Fortsæt til indhold
Aarhus

Mindeparken tav et øjeblik

11. november er en historisk dato. Danske faldne blev mindet i Mindeparken.

"Hold inde!" blev der råbt i Mindeparken kl. 11. For den 11. november 1918 på dette tidspunkt trådte første verdenskrigs våbenstilstand i kraft. Og derfor var der i Mindeparken en højtidelighed for de danske soldater, som ikke kom hjem fra krigen.

Ved mindeparkens monument blev der nedlagt kranse til ære for de danske faldne i krigen, og efterfølgende holdt chefen for Jydske Dragonregiment, oberst Kurt Mosgaard, tale.

4.140 faldne danske soldater fra krigen har deres navne stående på indersiden af det cirkulære monument i Mindeparken.

Monumentet er fra 1934 og lavet i kalksten, som er importeret fra Frankrig, hvor mange af kampene fandt sted. Væggene er også beklædt med relieffer, som skildrer "Udmarchen", "Kampen", "Freden" og "Hjemkomsten".