Malmros og livet

Ret vildt egentlig.

Der sidder manden, som har leveret billedsiden og de gode grin til ens ungdom.

Der kommer konen og hilser på – hende det hele drejer sig om i den seneste film, ”Sorg og glæde”.

Og vi sidder tilmed midt i det hus, hvor det hele foregik.

Midt i filmen, midt i virkeligheden.

Sådan er der mange tanker, der hvirvler gennem hovedet i et første møde med filminstruktør Nils Malmros på hans hjemmebane i villaen på Elverdalsvej i Højbjerg.

Filminstruktøren, vi alle synes, vi kender, selv om vi jo ikke gør det.

Det er sådan set let nok at interviewe Nils Malmros. Man aftaler en tid, finder huset, får serveret kaffe og så sidder man der i sofaen overfor ham.

Forinden har han overhørt en bemærkning om vejret, og fem minutter inde i snakken spørger han, hvad jeg egentlig hedder. Men sådan er der så meget, når man møder de kendte.

Lykke og hjerteflimmer

Nils Malmros taler fra et ansigt med meget skiftende udtryk. Fra de varme smilende øjne over de videnskabelige lægeøjne til de sårbare, sørgmodige øjne og ind imellem et krigerisk blik.

Først de varme øjne.

»70? Det er jo bare et tal. Lykkelig? Ja, det er jeg. Det må jeg sige. Og hvis jeg gik bort nu, ville det være med en følelse af, at jeg har nået det, jeg skulle,« siger han.

Helbredet er også o.k., især efter at han i sommer blev brændt i hjertet og dermed fik stoppet sine anfald af hjerteflimren. Ablatio cordis, som han fortæller med lægeblikket.

Begge hans forældre blev 95 år, så måske er der 20-25 gode år endnu for Nils Malmros, men han har jo sagt, at ”Sorg og Glæde” var hans sidste film?

»Jo, jo, men der er mange andre måder, man kan engagere sig på, og jeg har da et par idéer,« smiler han, lumskebuksen, og undviger alle spørgsmål om, hvad han har i støbeskeen.

»Nu må vi se.«

Fascinerende dramaturgi

Senere i interviewet fortæller filminstruktøren, at han typisk ser to film om ugen, men også er brændt varm på tv-serie-formatet.

Han har set serier som ”Mad Men”, ”House of Cards” og ”Six Foot Under”, og drømmen om at have 10-12 timer til rådighed for en fortælling får instruktøren til at slikke sig om munden.

»Det fascinerende ved tv-serien er dramaturgien, hvor du i en serie på 20 afsnit pludselig kan opleve, at hovedpersonen dør i fjerde afsnit. På den måde er det jo helt rystende, som tv-serien er meget tættere på livet end den konstruktion, vi bruger, når vi laver film,« fortæller han.

Aha. Så måske en Malmros-tv-serie om Aarhus?

»Vi må se.«

Nils Malmros’ første og ret ukendte film, ”En mærkelig kærlighed”, kom i 1968, men tre år efter lavede han ”Lars Ole 5. C.”, og han har således været på vores filmografiske nethinder i over 40 år med sine selvbiografiske historier, som er blevet vores alles historier.

»Jeg har nok haft det held, at mine egne historier har ramt en fælles klangbund, som gør, at mange kan genkende sig i filmene, selv om det handler om en overlægesøn fra Aarhus. Den klasse i ”Kundskabens Træ” har rigtig mange gået i, selvom det jo var borgerskabets katedralskole,« siger han.

Det specielle og pointen

Siden har han bygget på, som de siger i fodboldbranchen, og instruktøren Malmros er med egne ord lidt mere fokuseret i dag.

»Jeg har nok en bedre viden om, hvad der skal til for at lave en film. Der skal være noget specielt i den og en pointe. Nogle mennesker fortæller mig om grufulde oplevelser, som de mener må egne sig til en film, men der mangler jo en pointe. Auschwitz er jo heller ikke en god film,« bemærker han og henviser til pointen i hans seneste film, ”Sorg og Glæde”, der udkom sidste år.

»Kærligheden overvinder alt.«

”Sorg og glæde” er på alle måder et usædvanligt projekt, fordi filmen beskriver forløbet, da hans kone i 1984 i en psykose tog livet af deres ni måneder gamle datter, Anne.

”Tilladelsen” til at lave den ultimativt private film gav hans kone, Marianne Tromholt, ham i 2010, som det fremgår af en slutscene i filmen. Og det er ifølge Malmros det ene af to mirakler i ”Sorg og glæde”.

