Iværksætteriet blomstrer i Østjylland
1.231 nye selskaber blev registreret i Østjylland i 3. kvartal af 2015. Det er 175 flere end i samme periode sidste år.
Der er for tiden godt gang i østjydernes iværksættertrang.
En opgørelse foretaget af analysevirksomheden Experian for Dansk Erhverv viser, at 1.231 selskaber i Østjylland blev udstyret med et CVR-nummer i tredje kvartal af 2015.
I samme periode sidste år var tallet 1.056, hvilket betyder, at der er sket en stigning på 16,6 pct.
Sammenligner man tallene fra de seneste 12 måneder med de foregående 12 måneder ser udviklingen endnu bedre ud.
Der er sket en stigning fra 3.768 til 4.690 nyregistrerede østjyske virksomheder. Det er en stigning på 24,5 pct.
På landsplan er der også der også positive tendenser.
2.820 nye virksomheder så dagens lys i september - den bedste september for dansk iværksætteri siden finanskrisen i 2008.
Tallene af nye selskaber bekræfter ifølge Dansk Erhverv, at dynamikken er tilbage i dansk iværksætteri efter en årrække med økonomisk krise og lavvækst.
»Foretagsomheden i iværksættermiljøerne er tydeligvis i klar fremgang, og det er glædeligt. Tallene viser en spirende iværksætterlyst i alle dele af landet, og de nye virksomheder er et vigtigt bidrag til femtidens vækst og velstand,« skriver Sigurd Schou Madsen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv, i en pressemeddelse.
Organisationen repræsenterer ca. 17.000 store og små virksomheder i primært servicesektoren.