Når kunst bliver praktisk, politisk og principiel

”Værksted”, står der på det lille skilt, der hænger over bordet. På den står en 3D-printer. I en reol bagved står aluminiumsprofiler i alle længder flankeret af et søjlebor. Så er det bare at gå i gang.

Værkstedet er en del af kunstinstallationen ”Extreme Sharing: XYZ Open City” af kunstnerkollektivet N55 og understreger med tyk, fed streg, at her er langt til traditionel billedkunst. Det her skriger moderne.

Kunst i en rumraket

Så er der tale om kunst, når det mest af alt minder om metalsløjd på maskinmesterskolen tilsat arkitektoniske finurligheder? Ja, mener den ene halvdel af N55, billedkunster, aktivist og selvudnævnt skabsarkitekt, Ion Sørvin. Han mener, at kunst altid har handlet om politik og samfund.

»Kunst handler om at skabe betydning i konkrete situationer sammen med andre mennesker. Det kan foregå på en lægeklinik eller i en rumraket, eller mens man hopper rundt på ét ben på Strøget, eller når man maler på et lærred. Det kan foregå overalt. Også her, hvor tingene er funktionelle, men samtidig er underlagt æstetiske krav, så det fungerer skulpturelt,« siger han.

Selve udtrykket kan så begrænses til kunstnerens egne følelser, mener han, og dermed favner kunsten pludselig enormt bredt.

»Folk taler om kunst som en samlet størrelse, men det svarer til at tale om naturvidenskab. Der er meget langt fra at være interesseret i myrernes parringsdans til at være astrofysiker. Sådan er det også med kunst. Der er så mange forskellige videnfelter,« mener han.

Provokation er ét af disse videnfelter og er et begreb, der længe har været fremsat i forbindelse med moderne kunst. Men provokation er ikke en milepæl i ”XYZ Open City”. Det er derimod kommunikation.

Herre over eget liv

»Det vigtigste er, at vi viser, at man kan ændre den måde, systemet virker på. Samfundet bør tage ansvar for, hvordan ting bliver produceret. Vi kan ændre reglerne i politikernes spil. I stedet for at trække på skuldrene og give op på forhånd opfordrer vi til, at man kan blive herre over sit eget liv ved selv at tage del i produktionen,« siger N55’s anden del, Till Wolfer.

Ion Sørvin bakker op:

»Når jeg laver en ting, vil jeg gerne have, at man kan kommunikere med den og via den. Uanset om man er tre år eller 80 år.«

Det handler altså om at have en holdning til udstilling og tale om samfundets problemer og udfordringer. Det er omdrejningspunktet i udstillingen og der, hvor kunsten løfter sig, mener N55.