Fortsæt til indhold
Aarhus

»Gellerups drenge har færdigheder, som andre ikke har«

Talentsatsning: Den Gellerup-baserede fodboldklub ACFC har vakt opmærksomhed hos AGF’s talentspejdere. Siden ACFC blev samarbejdsklub i efteråret, er en person ansat som talenttræner, en 15-årig er kommet i træning hos AGF, og seks unge drenge er udtaget til træning i et talentcenter.

Maria Juel Glasius

I hjertet af Gellerup ligger bydelens ungdomshus. Det ligger i en lille dal imellem alle de høje blokke, og det er her, de unge drenge tager hen for at spille billard, computerspil og basketball med hinanden.

To skridt og et lille stenkast derfra ligger ACFC’s klubhus. Et klubhus er måske et stort ord at bruge. Det er lavet af to mørkeblå Maersk-containere og indrettet med tre store sofaer, lidt ventilation, et fjernsyn og et lille ekstra kontor, hvorfra der lugter skarpt af vandpibe.

Klubhuset er omgivet af en fodboldbane og en lille indhegnet multibane. Her har mange af områdets drenge lært at spille fodbold, og spørger man sig omkring, overvejer de fleste at blive professionelle fodboldspillere.

For nogle af dem er vejen dertil blevet lidt tydeligere, siden deres lokale fodboldklub begyndte at samarbejde med AGF. Begge klubber kunne se potentialet blandt Gellerups drenge. Da det nuværende U15-hold spillede U12, rykkede det fra B-rækken til Mesterrækken, og i Mesterrækken var mange af konkurrenterne med i AGF’s talentsamarbejde.

Mahmoud Dirawi, træner for U15-holdet, ungdomsansvarlig i ACFC og nyudnævnt talenttræner i AGF’s Talentcenter Vest, siger, at ACFC har mistet mange medlemmer til de konkurrerende klubber, som var en del af samarbejdet, og som derfor havde en noget mere klar fremtidsstrategi for de dygtigste. Det kan ACFC konkurrere med nu.

»Jeg var involveret i projektet ”get2sport”, som støtter sporten i ghettoområder, og som forsøger at inddrage flere forældre. Fem af klubbens spillere har også været med, og de har prøvet at træne med elitetrænere og er blevet fortalt om talentudvikling på højeste niveau. Det fik mig til at tænke på, at vi ikke gjorde nok for de spillere, der har potentiale. Det var også en grund til at søge ind i AGF Talentsamarbejde. Og så betyder det noget, at vi i klubben kan have et fællesskab i at støtte byens bedste hold,« siger Mahmoud Dirawi.

Udtaget blandt 1.000

Da samarbejdet blev annonceret, udtalte lederen af AGF’s talentsamarbejde, Rasmus Stenild, at Gellerups fodbolddrenge ofte har færdigheder, som mange andre ikke har. Mange i Gellerup er vokset op med street-fodbold på mindre baner, hvor man er færre spillere, får mere tid med bolden, ofte går man mere til bolden, og man lærer at tænke kreativt for at komme uden om en modstander på meget mindre plads. Ofte har de også spillet mod børn, der er ældre end dem selv, og dermed bliver de fra en tidlig alder overmatchet, forklarer han.

I Gellerup mødes man på tværs af alder. Det betyder, at de får et fysisk mod, og at de tør mere.
Rasmus Stenild, talentleder, AGF

»Mange etnisk danske børn spiller typisk med jævnaldrende i skolegården og på klubniveau. I et område som Gellerup mødes man oftere på tværs af aldersgrupper. Det betyder meget for det mentale, for de får et fysisk mod, der gør, at de tør takle en større modstander.«

At spille fodbold mod ældre børn finder ikke kun sted i skolegården og i fritiden, men også på klubniveau, forklarer Mahmoud Dirawi.

»I klubben tænker vi meget på helheden, og vi ønsker, at det skal være en breddeklub. Men vi har nogle spillere, som er rigtig dygtige. Og vi har det sådan, at er man god nok, så er man gammel nok,« forklarer han.

