Uden for madrassen var han stille og forsigtig, men derinde var han hård

Sidste chance. Længere er den ikke.

Hvis bryderen Tobias Fonnesbek skal kvalificere sig til OL i Rio til sommer, skal han i finalen ved fredagens udtagelsesstævne i Istanbul.

Fakta er disse: Han røg ud i første runde ved VM i Las Vegas. Han røg ud i første runde ved et kvalifikationsstævne i Serbien.

Nu er der altså kun Istanbul tilbage, og spørger man Tobias, har han en klippefast tro på, at han nok skal klare kravet og få opfyldt den drøm, som han har kæmpet for, siden han begyndte at bryde som syvårig.

Men hvordan kan man være så sikker, når det ærligt talt ikke er gået særligt godt, de to andre gange, han forsøgte?

Vi spørger hans far, Lars Fonnesbek, der har været med hele vejen.

»Det skal han tro på. Jeg tror også, at han har chancen. Han kan gøre det, men det bliver svært. Han skal jo ikke falde på røven lige som sidste gang i Serbien, for så kan det være slut efter første kamp,« siger Lars Fonnesbek.

Men Tobias sagde også før de andre kampe, at han kvalificerer sig?

»Jeg er helt sikker på, at Tobias tror på det, og hvis han bare havde en promille af tvivl om, at det kunne lade sig gøre, stillede han ikke op,« siger Lars Fonnesbek, der selv var bryder i sin ungdom.

Han blev danmarksmester to gange, men to skader gjorde kål på karrieren. Først røg der et ledbånd i en finger, som blev stiv, og da han knap et år senere kom tilbage, rykkede han skulderen så meget af led, at de ikke kunne få den sat på plads igen. Lars kæmpede i to år for at få førligheden tilbage, og da det skete, var det slut med at bryde.

Så Lars begyndte som træner i Brydeklubben Thrott i Åbyhøj. Nu skulle han udleve sin egen drøm igennem trænervejen.

Hans sønner, Esben og Tobias, fulgte med, og der gik ikke lang tid, før Lars kunne se, at Tobias havde talent.

»Han var syv-otte år, da jeg tænkte, at han havde flair for det. Tobias kan godt være stille, forsigtig og ydmyg uden for madrassen, men når han går derind, er han dedikeret og ret hård. Men jeg tænkte også, at det ikke var mig, der skulle presse ham. Det skulle komme af lyst, for jeg har set mange forældre presse på, fordi de havde store ambitioner på deres drenges vegne, og jeg har prøvet at kigge på, hvor andre forældre lavede fejl – så har jeg måske lavet nogle andre fejl, men jeg har været meget bevidst om, at det skulle være lysten, der drev værket,« siger den 56-årige Lars Fonnesbek.

Men der gik ikke lang tid, før Tobias satte sig et mål.

»Allerede da han gik i skole, sagde han, ”jeg skal til OL, det er min ambition”. Ikke bare at det kunne være fint. Det var meget stålsat. Og når man som forældre hører sådan noget, siger man ”er det ikke skudt lidt over målet?”, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke bare var en flyvsk tanke,« siger Lars Fonnesbek.

Så Tobias begyndte at ofre masser af tid på brydning. Træning seks-syv gange om ugen med opbakning fra hjemmet, familie og venner.

Men også tvivlere. For hvordan kan en knægt have så store mål?

»Jeg mødte tvivlere i min egen karriere. I Danmark er der janteloven, hvor man ikke skal tro, at man er noget, men man bliver jo nødt til at tro på sig selv, ellers er alt jo ligegyldigt, og det gælder både i brydning og i arbejdslivet. Hvis man ikke tror på sig selv, opnår man aldrig noget. Men jeg synes heldigvis, at det er blevet meget mere accepteret i Danmark, at man vælger at ofre så meget på sin sport,« siger Lars Fonnesbek.

Hvis du ser på Tobias i din rolle som far, er det så værd at ofre så megen tid på en drøm?

»Jamen, det er det da. Jeg kan som voksen være misundelig over, at han har de muligheder. Det er et valg og en prioritering. Heldigvis er rammerne bedre i dag, hvor tingene kører mere professionelt. Der er fire-fem personer her, som har hjulpet ham helt vildt på madrassen, og så står hele klubben bagved med ledelse og frivillige. Det her er også klubbens projekt. Hvis det lykkes, er der mange, der kan klappe sig selv på skulderen og sige, at de har været en del af. De har været med til at træne seks-syv gange om ugen. Så selvfølgelig skal han ofre tiden.«

Og hvis det ikke lykkes at kvalificere sig?

»Hvis det glipper, tager han fire år mere for at kvalificere sig til 2020. Og hvis det lykkes allerede denne gang, tager han også fire år mere.«

Jyllands-Posten følger Tobias Fonnesbeks vej mod OL 2016.