Fortsæt til indhold
Aarhus

Fagforening: »Det er en træls sag«

Mentorpenge: Ledelsen i fagforeningen 3F Aarhus Rymarken afviser, at pengene fra en mentorordning er brugt uretmæssigt af et tidligere bestyrelsesmedlem. Samtidig afviser fagforeningen, at der er begået fejl.

Maria Dalhoff

Aftalen om, hvordan pengene fra den offentlige mentorordning skulle bruges, var egentlig ret klar.

Arbejdsgiveren, entreprenørvirksomheden A. Enggard A/S, havde givet tilladelse til, at penge fra den offentlige mentorordning kunne tilfalde hele sjakket af betonarbejdere på opførelsen af p-kælderen i det kommende Ceresbyen midt i Aarhus. Samtidig var der internt i betonarbejdernes fagforening 3F, Anlægs- og Bygningsgruppen under 3F Aarhus Rymarken, i efteråret 2012, lavet en aftale om, at 3F Aarhus Rymarken ville spare pengene op for det pågældende sjak.

Det blev dengang også bestemt, at opsparede mentorpenge kun kan bruges til fælles aktiviteter, ”såsom sociale arrangementer, studieture, kaffe og kage”, som det fremgår af en intern mail om netop mentorordningen fra formanden for Anlæg- og Bygningsgruppen 3F Aarhus Rymarken i oktober 2012.

De første penge, som betonsjakket samlede sammen for arbejdet med de unge i mentorordningen, blev brugt på en studietur til Rusland i 2013. Parterne er uenige om, hvor meget turen endte med at koste.

Uenighed om 184.494 kr.

De efterfølgende penge fra mentorordningen er der også uenighed om. Sjakket, som nu har hyret en advokat, mener, at et tidligere bestyrelsesmedlem i Anlæg- og Bygningsgruppen og tidligere sjakbajs for en del af beton-sjakket uretmæssigt har hævet op mod 184.494 kr. Heraf mener sagsøgerne, at 141.036 kr. var kommet via mentorarbejdet, mens de resterende 43.458 kr. er penge, som sjakket skulle have delt efter salg af jernskrot på byggepladsen.

Af korrespondancen mellem parternes advokater fremgår det, at den sagsøgte afviser at have brugt pengene selv. Hans advokat, Kirstine Kryger Dyekjær, konstaterer i sin sagsfremstilling også, at den sagsøgte kun har brugt af de opsparede midler efter aftale med sjakket.

»Min klient mener derfor, at der ikke er hold i beskyldningerne. Han har ikke brugt pengene på sig selv,« siger Kirstine Kryger Dyekjær fra Advokatkompagniet.

Ifølge sagsakterne fremgår det, at en del af kvitteringerne er blevet stjålet fra den sagsøgte ved et bilindbrud. Efter flere korrespondancer mellem parterne er sagen ikke løst i mindelighed. Heller ikke selv om den sagsøgte har tilbudt et forlig.

»Vi kører et privat søgsmål for egne midler for at få pengene tilbage til sjakket. Det er os, som har tjent dem sammen, og det var aftalen, at de skulle bruges til fælles glæde. Vi aner ikke, hvordan mange af disse bilag, som nu bruges i sagen, er kommet frem. Nogen af pengene er formentlig gået til fælles fyraftenspølser eller lignende, hvilket i så fald er i overensstemmelse med det aftalte. Men det er uforståeligt, at 3F har udbetalt alle pengene til det pågældende bestyrelsesmedlem på baggrund af alle disse bilag,« siger Johnny Nielsen, som er talsmand for de godt 30 3F’ere, der har skrevet under på en erklæring om at køre et civilt søgsmål.

»Samtidig vil vi gerne have, at ledelsen i 3F erkender, at den har sovet i timen i dette her. De skal lytte til os og være åbne overfor kritikken. Det føler vi ikke, at de er,« siger Johnny Nielsen.

Afviser kritik

Ledelsen i fagforeningen 3F Aarhus Rymarken har meddelt advokaten for sagsøgerne, at fagforeningen ikke anser sig for part i sagen. Af samme årsag afviste fagforeningsafdelingen i april 2014 en anmodning om at udlevere konkrete oplysninger i sagen.

»Det er en træls sag. Vi har forsøgt at mægle, men det er ikke lykkedes. Vi har spurgt vores revisor, om vi har lavet fejl i denne sag. Svaret har været, at det har vi ikke,« siger Randi Smitsdorf, som er formand for 3F Aarhus Rymarken.

Ifølge Randi Smitsdorf holder 3F en portion penge fra sjakkets mentorarbejde tilbage. Hvor meget det drejer sig om, ved hun ikke.

»De resterende penge er mig bekendt brugt på sjakket. Så vidt jeg er orienteret, er der bl.a. købt et tv til skurvognen til fælles brug,« siger Randi Smitsdorf.

Det pågældende betonsjak fungerer ikke længere som mentorer for unge uden for arbejdsmarkedet.