Gak-gak franskmand er blevet populær med husmorkoncept

Oli-Gak. Det er navnet på Olivier Miens seneste restaurant i Mejlgade i Aarhus. Indehaveren fortæller, at en ven fandt på navnet. Dels fordi, han er Mejlgades oligark, som ikke vil lade andre bestemme over sig, dels fordi han er gak-gak. Altså som i småskør på den skægge måde, uddyber han grinende.

Den småskøre franskmand er kendt af mange i Aarhus.

For et år siden åbnede han Oli-Bistro i Mejlgade, i 2000 var han med til at åbne Sct. Oluf, og i 2010 var han med til at åbne OliNico i en af nabobygningerne. De to sidstnævnte drives i dag af Oliver Miens’ ekskone, som han blev skilt fra i efteråret 2013, og hans ekspartner Nicolaj Agostinetti.

Hvis du læser med fra mobilen, kan du se flere billeder her

Konceptet fra sine tidligere restauranter har Oli, som han kaldes blandt venner og leverandører, taget med til de to nye skud på Oli-imperiet. Det er enkel og god bistromad med årstidens råvarer, hver dag med en ny menu. Oli-Gak beskrives som en bar moule med et anstrøg af gastro- og grill-bar. Her koster én ret 60 kr. og tre retter blot 85 kr. Selvom priserne er lave, kan man sagtens leve af det, forklarer Olivier Miens. Med et simpelt menukort undgår han at brænde inde med en masse råvarer, og lave priser giver mange kunder, og derfor bliver der spist op.

”Der kommer mange millionærer hos mig, fordi de faktisk er meget nærige. De ved, hvor det er billigt og godt. Det er vigtigt for mig, at både de studerende, fattige, rige, bistandsklienter og millionærer kan gå ud og spise hos mig,” siger Olivier Miens.

Ikke sur

Den franske accent fornægter sig ikke efter over 30 år i Danmark, og man fristes til at sige, at det gør det franske temperament heller ikke. Mange trofaste gæster kan berette om Olivier som vært. Mens nogle får gratis vin og en hyggesludder, mens de venter på et bord, eller en lækker ostetallerken, der ikke findes på menuen, har andre helt andre oplevelser. De nægtes f.eks. at bestille selv samme ostetallerken eller oplever værten brokke sig over dankortbetaling.

”Vi laver ikke forretningen om pga. gæsterne. De må tage det, vi har, og ellers er de det forkerte sted. Vi har god kundeservice. Min service er at give varm, god, hjemmebagt brød og smør og gratis postevand på bordene,” siger Olivier Miens, hvis ivrige stemme og fagter viser, at han tydeligvis har haft denne snak før.

”Langt de fleste er tilfredse og kommer igen. Jeg er ikke sur, vi har bare mange regler. Og jeg siger bare min mening.”

En af reglerne på Oli-Bistro er f.eks., at postevand koster 25 kr. til frokost, hvis man ikke bestiller andre drikkevarer, og 15 kr. hvis man køber drikkevarer. Om aftenen er vandet gratis, hvis man køber drikkevarer. En anden regel er, at et selskabs regning enten skal betales samlet eller i lige store dele, uanset hvad de enkelte personer har spist og drukket.

Læs anmeldelsen, "Fransk stemning a la bla, bla, bla", af Oli-Bistro fra 2014

”Hvad tror du egentlig, de ville sige i Føtex, hvis fem personer sagde – efter varerne var kørt gennem kassebåndet – at de skulle betale hver sin del? Service er at oplyse kunderne om, hvad vores regler er. Men mange bliver sure over det.”

Men der findes også mange, som ikke bliver sure, for bordene er ofte optagede af Oliviers stamgæster.

Et luderkvarter

53-årige Oliver Miens er opvokset i Savoie i de franske alper tæt på Italien. Han importerer blandt andet vin fra egnen, hvor hans mor stadig bor.

Som for så mange andre var det kærligheden til en dansk kvinde, der fik Olivier Miens til at komme til Aarhus i start-80’erne. Forholdet gled ud i sandet, men kærligheden til Aarhus og især Latinerkvarteret holdt ved. I netop dette kvarter har franskmanden boet i alle sine år i Aarhus.

