Malmros i midten mellem fangeleg og filmklip

»Karla, Karla, jeg har lige en alvorlig indvending. Pas nu på, at der ikke er nogen af jer, der falder og slår jer, for så er vi for alvor på den.«

Nils Malmros hiver venligt fat i den 12-årige Karla Emilie Alvad, der sammen med den 13-årige Bjørk Fjeldvig og deres jævnaldrende skuespillerkammerater tordner rundt på gangene i Kattegatcentret i Grenaa under pausen fra filmoptagelserne. Hun nikker til sin bekymrede instruktør og løber – lidt langsommere – videre hen til to af drengene, der med røde kinder og sveden glinsende på panden har ansigterne klistret til centrets største akvarium.

Jovist, drengene holder da øje med det rige dyreliv i vandet, men akten synes mest at være et overlegent skuespil, så ”fangeren” i børnenes leg tror, at de er uopmærksomme. Det er de ikke. I hvert fald ikke i disse minutter. Da ”fangeren” runder akvariets hjørne, lader børnene hajerne og Nils Malmros passe sig selv, for nu skal de væk, inden de bliver rørt i legen, de vist nok kalder ”zombie-fangeleg”.

Malmros lugter savsmuld

Det er 43 år siden, at Nils Malmros instruerede dramafilmen ”Lars Ole, 5.C” om venskab, intriger, kærlighed, jalousi og ondskab i en 5. klasse på en kommuneskole i Aarhus. Filmen vandt en Bodil for årets bedste danske film og blev aarhusianerens store gennembrud.

”Sorg og glæde” fra 2013 er hans seneste værk, men nu er han tilbage igen, Nils Malmros, der i sit 71 år lange liv har instrueret 11 spillefilm og modtaget flere priser og hædersbevisninger, end mange danske instruktører har filmproduktioner på cv’et.

Denne gang er han dog tilbage i en lidt anden form. For et par år siden blev han spurgt af Borgerscenen, Aarhus Teater, om han ville medvirke i en teatermæssig nyfortolkning af sin prisbelønnede film. Og svaret var ja.

»Det er et scoop for os at få ham med. Vi har længe ønsket at arbejde med Nils, fordi han har brugt borgere uden skuespillererfaring, ligesom vi gør. Og så ligger skolen fra filmen ikke ret langt fra Aarhus Teater. Det var jo for oplagt,« siger instruktør Anne Zacho Søgaard fra Borgerscenen.

Derfor står Nils Malmros en onsdag aften i marts i Kattegatcentret med en kop kaffe i den ene hånd, mens den anden gestikulerer og instruerer 10 castede børn. Børnene skal indspille forskellige scener fra centret, der sammen med refleksioner fra deres eget liv skal indgå i teaterforestillingen som filmiske indslag undervejs. Hvad Anne Zacho Søgaard har tænkt sig at gøre med optagelserne, vil Nils Malmros ikke blande sig i. Det er hendes fortjeneste og ansvar, siger instruktøren, der midt i et kaos af fangeleg, filmklip og forfjamskede 5. klasseselever nyder at stå bag kameraet igen.

»Jeg synes, at det er sjovt at være her. Jeg lugter savsmuld igen så at sige,« siger Nils Malmros, der under nogle af forestillingens øvrige filmoptagelser på Trøjborg, hvor de fjollede skolebørn farede rundt nær trafikken i støvregn og kulde, genoplevede noget af den rejse, han var på under optagelserne af ”Lars Ole, 5.C” i begyndelsen af 1970’erne.

»Der er for mig ingen nostalgi i forhold til de 12-årige børn, for det er en helt anden verden i dag, men der er en nostalgi i forhold til det at filme og instruere igen,« siger han.

Spillefilmen ”Lars Ole, 5.C” er en skildring af dynamikken i en drengegruppe med udgangspunkt i Nils Malmros’ barndom, og filmen blev således optaget på hans egen kommuneskole på Finsensgade på Trøjborg, ligesom de medvirkende børn i filmen var elever fra skolen. Sådan er det også i 2016versionen, hvor amatørskuespillerne er elever fra seks forskellige skoler i Aarhus.

Arbejdet med børn kendetegner flere af instruktørens værker, og derfor føler han sig også godt tilpas i selskab med skolebørnene. Nok ville det da også være interessant at arbejde med store skuespillertalenter, der gjorde lige præcis, hvad han bad dem om, men der er en fornøjelse ved at gribe det spontane og få det drejet i det øjeblik, kameraet kører, fortæller han.

»Børnene er søde og sjove, men også frygteligt besværlige og ukoncentrerede. Sådan var det også i gamle dage. Jeg kan instruere og prøve at spille rollen, og så vender jeg mig om, og så står vedkommende, jeg har spillet rollen for, og kigger den anden vej, fordi der var noget andet spændende. Det har jeg oplevet mange gange,« ler Nils Malmros.

En rå børneverden

Et par meter bag Malmros’ instruerende fagter står Anne Zacho Søgaard og smiler over børnenes begejstring og ihærdighed for at tilfredsstille instruktøren. Hun har en »fantastisk lykkefølelse« i maven over, at drømmen er gået i opfyldelse, og derfor kan hun heller ikke vente med at byde velkommen til forestillingen, der rører ved mange af de samme temaer som filmen fra 1973.

»Den eksistentielle kerne om mødet med det andet køn, håndteringen af forelskelse og kampen om at være populær er der nok ikke stor forskel på i forhold til dengang, men vi vil gerne se på, hvad der så er børnenes verden i dag, og hvilke andre forskelle der er,« siger Anne Zacho Søgaard, der peger på, at det mest fascinerende i filmen er Nils Malmros’ evne til ikke at fremstille børneverdenen som en »pussenusse-verden«. Det har hun taget med sig i teaterversionen.

»En børneverden er en rå verden, som har meget hårde sanktionsmekanismer – eksempelvis ved at nogen holdes uden for fællesskabet. At se historien i øjenhøjde er for mig det mest interessante,« siger hun.

Karla, Bjørk og de øvrige skuespillere har premiere den 20. april på Aarhus Teater. Herefter kører forestillingen en måned frem.