Skøgen og ministeren

Hvis Svend Åge Madsen kravlede ud på taget gennem vinduet fra det lille værelse på femte sal, kunne han fra taget se ud over Øgadekvarteret. Over til lommetyvene, glædespigerne og de ufaglærte arbejdere.

»Mine forældre syntes ikke, det var så fint at bo i Sjællandsgade som i vores kvarter. Der boede arbejdere dengang, og de havde toilet i gården. På det tidspunkt blev gaden opfattet som slum,« fortæller han.

Selv boede han i det finere nybyggerkvarter, ovre på den anden side af Viborgvej, mellem Ceres og Den Gamle By. I en toværelses lejlighed på Skjernvej 4, sammen med sin mor, sin far og tre søskende. Og det var herfra hans verden gik de første 25 år.

»Jeg ved slet ikke, hvad det er for en forretning den der,« siger han og peger på genbrugsforretningen, der ligger på hjørnet, hvor mejeriet plejede at ligge. Og hvor hans mor købte smør og mælk. Den jyske ironi, som vi også kender den fra hans bøger, tager man ikke fejl af.

I dag er han cyklet fra Risskov til byen, hvor vi har aftalt at gå en tur ad hans gamle skolevej langs Nørregade på kanten af Øgaderne. Klædt helt i hvidt – T-shirt og shorts og det karakteristiske hvide hår, ligner han en gal videnskabsmand, da han triller om hjørnet.

Svend Åge Madsen er Aarhus-forfatter, og det er mange år siden, at byen fik en permanent plads på siderne i hans bøger. Men tirsdag vender teksterne helt bogstavelig tilbage til byens rum, når de kommer op at hænge på udvalgte husgavle i Øgadekvarteret. De seks fortællinger handler om husene og menneskene han kendte, dengang han gik i skole i kvarteret og legede hjemme hos kammeraterne.

Men helt i begyndelsen skulle byen maskeres i bøgerne, fortæller han.

»Der var en blufærdighed forbundet med, at Aarhus var for lille og ubetydelig at skrive om. Det føltes blufærdighedskrænkende at skrive Åboulevarden i en pæn bog,« fortæller han.

Øgadernes fortællinger

Men det er ikke Aarhus, som vi kender den, Madsen beskriver. Virkeligheden er altid drejet de karakteristiske 10 grader, fortæller han.

»Jeg misfarver den altid efter hensigten. Forvrænger den og bruger den på egne betingelser.«

»Jeg skriver om de mennesker, jeg kendte dengang. Og om de myter, der florerede i kvarteret. Historien om glædespigen Viveca er inspireret af en af mine venners mødre, der var enlig, og som boede i Lollandsgade. Om hende sagde folk altid, at ”hun var meget kærlig”. Den fordom var der stadig om enlige mødre. I virkeligheden havde hun måske bare et aktivt sexliv. Jeg ved det ikke. Ofte flytter jeg historierne et par husnumre for ikke at udlevere nogen.«

Barndomserindringen blev altså til historien om glædespigen Viveca, der en dag, hun er på arbejde på Nonneapoteket på Nørre Allé, opdager et hidtil skjult talent. I næstekærlighedens navn deler hun generøst ud af sin krop og sin kærlighed og kurerer den unge mand George Jo-Nielsen for unaturlig skyhed.

»Den generte unge mand er i virkeligheden baseret på mig selv som ung. Men der var desværre ikke nogen, der gav mig sådan en recept dengang,« siger han og griner.

Rasmus modsat

Også i den kortere form, vender Madsen historierne på hovedet.

»Når jeg hører meget skråsikre fortællinger om, hvordan verden er, reagerer jeg med det samme ved at blive Rasmus modsat. Så når Viveca uddeler sin kærlighed af et godt hjerte, er der selvfølgelig nogle ludere, der føler sig trådt over tæerne,« siger han og griner igen.

»Så hun bliver sagsøgt for social dumping af sammenslutningen af skøger, ludere og glædespiger.«

»Jeg er jo gammel matematiker, og det er en almindelig metode i matematik, når man laver beviser. At man antager det modsatte og så beviser, at det er forkert. Det system bruger jeg ofte i mine historier, hvor jeg vender gængse opfattelser på hovedet og får så en anden historie ud af det.«

Som i bedste Svend Åge Madsen-stil er de seks tekster kædet sammen. Ligesom hans romanfigurer også ofte dukker op i forskellige romaner.

»Det tilfredsstiller mig at kæde mine tekster sammen. Det har jeg altid gjort. For når jeg opdager, at jeg har beskrevet en person for pænt og for sødt, fremstiller jeg ham eller hende som skurk i en anden historie.« "Jeg er blevet lettere at læse med årene"

»Jeg forsøger at vise, at vores skæbner er vævet sammen i et stort net. At vi på den ene side går rundt i hver vores boble, men samtidig griber vi ind i hinandens tilværelse hele tiden og påvirker hinandens liv. Vi er jo i virkeligheden hinandens skæbner. Vi fremmer nogle mennesker og samtidig bliver vi nogens skurke.«

Skøgen og ministeren

Da vi når til Lollandsgade stopper han pludselig.

»Kom, jeg skal vise dig noget sjovt. Her ved nummer 23, skal historien om Viveca hænge. Men se, der hænger en mindeplatte i forvejen. For tidligere statsminister Hans Hedtoft, der har boet her. Og så er det jo nærliggende at tro, at de har haft en forbindelse til hinanden,« siger han og skralgriner.

Det faktuelle og fiktionens Aarhus flyder altid sammen i Madsens tekster. Og hans bøger kan bedst beskrives som en slags jysk udgave af magisk realisme. Han opstiller tankeeksperimenter og parallelle verdener og vender op og ned på de regler, vi stiller op i virkelighedens verden. Tilbage sidder læseren så og spekulerer på, hvordan det ville være, hvis vi gjorde tingene helt anderledes.

Søndag delte han kram ud til alle dem, der har doneret en slat penge til den crowdfundingkampagne, der skal betale for de seks messingplader, teksterne skal trykkes på.

»Ja, jeg føler mig jo lidt prostitueret. Og man kan vel kalde min forlægger, Robert, for min pimp,« siger han og griner.

Men han er glad for de nye læsere, pladerne måske lokker til.

»Teksterne fanger en på det forkerte ben. Og nok også et andet publikum. Du venter ikke at finde et stykke litteratur der på husmuren. Det er også en helt anden læseoplevelse, som måske kan virke irriterende på nogle mennesker, men som kan give andre en god og opløftende oplevelse.«