Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Generation iværksætter på vej

Det er faktisk ret fantastisk, at det er lykkedes os i Danmark at ændre lysten og holdningen til iværksætteri.

Mai Louise Agerskov, | direktør Incuba a/s

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Iværksætteri har længe haft en plads på den politiske dagsorden, for vi har brug for, at der hele tiden skabes nye, innovative virksomheder. Men traditionelt har det passet dårligt sammen med vores lønmodtagerkultur i Danmark, godt støttet af manglende incitamenter og rammebetingelser for nyopstartede virksomheder.

Det har vi i Danmark arbejdet målrettet med og de unge kvitterer med en hidtil uset lyst til at skabe egen virksomhed.

Hele 36 procent af de unge mellem 14 og 25 år ville foretrække at være selvstændige frem for lønmodtagere, viser en undersøgelse foretaget af Gallup for Eurostat. Det er en konsekvens af fokus på entreprenørskab i hele uddannelseskæden, hvor elever helt fra folkeskolen lærer at omsætte ideer til handling og på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, hvordan ideen kan omsættes til forretning.

I seneste skoleår mødte knap 20 procent af de danske elever og studerende på tværs af alle uddannelsesniveauer undervisning i entreprenørskab. Der er flere nationale koncepter, hvor elever dyster, og hvor dommerpanelerne krydres med kompetencer fra erhvervslivet.

Det er ubetinget positivt.

Men vi skal også have aktiveret de mere erfarne kræfter, hvis Danmark skal i front som et land, der udvikler nye, succesfulde virksomheder.

Desværre drømmer kun 26 procent af de 40- til 54-årige om at være selvstændig. Det er ærgerligt, da vi ved, at branchekendskab og netværk er vigtigt, hvis man vil have succes som iværksætter.

Starter man op uden branchekendskab eller relevante kontakter, er der langt til den første ordre. Derfor skal det også være attraktivt for den erfarne udvikler eller forsker at starte virksomhed, og vi skal sikre, at de unge tager motivationen for iværksætteri med sig ind i voksenlivet og ikke træffer et fra- eller tilvalg lige efter studiet.

Men uanset erfaringsbasen er iværksætteri en elitebeskæftigelse, og ligesom topatleter har de brug for at kunne fokusere og udvikle sig sammen med de bedste i de rette rammer. Her løser de mange forsker- og udviklingsparker landet over en vigtig opgave som gode inkubationsmiljøer, hvor iværksætterne har adgang til viden, netværk og kompetencer.

At starte virksomhed er benhårdt arbejde, og de succesfulde af slagsen siger samstemmende, at arbejdsomhed og vilje har været de vigtigste ingredienser. Det er en kendt hemmelighed blandt investorer, at holdet bag en nyopstartet virksomhed er altafgørende for succes.

I iværksætterkulturen er der ofte fokus på den geniale idé og en forventning om stor innovationshøjde. Men mindre kan også gøre det. En mindre god idé og en fantastisk eksekvering er bedre end en fantastisk idé, der ikke kommer ud over rampen.

Alt for ofte ser vi desværre, at produktudvikling får lov at fylde for meget, og at der er for lidt fokus på den kunde, der skal købe produktet, og vejen til markedet. Inkubationsmiljøerne kan her gøre en forskel ved at matche iværksætterne med de rigtige mentorer og personer, som har viden om markedet.

Vi har i Danmark en lang række organisationer, der på forskellig vis støtter op om iværksætterne, og vi skal alle have stor respekt for deres mod. Forhåbentlig tager de unge deres mod på iværksætteri med ind i deres professionelle arbejdsliv, så vi i fremtiden ser endnu flere af de erfarne iværksættere.

Hvis de gør det, er vi mange, som gerne vil støtte op og hjælpe til. I al ydmyghed, for det er jo ikke os, der sætter privatboligen på højkant.