Store drømme i Ceres-byen
Tøjdesign: Den aarhusianske designer Anna von Aabling drømmer om at åbne skræddersaloner rundt om i verdens hovedstæder.
Saloner i verdens hovedsæder, hvor muslimske kvinder kan komme og vælge ud fra kollektionen af luksustøj og derefter få tøjet skræddersyet efter mål.
Det er Anna von Aablings drøm. Hun er designer og indehaver af Hijabiish, der har velhavende muslimske kvinder verden over som målgruppe.
De har ofte svært ved at finde tøj i de vestlige butikker og skal derfor altid have syet det om, så det dækker kroppen efter deres religions forskrifter.
For de meget kvindelige
Her er et stort hul i markedet, mener Anna von Aabling. Hun er dog klar over, at der er forskellige tolkninger af, hvordan muslimske kvinder skal gå klædt.
»Mange muslimer vil ikke synes om mit tøj, fordi jeg bruger farver, og tøjet sidder til kroppen og afslører halsen, men det er jo et fortolkningsspørgsmål. Min målgruppe er muslimske kvinder, som er meget kvindelige – med makeup og parfume,« forklarer Anna von Aabling.
Hun designer i enkel, skandinavisk stil, men altid med trekvart eller helt lange ærmer, ingen udskæring for og bag, dækket hår og dækkede ben til anklerne, bukserne kan dog godt være helt stramme.
Også ikke-muslimer
Anna von Aabling håber, at også ikke-muslimske kvinder vil gå i hendes tøj, for måske behøver kvinder ikke altid være så afklædte.
»Jeg kan blive så træt af at se nøgne kvinder, hver gang der skal sælges et produkt. Kvinder behøver ikke være sexsymboler hele tiden. Man må da også kunne være sensuel på andre måder som kvinde,« siger Anna von Aabling, der gerne vil bidrage til at bringe større diversitet ind i moden.
»Det meste tøj bliver lavet til en høj, hvid, vestlig kvinde på 25 år. Hvis moden i stedet afspejlede, at der er tusind måder at være kvinde på, ville det kunne gøre meget for kvinders selvværd. Det er jo fedt, når folk er forskellige og har karakter og tør stå for noget,« siger Anna von Aabling.
Hun er meget fascineret af de muslimske kvinders stolte kvindelighed, som, hun synes, er forsvundet lidt i ligestillingsræset i Norden. Danske kvinder går for mørkt og praktisk klædt, synes hun.
Inspiration fra ”Matador”
»Jeg vil gerne udtrykke og hylde kvindeligheden i mit design. Silhuetterne i min første kollektion er taget efter de kvindelige former, og jeg har i det hele taget leget med begrebet kvindelighed,« siger Anna von Aabling, der altid har tv-serien ”Matador” kørende, når hun designer.
Serien handler om dengang, tøj stadig var et håndværk i Danmark.
»I 1950’erne var skrædderfaget det tredjestørste fag i Danmark. Der var 2.000 skræddere, i dag er der næsten ingen. Vi er blevet rigere og rigere, men vores tøj er blevet dårligere og dårligere,« påpeger Anna von Aabling, der med sit firma vil være med til at vende brug og smid væk-tendensen – gøre danskerne mere kvalitetsbevidste igen.
»Når man tænker på, hvor længe kvalitetstøj kan holde, er det jo ikke dyrt. Jeg har en jakke fra 1930’erne, og den står som ny,« påpeger Anna von Aabling, der bruger de gamle håndværksteknikker i fremstillingen af sit tøj.
Den første kollektion hænger klar i systuen i Startup City, iværksættermiljøet i Ceres-byen.
London og Mellemøsten
I første omgang skal kollektionen sælges i standardstørrelser, og Anna von Aabling har indgået samarbejde med en række freelancesyersker.
Webshoppen er klar om et par måneder, og hun er i fuld gang med at undersøge, hvilke luksusbutikker hun kan komme ind i med sit tøj.
Første mål er London og Mellemøsten.
På lang sigt er drømmen at åbne skræddersaloner rundt om i verden, den første herhjemme og måske allerede i begyndelsen af 2016. Den 31. december skal iværksætterne nemlig forlade Startup City, fordi ejeren af bygningerne, Enggaard A/S, selv flytter ind.
Anna von Aabling har selv finansieret sin opstart og drømmer ikke om en investor.
»Det er vigtigt for mig at bevare kontrollen over mit firma. Jeg vil selv ”vokse” det og håber, at omsætningen stiger, så jeg kan reinvestere løbende. Jeg er virkelig gået all in.«