Huslejen blev næsten halveret
Huslejenævnet konstaterede, at Anne Sofie Bregnballe Frølunde og hendes to veninder betalte alt for meget i husleje for en lejlighed på Trøjborg. Udlejer blev dømt til at betale små 115.00 kr. tilbage.
Fra 99.000 kr. til 53.125 kr. Det var den ændring i den årlige husleje, som huslejenævnet i Aarhus Kommune i oktober 2012 kom frem til, at Anne Sofie Bregnballe Frølunde og hendes to veninder skulle have i den lejlighed, de lejede sig ind i på Trøjborg.
Lejligheden ligger i Tordenskjoldsgade og er 85 kvm, hvorfor den årlige kvadratmeterpris var på 1.165 kr., da de tre veninder flyttede ind i lejligheden den 1. december 2010.
Oprindeligt var den månedlige husleje på 7.100 kr., men fordi de var tre i stedet for to lejere, krævede udlejeren 1.150 kr. ekstra om måneden.
Det var første gang, at de tre veninder skulle flytte hjemmefra, og derfor var de villige til at betale meget for at få, hvad de troede var en acceptabel lejlighed. Men da Anne Sofie Bregnballe Frølunde og hendes bofæller havde boet i lejligheden i knap et år, begyndte de at fornemme, at de boede for dyrt til leje.
Gammel, kold og fugtig
Lejligheden, der er fra 1929, var kold og fugtig, det trak ind gennem vinduerne, og på det gamle badeværelse var der skimmelsvamp.
Det fik de tre veninder til at kontakte Lejernes Landsorganisation (LLO), som med det samme gik ind i sagen for at få nedbragt huslejen, da den vurderede huslejen til at være alt for høj.
»Vi havde det ikke dårligt med at klage over huslejen, for udlejeren var slet ikke til at tale med,« siger Anne Sofie Bregnballe Frølunde.
Hun er 24 år og studerer medicin på Aarhus Universitet.
Før LLO indbragte sagen for Aarhus Kommunes huslejenævn, fik udlejeren selv mulighed for at komme med et forslag til en ny og lavere husleje.
Udlejeren kom med et forslag til en ny månedlig husleje, og det forslag lød på 7.950 kr., altså en månedlig nedsættelse på 300 kr.
Det forslag var ikke godt nok, og det fik LLO til at klage til kommunens huslejenævn den 27. november 2011.
Lidt over et halvt år senere besigtigede huslejenævnet lejligheden på Trøjborg og kunne konstatere, at den ikke var gennemgribende forbedret, hvilket er et krav for, at kvadratmeterprisen må ligge mellem 1.000 og 1.200 kr. i en by som Aarhus. Derfor skulle huslejen reguleres, og huslejenævnet fandt frem til, at den årlige husleje skulle ligge på 53.125 kr.
Det fik den årlige kvadratmeterpris til at ligge på 625 kroner, mens den månedlige husleje var på 4.427 kr.
Udlejer måtte en tur i retten
De tre piger fik dog ikke den markant lavere husleje at mærke, da de besluttede sig for at fraflytte ejendommen i januar 2013.
Men huslejenævnet havde ved sin afgørelse besluttet, at huslejen i lejligheden på Tordenskjoldsgade allerede skulle reguleres fra den 1. december 2010, datoen hvor de tre piger flyttede ind i lejligheden.
Man får bare ikke lejligheden, hvis man stiller spørgsmålstegn ved noget, når der er fremvisning. Sådan er markedet vist bare i denne by.Anne Sofie Bregnballe Frølunde, lejer
Det betød, at de tre piger skulle tilbagebetales det beløb med renter, som de havde betalt for meget i den periode, de boede i lejligheden.
Pengene blev dog ikke tilbagebetalt, og LLO måtte slæbe udlejeren i retten for at få pengene udbetalt.
Den 14. marts i år blev der afsagt dom i sagen ved Retten i Aarhus, og her blev udlejeren dømt til at betale et beløb på 114.738 kr. tilbage til de tre piger. Beløbet har de tre piger modtaget og delt mellem sig.
»Hele dette forløb har lært mig, at man skal være kritisk i forhold til den lejlighed, man flytter ind i. Men når jeg tænker over det, så vil jeg faktisk hellere flytte ind i en lejlighed og køre en sag end ikke at få lejligheden. Man får bare ikke lejligheden, hvis man stiller spørgsmålstegn ved noget, når der er fremvisning. Sådan er markedet vist bare i denne by,« siger Anne Sofie Bregnballe Frølunde.
Nu bor hun i en lejlighed på De Mezas Vej med sin kæreste, hvis forældre ejer lejligheden.