Fortsæt til indhold
Aarhus

Tobias Fonnesbek tabte første kamp ved VM i Las Vegas

Aarhus-bryderen Tobias Fonnesbek røg ud af VM allerede i første kamp.

Det skulle have været sæsonens højdepunkt, men endte med at blive en total fiasko.

Aarhus-bryderen Tobias Fonnesbeks VM var reelt allerede overstået efter 50 sekunder på madrassen i Las Vegas.

Her var han blevet rullet af sin serbiske modstander Kristian Fris, og bagud 4-0 lykkedes det aldrig for Tobias Fonnesbek at komme tilbage i kampen.

»Jeg fik en meget dårlig start, og jeg er ekstremt skuffet. Jeg følte ikke, at det var, hvad jeg kunne. Jeg har haft supergode forberedelser og følte mig på toppen. Selv ved opvarmningen var jeg også godt kørende. Så kommer man på madrassen, og så er det noget hø,« siger Tobias Fonnesbek.

Efter de 50 sekunder havde Kristian Fris fået Tobias Fonnesbek nederst i et greb til to point, og i samme omgang fik han også rullet danskeren til yderligere to point.

»Han havde fordel af, at han fik en kanonstart, kom foran og kunne nøjes med at forsvare, hvor jeg var presset til at forcere, og det er altid lidt sværere at være et skridt bagefter. Han behøvede ikke at tage chancer og kunne køre den hjem lige så stille. Hvis der havde stået 0-0, var han blevet nødt til at angribe, og så var der måske kommet nogle åbninger. Men hans taktik var selvfølgelig at køre den hjem,« siger Tobias Fonnesbek.

Nederlaget har givet lidt stof til eftertanke.

»Før stævner tænker jeg altid, at jeg skal give den alt, hvad jeg kan og skal kunne kigge mig selv i spejlet efter stævnet og sige; ”du gjorde, havde du kunne, og det var en god indsats”, men det føler jeg bare ikke helt, at jeg kan med god samvittighed,« siger Tobias Fonnesbek.

Lodtrækningen til VM var heller ikke just god for aarhusianeren. Den sendte ham i den klart sværeste halvdel, hvor en stor del af favoritterne endte, men så langt nåede Tobias Fonnesbek ikke. Han var selv seedet som nummer 36, mens Kristian Fris var seedet 35, og serberen røg ud allerede i næste kamp. Vinder blev cubaneren Ismael Borrero Molina.

Målet med VM var at komme blandt de seks bedste, der alle kvalificerer sig til OL. Det mål nåede Tobias Fonnesbek ikke i første omgang, men han har stadig chance for at komme med til Rio i 2016.

»VM skulle have været højdepunktet på sæsonen. Nu kommer der en rolig periode, hvor kroppen og hovedet skal have lidt ro til at kunne køre på igen, og så begynder forberedelserne frem til kvalifikationsstævnerne i april måned,« siger Tobias Fonnesbek.

Der er tre kvalifikationsstævner, to europæiske og et på verdensplan.

Allerede den 19. september skal Tobias Fonnesbek på madrassen igen. Denne gang er det for den tyske bundesliga-klub Lucken Walde.

Jyllands-Posten følger Tobias Fonnesbeks vej mod OL 2016.