Mahmoud Dirawi sidder i en af klubhusets lædersofaer ved siden af fire af ACFC’s fodbolddrenge. En af disse drenge, Walid Elchiri, er blot 11 år gammel, men han spiller alligevel på U15-holdet, hvor hans medspillere og modstandere er to hoveder højere end ham selv. Det udvikler ham og fremskynder hans fodboldopdragelse, forklarer Mahmoud Dirawi. At han skal lære at bruge sin fysik, er for længst gået op for Walid Elchiri selv.

»Fysikken er vigtig, for vi skal ikke bare kunne blive skubbet væk fra bolden,« siger han.

Mohammed Kartam i færd med at styrke mavemusklerne under træningen.

De fire drenge, der er fra årgang 2002 og 2003, stod sidste år på en fodboldbane omgivet af 1.000 andre drenge, men det var kun 20, der blev noteret på AGF-spejdernes blokke. Af de 20 var 7 fra ACFC, heriblandt de fire i sofaen foran mig. I februar skal de ugentligt træne i talentcentret, hvor Mahmoud Dirawi og AGF vil følge dem. Herfra kan de dygtigste kan komme videre til AGF’s førstehold.

Skub i den rigtige retning

Selv om drengene i ACFC har de fodboldmæssige kvaliteter og et antal individuelle færdigheder, som kan være svære at lære, har de – klart nok måske – stadig meget at lære, siger Rasmus Stenild.

»De har stadig brug for at lære noget om at indgå i et miljø, hvor der stilles andre krav end dem, de er vant til,« siger han.

Dertil kommer finesserne. Den 12-årige Amer Chamali spiller venstrekant, og han skal lære at skyde bedre med sin venstre fod, siger han.

Samarbejdet får ikke ACFC til kun at fokusere på de dygtigste, siger Mahmoud Dirawi. ACFC vil blive ved med at være en breddeklub, der henvender sig til dem, der gerne vil gå til fodbold. Og spillere, som ikke er en del af AGF, vil også have muligheder i samarbejdet. Der vil komme besøg fra divisionsspillere, som kan træne med børnene og fortælle dem om en fodboldkarriere. De kan komme med ind og se AGF’s kampe, og de heldige kan løbe med AGF’s 1. divisionsspillere ind til kamp.

»Vi har mange børn, der vil få gavn af sådanne tilbud,« siger Mahmoud Dirawi.

Fremmer integrationen

Han sætter pris på den anerkendelse, samarbejdet giver ACFC som klub. Drengene er taknemmelige, for de synes, at projektet er spændende, det giver dem et skub i den rigtige retning, og det har hjulpet dem til at tro på, at der er muligheder i fodbold. ACFC er taknemmelig, for de kan beholde deres spillere længere end tidligere. Og samtidig sætter samarbejdet et fokus på integration i Aarhus og hos AGF, forklarer Rasmus Stenild.

»Vi vil gerne være med til at fremme integrationen, hvor vi kan. Både ved at støtte op om og være med i de ting, der foregår i ACFC, og ved at lade spillere komme til AGF og blive en del af vores miljø. Hvis vi kan være med til at skabe positive rollemodeller i de drenge, der er dygtige nok til at spille i AGF, og på den måde yde et lille bidrag til hele integrationsindsatsen, så vil vi meget gerne det.«

Mahmoud Dirawi har længe ønsket at gøre noget for fodbold i Gellerup. Nu ser han, hvordan ACFC både kan give fodbold i hygge-, bredde- og elitegenren, og det er han godt tilfreds med.

»Samarbejdet har hjulpet på omtalen af fodbold i Gellerup. Drengene ved, at de, der bruger tid på at træne, har gode muligheder for at blive bemærket.«

De fire drenge, Walid Elchiri, Amer Chamali, Yosef Azza og Mohammed Kartam, rejser sig fra sofaen og drøner videre ud i sneen, hen over den sneklædte fodboldbane, som snart erstattes af en kunstgræsbane, og ind mellem blokkene. En fremtid i fodbold ser pludselig en lille smule lysere ud.