”Alt var billigt og forfaldent dengang. Det var et stort luderkvarter. Nu er det fint og dyrt. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig at skulle bo andre steder. Mejlgade er min gade,” siger Olivier Miens, som sjældent holder ferie og kun besøger sin mor i Frankrig to-tre dage ad gangen, fordi han længes efter Latinerkvarteret og sit arbejde. Han har også efterhånden lært at holde af den danske madkultur. Hvor han i begyndelsen spiste sild på franskbrød, har han nu lært at elske rugbrød. Og mens det for en franskmand var helt fremmed at blande salt og sødt, så spiser han nu ost med marmelade med stor velbehag.

Husmor blev forbillede

Gennem sine år i Aarhus har han arbejdet på og været med til at åbne et hav af restauranter – blandt andet Kif Kif, som lå i de samme lokaler, hvor han nu har åbnet Oli-Bistro. Den fransk- og tunesiskinspirerede mad, som han var med til at lave på diverse restauranter, skilte sig ud fra andre restauranter i 80’erne og start 90’erne, hvor rejecocktail, et stykke kød, bagekartoffel og garniture var standard mange steder. Partnerskaberne sluttede dog altid med uvenskab. Sådan er det jo, når man er ung, lader Oliver Miens forstå.

Læs anmeldelsen, "God mad til januarpriser", af Oli-Gak fra 2015

Men i slutningen af 90’erne skete der noget skelsættende for franskmanden. Han begyndte at arbejde for den legendariske Lise Poulsen på Munkestuen på Klostertorv.

”Det er fra hende, jeg tog al min energi. Mit menu-koncept er inspireret af Lise Poulsen,” fortæller Olivier Miens med stjerner i øjnene.

Han viser med stor ømhed billeder af en trind dame med opsat, hvidt hår i et stort fotoalbum sammen med dagsmenuer skrevet med sirlig skrift. Lise Poulsen drev Munkestuen, frem til hun var 77 år, og hendes kok Olivier Miens selv åbnede Sct. Oluf. Han fik hendes stole og borde med til sin nye restaurant. Og hendes filosofi. Ifølge Olivier var Lise den første til at køre uden fast menukort og med kun én menu om dagen.

”Hun var økonomisk, hun købte årstidens friske råvarer og tænkte ligesom en husmor i sit hjem. Hun var gammeldags, og det var svært for mig at forstå hende, når hun f.eks. sagde melis i stedet for sukker. Hun var en dinosaur fra en svunden tid, men samtidig ekstremt moderne,” siger Olivier Miens. ”Hun blev mit forbillede.”

Gider ikke bla bla bla

Selv vil han gerne huskes for at have fået mange til at holde af at spise svinekæber, kalvekæber og muslinger.

”Og jeg vil gerne være kendt for at lave uprætentiøs mad til gode penge, som gør folk glade,” siger Olivier Miens og nævner, at han ikke gider sige ”bla bla bla” om maden eller vinen. Det har én af JP Aarhus’ madanmeldere da også oplevet på egen krop.

”Jeg får allergi over at skulle fortælle en masse om maden eller vinen. Du skal ikke begynde at tage al min tid ved at ville høre alt om vinen. Du kan få en god vin til billige penge, og jeg har selv hentet dem alle. Smag, om du kan lide det eller ej. Det er noget pis at fortælle en historie fra de varme lande om vinen,” siger Olivier Miens. ”Det gider jeg ikke længere. Selvom det var min stil, da jeg var yngre.”

Olivier Miens var trist over at skulle forlade Sct. Oluf sidste år, da han blev skilt. Restauranten var hans hjertebarn, fortæller han. Men han er i fuld sving med en ombygning, så Oli-Bistro får to stuer med plads til dobbelt så mange borde samt en gårdhave. Ligesom der er på Sct. Oluf. ”Oli-Bistro er mit nye Sct. Oluf, og Oli-Gak er mit OliNico,” slår han fast.

Han tror, det er en styrke til en vis grad, at så mange restauranter i latinerkvarteret har lignende koncepter. Men han mener også, det er en fare, hvis de bliver for ens. ”Så bliver det ligesom at gå på restaurant ved Åen,” siger han.

Læs anmeldelsen, "Mejlgades gastronomiske grillbar", af Oli-Nico fra 2014

Læs anmeldelsen, "Uforskammet mad", af Sct. Oluf fra 2008

Han vil ikke afvise, at han med tiden vil åbne flere restauranter. Men drømmen for sit næste projekt, ønsker han ikke, der skal stå i avisen.

”Jeg har ikke åbnet Oli-Bistro og Oli-Gak for at genere andre eller for at stjæle kunder. Jeg gør det, fordi jeg ikke kan forestille mig at lave andet end at drive restaurant i Mejlgade.”