manglede biograferne den umiddelbare charme, som Biografen på hjørnet af Nørregade og Norsgade osede af i rigt mål. 35 øre alt inklusive for flere timers underholdning i sort-hvid på forreste række, men man kunne regne med, at et passende antal fordækte indianere blev skudt.

Verdensstjerne

Det får være, at Hopalong Cassidy og hesten Topper var helte i fantasien, men der var også nogle i virkeligheden. Aarhusianerne jublede i 1950’erne over en bankbetjent i Privatbanken, der var eminent dygtig til håndbold.

Mogens Olsen var stjernen hos Aarhus KFUM. I en årrække var han fast topscorer i danmarksturneringen, og han kunne lave de flotteste kringler i stadionhallen, når han bøjede sig sidelæns mod gulvet og med sit skud passerede forsvaret af et plankeværk og målmanden. Vi stod længe i kø for at slippe ind til håndboldstævnerne, og dengang var Aarhus KFUM og AGF dominerende i dansk håndbold.

Ikke bare aarhusianere kaldte Mogens Olsen verdens bedste. Han beviste det som topscorer ved VM-slutrunden i DDR i 1958 med 46 mål, da Danmark blev nr. 4. Derfor er det også en forbier, at der ikke er blevet plads til et større billede af ham i bogen.

Der mangler i øvrigt også et af dirigenten Thomas Jensen. En af Danmarks bedste dirigenter var hovedperson i årtiets største lokale kultur-drama og forlod i 1957 Aarhus, skuffet og nedbrudt.

Han havde skabt Aarhus Byorkester, men han kunne ikke få ordentlige forhold at spille under, selv om han var blevet lovet en koncertsal. Han kunne heller ikke få en pensionsordning, men blev henvist til konens, for hun var skuespiller ved Aarhus Teater. Knap havde han smækket med byporten, før politikere svarede igen ved ganske uhørt at lække fortrolige lønforhold til pressen og dermed nære den lokale sladder og misundelse.

Men at maestroen var fortørnet over de forhold, som Aarhus Kommune bød sit orkester, er vist ikke nogen ny historie.