Rådsformand: Kommunen har accepteret skader på Skansen
Med kommunens accept er en byens mest bevaringsværdige bygninger i fare for at miste den højeste bevaringsværdi, mener formand for kulturmiljøråd, da bevaringsudvalg ikke er blevet hørt, som reglerne foreskriver.
Planerne om at bygge altaner og kviste i det bevaringsværdige Skansepalæet vakte tidligere på året kritik fra beboere, politikere og kommunens kulturmiljøråd, der følte sig overhørt. Nu viser det sig, at nabobygningen, Skansen, der blev opført i forbindelse med Landsudstillingen i 1909 og er en af byens få bygninger med den højest mulige bevaringsværdi, allerede er skamferet af dårligt byggeri, tilmed uden at rådet er blevet hørt.
Forretningsordenen for både kulturmiljørådet og dets forgænger – bevaringsudvalget – fastslår ellers, at disse rådgivende organer skal behandle sager i bygningsværker med bevaringsværdi på 1-4. Tvivlsomt udførte altaner og kviste betyder, at bygningen er på vej ned i en bevaringsklasse 2, vurderer arkitekt Lars Juul Thiis, formand for kulturmiljørådet.
»Det er beklageligt, at de ting er kommet igennem kommunens byggeafdeling. Jeg ville meget gerne være hørt. Det er især beklageligt, fordi det kan komme til at danne præcedens andre steder,« siger han.
Jyllands-Posten har forelagt formanden en række billeder af altaner og kviste i Skansen. Han kalder løsningerne »meget dårlige og uelegante« og mener, at især gårdens samlede udtryk er »noget farligt rod«.
Chef ønsker ny aftale
Chef for kommunens byggeriafdeling, Ann Hamborg, vil ikke udtale sig om de konkrete byggesager i Skansen, da flere af dem er godkendt før hendes tid. Men hun forklarer, at der kan være sket undtagelser, hvor et bestemt byggeri er godkendt, og en anden søger om tilladelse til et lignende byggeri.
Hun finder desuden ordlyden i kulturmiljørådets forretningsorden ufleksibel og ønsker derfor en ny:
»Vi skal have formuleret en klar aftale, så vi er helt enige om, hvad vi bruger hinanden til, og jeg kan sætte mine medarbejdere til at arbejde efter det,« siger Ann Hamborg og tilføjer, at det er en diskussion værd, om det udelukkende er et tab, når en bygning går fra en bevaringsværdi på 1 til 2:
»Man skal kunne udnytte vores samlede bygningsmasse fremadrettet. Det kan betyde, at man er nødt til at gøre ting, hvor bygninger falder en kategori.«
Medlemmer af kommunens tekniske udvalg er ærgerlige over, at byggerier i Skansen er gået ud over bygningens kvalitet. De forstår ikke, hvorfor kulturmiljørådets forretningsorden ikke er fulgt. S bebuder justeringer af samarbejdet mellem rådet og kommunens centre for planlægnings- og byggesager. Teknisk rådmand Kristian Würtz (S) vil nu forsøge at få afdækket sagsforløbene.