Fortsæt til indhold
Aarhus

Oprejsning til Tobias Fonnesbek ved Robbans Cup

Efter skuffelsen ved Fight Night i Aarhus kom Tobias Fonnesbek i finalen ved et stævne i Sverige.

Det tog Tobias Fonnesbek et par dage at ryste skuffelsen af sig efter nederlaget ved Fight Night i Aarhus, men derefter fulgte en træningssamling i Åbyhøj, og i weekenden deltog han så i et stævne – Robbans Cup – i Lidköping i Sverige, hvor han gik i finalen.

»Jeg tabte til en tidligere europamester fra Armenien, Vahan Juharyan, i finalen, men det var rigtigt godt at få lidt oprejsning,« siger Tobias Fonnesbek.

Normalt deltager han i 59-kilosklassen, men til dette stævne stillede han op i 66 kilo, da det er her, hans vægt uden for konkurrence ligger. Til mindre stævner er det for hårdt at gå ned i vægt, så derfor vælger han nogle gange at gå en vægtklasse op.

»De er større, og det kan man godt mærke, selvom det ikke er så mange kilo tungere at flytte rundt med. Man får lidt hårdere kampe, men jeg ville ikke have noget ud af at gå ned i vægt, for dem der stillede op der, ville ikke have givet så megen modstand,« siger Tobias Fonnesbek.

Han vandt ret let de fire puljekampe, hvor de to puljevindere gik direkte til finalen.

Lige nu er han i en opstartsfase, hvor træningen i flere måneder har været fokuseret på fysik og kondition og knap så meget brydning.

»Finalen var en ok kamp, og den var tæt, men jeg manglede det ekstra gear, fordi jeg er i opstartsfasen. Det er mest i den fase, at man deltager i stævner, hvor nogle modstandere er dårlige og nogle gode. Det handler mere om at komme i gang og få brydet nogle kampe,« siger Tobias Fonnesbek.

I puljekampene fik han en mindre skade, der besværliggjorde brydningen.

»Jeg fik et slag på et ar, jeg har på kinden, og så brød arret op, og det begyndte at bløde. Det generede mig en del i anden kamp, inden vi fik tapet det til.«

På onsdag tager Tobias Fonnesbek 10 dage på træningslejr i Nykøbing Falster, og derefter er næste stævne den 7. marts ved Hungary Grand Prix 2015 i Szombathely i Ungarn, som er en ”rigtig” turnering.

Her skal den 23-årige Aarhus-bryder igennem processen, hvor han skal ned i vægt for at ramme 59-kiloklassen.

Se fotoserie fra Fight Night

Jyllands-Posten følger Tobias Fonnesbeks vej mod OL 2016.