Malmros – nu fra sidelinjen

Man kan vel godt tale om skæbnens ironi: I 1973 kunne filminstruktøren Nils Malmros ikke formå at få biografen Scala, som dengang lå i Aarhus Teater, til at vise sin nye film, ”Lars Ole, 5.C”.

Han fik samme svar der som i andre biografer: »Det er sandelig en spændende film: Mon ikke det er noget for filmklubber eller lignende.«

I dag spiller ”Lars Ole, 5.C” på samme teater, nu som en forestilling i Borgerscenens regi og under instruktion af Anne Zacho Søgaard. Den har premiere onsdag og handler på samme måde nu som dengang om 12-årige børn, der står på tærsklen til at træde fra barndommen ind i ungdommen med alle de dramaer over venskaber, forelskelser og popularitet, der hører sig til.

Den 71-årige Nils Malmros har endog lavet tre små film til forestillingen. De vises sammen med scener fra den oprindelige film.

»De er fuldstændigt parallelle til min film. Der er scenen oppe ved Trøjborg Centeret, hvor de er inde at købe gifler, og Lars Ole betaler med Mobilepay. I min oprindelige film køber han på regning hos bageren, men det er der jo ingen, der har mere,« siger han, som har fulgt med fra sidelinjen under tilblivelsen af forestillingen.

»Jeg kan ikke lade være med at have nogle idéer, men jeg skal dy mig. Det er ikke min forestilling. Men jeg er da rørt og stolt over at være inviteret med til at lave de vignetter,« siger han, mens han skænker os hver en kop te i den stue, som blev kendt i hans seneste spillefilm, ”Sorg og Glæde” fra 2013.

»Jeg må sige, at det var stressende at stå der foran Trøjborg Centeret midt i trafikken og med folk, der gik ind og ud. Oven i købet var det koldt og hele tiden lige på nippet til at regne. Men det gik da,« smiler han.

Dengang og nu

Han reflekterer over forskellen på dengang og nu.

»”Lars Ole, 5.C” er baseret på mine erindringer set indefra. Den nye forestilling bliver uundgåeligt set udefra,« siger han, der ikke oplever den store forskel på børn dengang og nu.

»Jeg har lært meget af at arbejde med børn i mine film. Jeg kan se, at folkeskolen er mere ond end gymnasiet. Før man går igennem puberteten, er man spontant ond eller rettere sagt spontant selvisk,« siger han og bevæger sig videre til sin spillefilm fra 1981, ”Kundskabens Træ”.

»Det er jo ikke tilfældigt, at den hedder ”Kundskabens Træ”, for den handler om dem, der får erkendelsen. De spiser æblet, og så lærer de at skelne mellem godt og ondt og erkender samtidig, at de selv er onde,« mener han.

»Det er i denne film, at ondskaben folder sig ud for alvor, da Elin bliver kaldt for TRL – transportabel rejseluder. Det er en autentisk oplevelse fra min egen klasse. Det var ægte ondskab og en hel masse medløberi. Det uhyggelige er, at hendes veninder svigter hende. En ting er, hvad nogle forsmåede, stupide drenge gør – men at veninderne også svigter hende! Det har de siden haft rigtig dårlig samvittighed over.«

Nådesløse billeder

Han sammenligner med de nådesløse billeder, som florerer på de sociale medier af piger fra især nordkøbenhavnske gymnasier.

»Efter puberteten bliver man mere kontemplativ – man bliver socialiseret. Her begynder erkendelsen: Er det i orden at kalde en for TRL? Hvis man gør det i gymnasiet, stempler man sig selv som primitiv og gemen. Det kan godt være, at pigen bliver stemplet, men det gør man pokkerme også selv,« siger han.

»Jeg ved jo ikke mere om, hvad der er foregået, end alle andre. Men jeg ser det som en form for ikke bare tankeløshed, men også ægte ondskab. For der er grænser for, hvor tankeløs man kan være.«

Han har ingen aktuelle planer om at lave flere spillefilm, hævder han, der da også har forrygende travlt pga. af ”Sorg og Glæde”, der tager udgangspunkt i hans egen personlige tragedie fra 1984, da hans kone i en psykose dræbte deres ni måneder gamle datter.

»Jeg har lavet en lang række film om ulykkelig kærlighed, og med ”Sorg og Glæde” nåede jeg frem til den voksne, modne, gensidige kærlighed – godt nok gennem en stor katastrofe. Nu er det et afsluttet oeuvre, og det rejser jeg ikke bare Danmark, men hele verden rundt for at fortælle om. Jeg har været til over 10 filmfestivaler inden for det seneste år. New York, Sao Paolo, Moskva, Berlin, Wien, Santiago de Compostela og Rotterdam bl.a. Desuden har jeg lige været i Indien, hvor der var tre festivaler, der viste alle mine film. Det havde jeg ikke set komme,« siger han og har lige en ting, han vil sige:

»Jeg får ustandselig opfordringer til at filmatisere Højbjerg-mordet. Hvordan kan man finde på at spørge mig? Det må da være folk, der ikke har set mine film. Det er jo ikke mig at lave sådan noget.«