»Alle frygtede koralrevet«
Forlist: »Jeg sidder her på en lille ø og kigger ud på den smukkeste nat, jeg nogensinde har set. Natten var til gengæld en af de værste, jeg nogensinde har oplevet,« lød det fra kaptajn Chris Nicholson.
Aftenmørket i Det Indiske Ocean forhindrede skånselsløst skibe i at spotte de farer, der lurede forude.
De syv Volvo Ocean Race-både havde sat kursen mod Abu Dhabi fra Cape Town i Sydafrika.
Rejsen langs Østafrika har i forvejen ikke det bedste ry blandt sejlere på grund af pirater, men de var ikke de eneste farer.
I havet omkring Madagas-kar og Mauritius er koralrevene endnu en trussel. Nok er de smukke at se på, men erfarne sejlere har lært ikke at lade sig henrive af skønhed på havet. Koralerne gemmer sig under vandet og i en højde, så skibe let kan sejle på dem. Er man først havnet der, er det svært at komme ud igen.
Nærmest ved et tilfælde havde kaptajnen fra Dongfeng Race Team, en af de forreste både, opdaget et koralrev stik øst for Madagaskar, og han vidste, at det var et område, han skulle være opmærksom på. Sammen med sin besætning krydsede han fingre for, at de nåede forbi området, imens det endnu var lyst. Det gjorde de. Men båden, der lå bag dem, var ikke nær så heldig.
Mørket havde allerede sænket sig, da Team Vestas Wind sent på eftermiddagen sejlede op mod selvsamme område med 19 knob (35 km/t.).
»Jeg forstår det ikke«
»Der er klipper!«
I 10 sekunder hørte man ikke andet end lyden af noget, der gik i stykker. Derefter stod det klart for dem alle, at båden var i fare og dermed også dem selv.
»Holy shit, jeg forstår det ikke! Jeg kan simpelthen ikke tro, at det her sker. Jeg ved ikke, hvad klokken er, men vi har ramt et rev,« forklarer Brian Carlin, bådens reporter, hektisk til løbskontrollen.
Bølgerne blev taktvist ved med at banke ind mod båden og skubbede den længere op på revet, og Chris Nicholson overvejede, hvordan han kunne købe sig tid, indtil det blev lyst, og de kunne få hjælp.
»Når du taler om de hårde beslutninger, der skal tages i løbet af livet, så må jeg sige, at denne beslutning har været den hårdeste. Jeg kan knap beskrive, hvor hårdt det var at være nødt til blot at holde sig fast. For situationen blev ikke bedre, som timerne gik,« berettede Chris Nicholson morgenen efter til Mark Covell fra løbskontrollen over en satellittelefon.
Holy shit, jeg forstår det ikke! Jeg kan simpelthen ikke tro, at det her sker. Jeg ved ikke, hvad klokken er, men vi har ramt et rev.Brian Carlin, reporter på Team Vestas Wind
Han havde vendt situationen med kystvagten, der havde berettet om tekniske udfordringer, og at de befandt sig i et område med både hajer og piratfisk.
Hjælpen på havet
Sidste udkald nærmede sig, og Nicholson vidste, at han meget hurtigt skulle tage en beslutning. Sammen med besætningen øvede han redningsscenarier 15-20 gange, og bagefter sendte de oppustelige redningsbåde i vandet
Besætningen placerede sig på den side af skibet, der vendte væk fra koralerne, så de ville minimere risikoen for at komme til skade, hvis de skulle falde i vandet. I stort set alle andre situationer havde det været smartest at blive på båden og blot håbe, at den holdt sig oprejst, indtil den nærmeste kystvagt kunne evakuere dem næste morgen. Men den plan blev ødelagt med samme fart som båden. Nicholson vidste, at de var nødt til at forlade den, og samtidig sendte han en tak til konkurrenterne fra det amerikansk/tyrkiske Team Alvimedica. De havde sejlet lige bag dem, og nu holdt de sig i nærheden, indtil besætningen var kommet i sikkerhed.
