Fortsæt til indhold
Aarhus
Artiklen opdateres

Mindset-projekt skal lære eleverne at lave fejl

Århus Akademi har sammen med fem andre gymnasier fået 600.000 kr. til et projekt, der skal forbedre elevernes læringsstrategier.

Jørgen Rye

»Tænk på en superligascorer. Du ved, hvor mange gange, han har scoret, men ved du også, hvor mange gange han har skudt ved siden af målet til træning?«

Sådan lyder et spørgsmål fra Allan Kortnum, rektor på Århus Akademi, og idéen med spørgsmålet er at spore os ind på, hvad en god læringsstrategi bl.a. handler om – at eleverne tør udfordre sig selv og lave fejl.

Sammen med fem andre gymnasier har Århus Akademi netop fået 600.000 kr. fra Kompetencefonden til at gennemføre et to-årigt projekt, som handler om at udvikle elevernes mindset – eller tankesæt, læringsstrategi, om man vil.

Baggrunden for projektet er bl.a. forskning fra Stanford Universitet i USA, der viser, at elever ofte har et af to mindset. Et såkaldt fixed mindset eller et growth mindset.

Kommentarer udbedes

Det første, som også kaldes fastlåst mindset, betyder ofte, at eleven satser på det sikre, ikke tør tage udfordringer, er meget fokuseret på karakterer og ikke kommentarer, der kan bruges til udvikling. Og meget bange for at lave fejl.

Growth – eller udviklende mindset – betyder derimod, at man ikke er bange for at lave fejl og gerne kaster sig ud på det dybe vand.

Det handler ikke så meget om karakterer, men mere om at udvikle sig, og kommentarer og feedback, der kan bruges til at skabe udvikling, er meget velkomne.

Åbne elevernes øjne

Med projektet støttet af Kompetencefonden vil Århus Akademi forsøge at åbne elevernes øjne for de to tankegange og derigennem flytte flere elever til et udviklende mindset.

»Vi vil forsøge at inddrage det i undervisningen og skabe risikofyldte miljøer, hvor det er fedt at lave fejl, og hvor det er fedt at søge kammeraternes feedback – også på de opgaver, som man godt ved, ikke er de bedste. Vi tror på, at det vil give bedre resultater for eleverne, hvis de tør udvikle sig mere,« siger Allan Kortnum.

Stigende karakterpres

Målet med projektet er således at skabe bedre resultater for eleverne ved at fokusere mindre på resultaterne og dermed også mindske det stigende karakterpres, som mange elever oplever.

Århus Akademi, der har adresse på Gøteborg Allé i Aarhus N., har ca. 80 medarbejdere og 750 elever, som er fordelt med langt størstedelen på de på to-årige HF-uddannelser og derudover en mindre del på to-årige STX-kurser, der tidligere kaldtes studenterkurser.

Med 25 HF-klasser er Århus Akademi landets største to-årige HF-institution.

Mindset-projektet omfatter både HF- og STX-elever.