Fortsæt til indhold
Aarhus

Ikonisk Aarhus-butik får nye ejere

Den gamle spøg og skæmt-butik Pariserhuset i Jægergårdsgade skal have nye ejere.

Maria Trustrup Hansen

Aarhusianerne har i mere end 70 år kunnet finde farvestrålende guirlander, glitrende parykker og bordpynt i alle afskygninger i den ganske særlige butik Pariserhuset i Jægergårdsgade.

»Når man kommer ind i Pariserhuset, bliver man nærmest væltet ned af varer, og her er en helt speciel atmosfære. I andre butikker er der ikke den hygge, som der er her, fordi vi har al den fest og farver,« siger Vibeke Steenbach.

Den første kunde var fransk

Hun har været indehaver af forretningen siden 1978, da hun overtog fra butikkens grundlægger, Niels Korsgaard. Han åbnede butikken i begyndelsen af 1940’erne, og siden har den ikoniske spøg og skæmt-butik forsynet aarhusianerne med alt fra festartikler og sjove hatte til fastelavnstønder og fødselsdagskort.

Butikkens navn antyder, at man træder ind i en lille fransk oase.

Historien fortæller dog, at Pariserhuset har minimalt med Frankrig at gøre.

Da butikken slog dørene op første gang, var det uden et navn på facaden, for grundlæggeren vidste simpelthen ikke, hvad butikken skulle hedde.

Den første kunde, der trådte ind, var en franskmand, og derfor kom butikken til at hedde Pariserhuset.

Et navn, den har båret lige siden.

Vibeke Steenbach har nu valgt at sælge Pariserhuset, og forretningen får den 1. maj nye ejere. Det er endnu ikke offentliggjort, hvem den nye ejer er.

Pariserhuset er en tradition

Det er både butik, webshop, varelager og koncept, som Vibeke Steenbach sælger, og hun og hendes mand, Ib Steenbach, håber, at den nye ejer vil videreføre Pariserhuset i dets nuværende form, fordi butikken er blevet en institution for mange aarhusianere.

»Folk, der kom med deres forældre for mange år siden, kommer i dag med deres børn. For mange beboere på Frederiksbjerg er det ikke nytår, før de har været en tur i Pariserhuset. Det er en tradition for mange, at de lige skal ind til os og have lidt spøg og skæmt,« siger Ib Steenbach.

Han fortæller, at butikken i de seneste år også har mærket et stort boost i november, fordi danskerne i stigende grad har taget den amerikanske tradition halloween til sig.

Vibeke Steenbach har valgt at sælge butikken, som stadig i dag er »en god og sund forretning«, fordi alderen presser sig på. Hun fylder 70 år til marts, og det er nu tid til at bruge flere timer sammen med børnebørnene og tage på lidt flere rejser.