»Vores sejl er nede, og vi sejler frem og tilbage ved indgangen til revet, så vi er så tæt på som muligt. Vi kan ikke komme tættere på end 1,8 miles (knap 3 km), fordi de er langt inde på revet. Vi er derfor ikke på vej til Abu Dhabi i øjeblikket, men vi er heller ikke ude at løbet. I henhold til reglerne på havet og for Volvo Ocean Race-regel 1.1, står vi ved Vestas’ side for at yde dem hjælp, hvis det bliver nødvendigt,» lød det fra Team Alvimedica den nat.
Men det var ikke kun reglerne, der fik dem til at blive.
»Drengene på Team Vestas er vores kammerater, og mange af os har sejlet tusindvis af miles med dem. Vi bliver ved deres side, og så længe det er muligt, vil vi hjælpe dem,« tilføjede bådens navigatør, Will Oxley.
Fanget på en øde ø
Kl. 00.45 sprang de ni mænd ned i gummibådene og sejlede hen til en meget lille ø, nærmest bare en sandbanke, der lå over havets overflade. Imens de sejlede, holdt Chris Nicholson udkig efter hajer.
»Det var lidt ligesom at være med i en dårlig film. Det handlede hele tiden om at håndtere noget ret alvorligt shit, for at være helt ærlig,« forklarer kaptajnen videre over telefonen.
Der sad de på en sandbanke omgivet af palmer og hajer efter den mest hektiske aften meget længe og kiggede ud over havet med månens skær som det eneste lys.
Generatoren havde efterladt den lille ø i komplet mørke, og imens sad Chris Nicholson og ringede rundt for at opdatere løbskontrollen, Vestas og den nærliggende kystvagt om situationen.
Humøret var godt, og imens de spiste et meget simpelt, men velsmagende måltid, snakkede de om, hvor mange gange i deres karriere de kunne være kommet ud for noget lignende uden at have en løbskontrol, venner og andre sejlere til at sikre sig, at de havde det godt. Kystvagten fløj på et tidspunkt over øen for at tjekke situationen og besætningens tilstand, og undervejs smed de dåsesodavand, chokolade og småkager ned til de strandede.
Kl. 03.00 blev besætningen hentet fra den lille sandforhøjning og fragtet til Ìle du Sud (Skt. Brandon), en lille ø, der ligger i forbindelse med sandbanken og 450 km nordøst for Mauritius. Imens fortsatte Team Alvimedica rejsen til Abu Dhabi.
»Svært at opdage«
Ingen kom til skade udover at have fået nogle hudafskrabninger og røde mærker. Båden blev til gengæld totalskadet efter at være fanget imellem et koralrev og et livligt hav. Begge ror blev revet af, masten tog skade, og vandet fossede ind i to lukkede rum.
Mange har siden undret sig over, hvordan ulykken kunne ske med moderne teknologi om bord. Koralrevet var på størrelse med Samsø, men det var muligvis ikke præcist angivet på det elektroniske søkort.
Små koraløer er nemlig tidligere observeret 6 km fra det angivne område på kortet. En anden forklaring lyder, at løbsledelsen først sent ophævede området som forbudt på grund af pirater, så deltagerne i stedet undgik cykloner.
Det betød dog, at der ikke var meget tid til at undersøge farvandet. Vestas-teamet har i ét langt stræk sejlet direkte mod koraløen uden nogen anelse om, at der lurede problemer – og tilsyneladende uden at have modtaget advarsler fra løbsledelsen.
»Vi frygtede koralrevet,« siger et besætningsmedlem fra Dongfeng Race Team.
»Det var rigtig svært at opdage. For at opdage det i mørke var man afhængig af sit udstyr, og udstyret havde svært ved at finde det præcise område. Vores skipper opdagede det ved at zoome ind direkte oven over det specifikke område. Men hvorfor ellers gøre det lige det sted, når man i forvejen ikke ved, hvad man skal lede efter?«
Den følgende dag tog de ni sejlere ud til båden for at hente elektronisk udstyr, batterier, benzin og andet, der kunne forurene havet samt reb og sejl. Præcist hvad der gik galt, er uklart. Men den australske skipper har i en pressemeddelelse taget ansvaret for ulykken.
»Det er klart, at menneskelige fejl er årsagen til skibbruddet, det er ikke til at komme uden om. Og som skipper tager jeg det fulde ansvar,« understreger Chris Nicholson.