De følger interessen til dørs
Dørtræk: Jens og Niels Ravn har i flere år haft en passion for døre. Nu har de skrevet en bog om nogle af dørene i deres liv.
De fleste bruger udtrykket: Hvis væggene kunne tale.
Men ikke Aarhus-brødrene Jens og Niels Ravn. De vil hellere høre, hvad dørene kan fortælle af historier om tidens gang i et hus. Hvem er gået ind, og hvad skulle de? Var de dumme som en dør, faldt de med døren ind i huset, eller fejede de blot for den?
»Der ligger nogle fantastiske historier i sådan nogle døre. Ikke mindst sydpå, hvor de får lov til at være vejrbidte, skrammede og forfaldne,« mener de.
Det var netop i Sydspanien, at Jens Ravn for 18 år siden for alvor fik øjnene op for gamle døre. Siden har han fotograferet døre og diskuteret emnet med sin storebror, Niels Ravn, som ikke var sen til at tage interessen op.
For to år siden talte de om, at de kunne lave en bog om døre – de var sikre på , at de ikke var de eneste, der interesserede sig for emnet.
Nu har de udgivet bogen ”Herlige døre”, hvor de viser et lille udvalg af døre med »særlig charme og karakter«, som de siger. De vover sågar at sammenligne døre med kvinder: »Vi behøver ikke at spørge, om de vil fotograferes. Døre er klar med det samme, skal ikke skifte tøj, opfriske krigsmalingen og sætte håret op til narrestreger.«
Aktive pensionister
»Jeg er altid med på nogle skøre ting,« siger den 73-årige Niels Ravn, der for 12 år siden gik på pension fra jobbet som direktør i Nykredit i Aarhus.
Ikke at det fik ham til at gå stille med dørene. Han har altid været aktiv, også uden for erhvervskarrieren, og har som freelancer produceret mere end 125 tv- og radioudsendelser om erhvervsstof for DR, ligesom han var idémanden bag rockmusicalen ”Be-Bop-A-Lula”, der spillede på Aarhus Teater i 2003. Desuden har han bl.a. skrevet en ”Grinebog” og to børnebøger om kænguruungen Hop-Hanne.
Den 66-årige Jens Ravn har på samme måde som sin bror ikke lagt sig på sofaen, da han gik på pension for halvandet år siden. Han arbejdede i 40 år på Aarhus Teater, først som tonemester, derefter som chef for lys- og lydafdelingen og til sidst som teknisk chef. Han har bevaret en åben dør til teatret, hvor han i dag er teknisk konsulent for skuespilleruddannelsen, ligesom han underviser på Efterskolen for Scenekunst.
Løft blikket
Det er især Jens Ravn, der har fotografiapparatet med sig, når han er ude.
Det gælder også i Aarhus, hvor der er al mulig grund til at løfte blikket, når man går rundt, siger de samstemmende og nævner Toldboden, Marselisborg Slot, Aarhus Katedralskole, domkirken, Nørregade, Møllestien og Finnebyen som steder, hvor man med fordel kan se på dørene i stedet for ind ad vinduerne.
De vil ikke afvise, at de kunne arrangere byvandringer med interessante døre som mål, ligesom foredrag med afsæt i døre kunne være en mulighed. Her ville de bl.a. kunne fortælle, at ordet dør er en homograf: Det har to meget forskellige betydninger.
Kan døre så dø? Ja, især i byerne, siger de. For der kan man ikke på samme måde som langt ude på landet leve med en skæv eller revnet dør. Forståeligt nok, siger de, der begge to har meget nutidige døre af glas i deres huse i Lystrup og Stavtrup.
De kan tale op ad døre og ned ad stopler om de indgangspartier, som de har set.
»Om vi hygger os med det? Ja, for fanden,« siger de.
De lader døren stå på klem for nye projekter, hvor de sammen kan arbejde med tekst og foto. ”Brudstykker” er et bud på en titel, ”Kloakdæksler” en anden.
»De sidste er der faktisk mange flotte af her i Aarhus,« bedyrer de, inden de lukker døren bag sig.