Fortsæt til indhold
Aarhus

Mick Gordon: Jeg er frygtelig ked af situationen

Personlige årsager angives at være årsagen til, at den 44-årige teaterdirektør Mick Gordon stopper på Aarhus Teater.

Henrik Grønvald | Ronja Melander

Teaterdirektør Mick Gordon har opsagt sin stilling på Aarhus Teater. En syg far og en gravid hustru er den direkte årsag, oplyser han.

»Jeg er meget ked af det, men sådan er livet. Jeg vil savne teatret, som jeg elsker højt, og jeg kommer til at savne mine kolleger forfærdeligt,« fortæller Mick Gordon i telefon fra Belfast.

Ifølge den tidligere teaterdirektør har han og hustruen Sophie Hayles overvejet at flytte tilbage til Irland, siden hun for flere måneder siden blev gravid med parrets andet barn.

»Min hustru og jeg har hele tiden planlagt at få vores andet barn hjemme, hvor vi kan få hjælp fra familien. Men samtidig er min far de seneste måneder blevet dårligere og dårligere. Han skulle have været opereret om få uger, men det kan blive fremrykket, fordi han nu er indlagt,« siger Mick Gordon.

Mick Gordon oplyser, at han trods parrets lykkelige omstændigheder er meget bekymret for faren.

»Vi håber, det er brok, som ikke kræver nogen stor operation, men han har også problemer med prostata. Det kan være cancer, men vi ved det ikke, og det er derfor, det er så bekymrende lige nu. Han skal undersøges yderligere,« siger han.

Vi har opnået meget

Ifølge Mick Gordon har bestyrelsen været informeret om situationen i flere måneder, og han har kun mødt forståelse, fortæller han.

»Specielt formand Peter Parbo har været fantastisk over for mig og været meget forstående og hjælpsom. Ingen er glad for situationen, men alle har været forstående over for, at det her ikke er planlagt, og at man må prioritere sin familie,« siger han.

Du har ikke været utilfreds med noget?

»Nej, og det er det, som gør mig ked af det. Tværtimod har vi opnået så meget som team på de få år. Vi har bogstaveligt talt fordoblet antallet af produktioner, og vi har stadig succes økonomisk, fordi publikum gerne vil se, hvad vi laver. Vi har fået vores ny borgerscene, og vi har gennemført, hvad jeg gjorde på Royal National Theatre i London med at tilbyde billige billetter for unge under 26 år.«

Tirsdag den 21. april vil teatret officielt tage afsked med Mick Gordon ved en reception, men han håber stadig at få lov til at instruere teatrets store juleforestilling:

»Alt det afhænger af, om min far har fået det bedre, og jeg vil også gerne sige ordentligt farvel og på gensyn, for jeg håber virkelig, at jeg kan komme tilbage og måske ikke lede, men være en stærk del af det kreative liv på teatret, som jeg holder så meget af.«

Flere succeser

Bestyrelsesformand Peter Parbo oplyser, at han tager Mick Gordons beslutning til efterretning. Ifølge ham har teaterdirektøren præget teatret på tre områder:

»Et halvt år efter, han kom, havde vi et fantastisk regnskabsår. Han har været med til at introducere en ny dansk dramatik og har lavet en aftale på teatrets vegne, som gør, at vi får mange nye stykker de næste tre år. Han har introduceret den succesfulde borgerscene på teatret og været med i mange store succeser som ”Besøget” og ”Karlas Kabale”.«

Ifølge Peter Parbo har Mick Gordon ikke levet op til forventningen om at lære dansk, ligesom han heller ikke har været så synlig i den seneste tid.

»Om det har noget med hans manglende danskkundskaber at gøre, ved jeg ikke, men det har nok spillet ind. Det eneste, jeg kan klandre Mick for, er, at han ikke lærte sig dansk fra starten. Det ærgrer mig. Det må vi også have i baghovedet, når vi skal finde en ny person.«