Kan 18 dages træning på et bjerg give succes?

Det er en mandag i begyndelsen af maj. Klokken er 11, og Tobias Fonnesbek spurter op ad en bjergside. 30 sekunder for fuld udblæsning.

Han lunter stille og roligt ned ad vejen igen, hvor brydelandstræner Szymon Kogut står og venter. Ved sin side har Tobias to andre landsholdsbrydere, som også skal igennem den opslidende øvelse.

10 gange mere skal de tre OL-aspiranter løbe for fuld kraft op ad den stejle vej, og så har de tre minutter til at jogge ned igen. Det er voldsomt hårdt, og det gør det ikke lettere, at løbene foregår i 2.350 meters højde i et træningscenter i Sierra Nevada-bjergene i det sydlige Spanien.

Målet med den såkaldte højdetræning er at øge kroppens evne til at optage ilt. En tommelfingerregel siger, at for hver 100 meter man kommer i vejret, falder optagelsesevnen med 1 pct.

Det betyder, at Tobias’ evne til at optage ilt kun er på 75 pct., da han ankommer fra pandekageflade Danmark til Sierra Nevada, men over de næste 18 dage vil kroppen vænne sig til at befinde sig i iltfattigere egne, og den vil stille og roligt ryge op på 100 pct.

Et boost til kroppen

Når Tobias og de to andre brydere lander i Danmark, er det meningen, at kroppen vil få et boost, da den så pludselig befinder sig et sted, hvor den får lettere ved at optage ilt. Derved bliver udholdenheden forbedret for de tre brydere.

Det er i hvert fald målet, og inden de tog af sted, blev de testet på Team Danmarks fysiologiske institut i Brøndby. Her viste en udholdenhedsprøve, at Tobias optager fire liter ilt i minuttet. Når han kommer hjem, skal han testes igen for at se, om træningslejren har givet pote.

Det er første gang, at Tobias prøver højdetræning, og han er spændt på at mærke det på sin egen krop.

Han har fået at vide, at det er hårdt, og det er det også i begyndelsen, men efter noget tid lægger han ikke mærke til det mere.

Dagene står på træning, træning og træning.

Der er styrketræning af ryg, ben og det, der hedder kernen i kroppen. Alt skal være stærkt som granit.

Der er træning på mountainbike, hvor de triller ned i dalen på en halv time og op igen uafbrudt i halvanden time. Det foregår på cykler, som landstræneren har lejet, og de er ikke ligefrem velsmurte letvægtere. Tobias synes, at cykelturene er ufatteligt hårde.

På en løbebane ved centeret løber de intervalløb – i svømmehallen svømmer de seancer af en times varighed.

Hver dag træner de to gange, og af og til får de endda lov til at bryde, men det er kun teknik.

De tre brydere – Tobias, Mark O. Madsen og Fredrik Bjerrehuus – er af natur vindere, så der går naturligvis konkurrence i træningen. Tobias vejer mindst, og han er den bedste til cykling og intervalløb. Mark O. Madsen har en sprinterkrop og dominerer bakkespurten og svømningen.

God stemning

Der er god stemning, og de tager gas på hinanden. Konkurrencerne er med til at øge intensiteten, for de skubber også hinanden af sted.

Programmet er hårdt, men når de er til træningssamlinger, hvor de øver brydning, er de vant til, at det gør ondt. Der går sjældent en træningsdag for en bryder, hvor en finger ikke er blevet vredet rundt, eller man har fået et trælår.

Så de snakker også om, at det faktisk er rart at have ondt på en god måde.

Efter et stykke tid begynder monotonien at sætte ind.

På en typisk dag står de op kl. 8.30. Morgenmad kl. 9. Træning kl. 11. Frokost kl. 13.30. Træning kl. 17.30. Aftensmad kl. 20. I seng lidt før midnat. Gentag dagen efter.

Hvis de har brug for adspredelse, går de ned til en by. Det tager 20 minutter ned og 40 minutter op, så man tænker sig lige om.

Og mens de befinder sig i Sierra Nevada, forsvinder sneen, og byen lukker ned, som var den evakueret før en naturkatastrofe.

Stakkels svømmere

Heldigvis er der også andre danskere på centeret. Det danske svømmelandshold med blandt andet Pernille Blume og Rikke Møller Pedersen dukker op.

Udøverne af de to sportsgrene taler om, hvad der virker.

Tobias er glad for, at han er bryder. Det eneste, svømmerne foretager sig, er at svømme, og Tobias tænker, at han ville blive sindssyg, hvis han bare skulle svømme to gange om dagen.

Om aftenen spiller de pool eller ser fodbold. Tobias er ikke den store læser, men han ser film på sin computer.

Han bor på værelse med Fredrik Bjerrehuus, og de er gode til at give hinanden plads. Når man har boet så meget sammen, ved man det godt, hvis den anden vil have lidt fred. Så er det på med høretelefonerne og give den anden ro.

Men han nyder også, at han slipper for hjemmehverdagens trummerum. Der er ingen støvsugning eller indkøb.

Bare fokus på træning.

Bare fokus på at blive en bedre bryder.

Bare fokus på at komme med til OL næste år.

Da Tobias kommer hjem, kan han mærke, at han er kommet i bedre form, men han regner ikke med, at målingerne vil vise en stor fremgang. Da han tog af sted, var han allerede i god form, og som han siger, så skal der mere til at forbedre en Ferrari end en Skoda. Hvis testen viser, at han er blevet 3-4 pct. bedre, så er han fuldt ud tilfreds.

Klar forbedring

Hjemvendt tager han endnu en gang den fysiske test i Brøndby. Den går ud på at løbe med 17 km/t. på et løbebånd, som gradvist løftes, således at det går mere og mere opad. Man skal løbe indtil man segner.

Før træningen i Spanien kunne Tobias løbe i 5 minutter og 51 sekunder. Nu kan han løbe i 6 minutter og 15 sekunder. Hans iltoptag er steget til 4,3 liter i minuttet. Han har forbedret optaget med 8 pct., hans kondital er forbedret med 7,8 pct., fitness næsten det samme, der er mindre mælkesyre i kroppen efter løbet.

Træningsturen har været en succes. Hvis han vedligeholder med intervaltræning op til VM i september, hvor han kan kvalificere sig til OL i Rio i 2016, så har han fået en kæmpe fordel.

Han vil nu kunne presse sig selv endnu mere i de hjemlige træningspas.

Jyllands-Posten følger Tobias Fonnesbeks vej mod OL 2016.

Tidligere artikler i serien: