Betonsjak stævner kassebestyrer
Fagforeningssplid: Et betonsjak fra fagforeningen 3F har stævnet et tidligere bestyrelsesmedlem i 3F Aarhus Rymarken, Anlæg- og Bygningsgruppen, for at have hævet pengene fra en fælles pulje.
Hvor er pengene fra en fælleskasse til sociale arrangementer for en gruppe medlemmer af fagforeningen 3F Aarhus Rymarken blevet af?
Det spørgsmål forsøger omkring 30 anlægs- og byggemedarbejdere at finde ud af, og striden er foreløbig endt med en stævning af et tidligere bestyrelsesmedlem af Anlæg- og Bygningsgruppen under 3F Aarhus Rymarken.
Sagen drejer sig om 184.494 kr., som et betonsjak bl.a. mener at have modtaget i fællesskab fra Aarhus Kommune, mod at betonarbejderne tog unge uden for arbejdsmarkedet i praktik i en periode.
I stedet for at modtage penge fra kommunen individuelt var man i sjakket blevet enige om, at pengene skulle gå til fælles sociale arrangementer. Størstedelen af pengene er brugt, og betonsjakket har nu sagsøgt det tidligere bestyrelsesmedlem, som stod for administrationen og udbetalingerne fra kontoen, for uberettiget at have foretaget hævninger på kontoen.
»Vi vil have pengene tilbage til sjakket. For os er sagen så alvorlig, at vi ikke ser anden udvej end at føre det civile søgsmål. Ledelsen i 3F Aarhus Rymarken mener, at det fremviste regnskab er i orden. Vi mener ikke, at man kan bruge et hjemmelavet, håndskrevet regnskab til at redegøre for, hvor alle de offentlige penge er blevet af,« siger Johnny Nielsen, som er talsmand for betonsjakket.
Fladskærm og iPads
3F Aarhus Rymarken har fremvist et regnskab for betonsjakket og deres advokat, der bl.a. indeholder et bilag på 16.999 kr. til et fladskærms-tv. Men tv’et er ikke tilfaldet sjakket, konstaterer Johnny Nielsen.
Betonarbejdernes advokat, Lars Brandt, Advokatgruppen, finder udbetalingerne usædvanlige. Aarhus Kommune har udbetalt pengene til 3F på baggrund af individuelle mentorkontrakter. Derefter er pengene udbetalt på baggrund af de efterfølgende bilag, som bl.a. også omfatter forskellige indkøb af morgenbrød, smørrebrød, pølser, en køleboks til 5.495 kr., iPhones, iPads, printere m.m.
»Det kan undre, at man har opereret med en kagekasse af denne størrelse på denne måde,« siger Lars Brandt, som i øjeblikket er ved at afslutte forberedelserne til at føre sagen ved Retten i Viborg.
Advokat fra Advokatkompagniet Kirstine Kryger Dyekjær, der fører sagen for det tidligere bestyrelsesmedlem, mener, at den sagsøgte skal frifindes. Derudover har hun har ingen kommentarer til sagen. Hun har samtidig bedt om, at retten afviser sagen.