»Jeg er aldrig vokset ud af rollen som Lars Ole fra 5.C«

Det er over 40 år siden, at Nils Malmros’ skildring af Lars Ole og klassekammeraterne fra 5.C på kommuneskolen i Aarhus modtog en Bodilpris for bedste danske film, men dramafilmen lever fortsat videre – i hvert fald hos hovedrolleindehaveren.

For Søren Hein Rasmussen, der spillede hovedpersonen Lars Ole, har filmen sidenhen været lænket til hans identitet på både godt og ondt. I mange år efter at filmen blev kendt, kunne han ikke gå en tur i byen i Aarhus, uden at der blev råbt »Lars Ole, 5.C« efter ham. Og sådan er det til dels stadig, siger han.

»Børnestjerner var ikke så hypede dengang, som de er i dag, men i lokalmiljøet blev jeg kendt. I årevis var jeg verdensberømt i Aarhus, og det var tit rimelig ubehageligt. Da filmen vandt Bodilprisen og blev berømt, kendte alle mig lige pludselig, og det betød, at jeg ofte var i avisen og ofte blev tiltalt på gaden for gode og mindre gode ting,« siger Søren Hein Rasmussen og tilføjer, at han minimum en gang om måneden bliver genkendt for sin rolle.

Et lille kig i filmverdenen

»Jeg er aldrig vokset ud af rollen som Lars Ole fra 5.C. Forleden var jeg på rådhuset for at holde et foredrag i forbindelse med Århundredets Festival, og der var der en mand, der hev fat i mig og spurgte, om jeg ikke var Lars Ole. Jeg slipper sgu aldrig af med ham Lars Ole, men i dag er det ligegyldigt,« siger Søren Hein Rasmussen.

Han er blevet 58 år og tog efter gennembruddet på lærredet en uddannelse som tømrer. Sidenhen blev han lektor i historie med mangeårig ansættelse på Aarhus Universitet. I det seneste år har han været del af et lille, aarhusiansk firma ved navn ”Mega Nørd”, der bl.a. laver tegneserier og computerspil.

Trods hovedrollen i Nils Malmros’ gennembrudsfilm fortsatte han ikke ad skuespillervejen. Han var efterfølgende med i et par kortfilm på amatørbasis, men faget trak aldrig for alvor i ham. Alligevel ser han tilbage på årene som en god tid.

»Det var spændende, men til tider også frustrerende. Jeg var jo bare en 12-årig dreng, og al den eksponering var jeg ikke stærk til at håndtere. Det var svært at blive kigget og peget på. Det generede mig,« siger Søren Hein Rasmussen.

Har du fortrudt, at du takkede ja?

»Nej, for jeg tror på, at jo mere man deltager i igennem sit liv, desto flere facetter får man at måle verden på. Jeg lærte en masse og fik lov til at få et lille kig ind i filmverdenen. Jeg var til Bodilpris-festen og sad til bords med Jørgen Leth, og sådanne ting var da enormt spændende,« siger Søren Hein Rasmussen.

Han husker, hvordan Nils Malmros kom op på den daværende Finsensgades Skole på Trøjborg – i dag N. Kochs Skole – i løbet af foråret 1969 og fik børn til casting. Men Søren Hein Rasmussen var ikke en af dem. Derfor sad han med egne ord som »en af de sure« henne i hjørnet uden tanker om at lave film. Efter et par runder i castingen blev Søren Hein Rasmussen pludselig trukket ind. Og så fik han rollen.

»Det var det rene tilfælde, at jeg gik på skolen og var lige om hjørnet, da Malmros havde brug for mig,« siger Søren Hein Rasmussen, der som en kuriøs detalje tilføjer, at selvom optagelserne begyndte i 1969, blev filmen først færdiglavet tre år senere, i 1972, da flere lydoptagelser skulle tages om, fordi drengenes stemmer gik i overgang. Filmen udkom herefter i 1973.

Når Borgerscenen på Aarhus Teater i løbet af foråret spiller forestillingen, bliver det med Søren Hein Rasmussens anerkendelse.

»Hvis de kan bruge sådan en historie, er det bare godt. Det er en historie, der indeholder nogle ret universelle ting om de mekanismer, der foregår i en børnegruppe – og måske skjult i en voksengruppe,« siger han.