»Hun gav mig den gave, og det er et mirakel, for hun gjorde det for min skyld og slet ikke for sin skyld, for hun kunne godt undvære den film. Selv om vi for længst er kommet igennem det, har det jo givet en ny pågående opmærksomhed for en tid,« som han siger.

»Det andet mirakel i filmen er de to forældre fra skolen, som møder op med en enstemmig erklæring om, at forældrene vil have Marianne tilbage som lærer for deres børn. Det reddede hendes liv,« siger han.

Efter halvandet års behandlingsdom genoptog Marianne Tromholt sit job som lærer på Kragelundskolen og fortsatte, indtil hun gik på pension sidste sommer. Og det betød, at Nils Malmros kunne lave filmen.

»Det var helt afgørende, at filmen først kom ud, efter at Marianne var stoppet på skolen, for rigtig mange kendte jo ikke historien. Hvis filmen var kommet ud før, havde hun været nødsaget til at stoppe,« siger Nils Malmros og henviser til den massive presseomtale af filmen og historien, som kørte på, da den blev kendt i juli sidste år.

Skal han beskrive reaktionerne på filmen i det år, der er gået, er de positive.

»Jeg møder ikke nogen, som ikke er bevæget af filmen, og ved foredrag får jeg tilbagevendende den kommentar, at jeg skal huske at takke min kone, fordi hun gav mig den gave,« siger filminstruktøren.

Jagten på den gode film har drevet Nils Malmros gennem hele livet, og skal han vægte karriere og familie, leverer han følgende svar:

»Ingen af delene fungerer alene, så der er ikke noget, der er vigtigst. De er totalt afhængige af hinanden. Familien er ikke noget værd, hvis jeg ikke har mit engagement. Omvendt er filmen ikke noget værd uden min sjæls ro i familien,« siger han, og vi nærmer os de sårbare øjne.

I ”Sorg og glæde” vælger instruktøren mod sin kones ønske at drage til filmfestival med sin kvindelige hovedrolleindehaver. Og skyld er det store usagte tema.

»Jeg bryder mig ikke om kunstværker, hvor nogen skal krænge deres skyld ud, og jeg føler heller ikke, at jeg gør det i ”Sorg og Glæde”. Men hvis nogen sidder og føler, at de alene har opdaget, at han vist burde have handlet anderledes, så har jeg det fint med det,« siger Malmros.

Og selvransager.

»Hvis jeg kunne gøre noget om, ville jeg klart have været der mere for mit barn og været mere opmærksom på, hvilke farer der lurede,« siger han med et tomt blik og tilføjer:

»Men det er nemt at sige bagefter.«

Rifbjerg og Søborg

Reaktioner på film er også anmeldelser, som har svinget fra topkarakterer til tre stjerner hos blandt andre Klaus Rifbjerg i filmmagasinet Ekko, hvor Rifbjerg kaldte filmen for »begrænset og mondæn, fordi der kun er tale om en gestus og ikke et kompromisløst stormangreb på noget afgørende, der ikke kan forsvares, ikke engang af ophavsmanden selv.«

Forelagt den anmeldelse er der krig i Malmros-blikket.

»Jeg forstår simpelthen ikke Rifbjerg, der ellers har givet mig nogle af de bedste anmeldelser i mit liv. Han har helt misforstået filmen og vil have, at alt det, der ikke skete i virkeligheden, skal ske i filmen,« siger Nils Malmros.

En anden ”krig” har udkæmpet sig i samme filmmagasin, hvor hans tidligere hovedrolleindehaver og assistent Line Arlien-Søborg har skrevet et langt angreb på Nils Malmros’ ”Sorg og Glæde”, hvor hun føler, at hendes person er manipuleret i en usand retning.

Angrebet har ført til en lang disputs i Ekko, og Nils Malmros ønsker ikke at fortsætte fejden, men konstaterer blot:

»Jeg er meget ærgerlig over det, for Line har gjort så store ting og været meget afgørende for min karriere. Jeg kan blot konstatere, at vi har to forskellige opfattelser af, hvad der er sagt og gjort.«

Februar i Los Angeles

Et andet filmmagasin, han imidlertid gerne vil tale om, ligger opslået på sofabordet foran os.

Det er det amerikanske Film Comment, der netop er ankommet med posten, og heri afsluttes en artikel om Nils Malmros med følgende linjer:

»With ”Sorrow and Joy” he has created one of the most shattering and elevating expressions of love in film history.«

Så er varmen ellers tilbage i instruktørens øjne.

For det er den slags linjer, han og Nordisk Film samler på i øjeblikket, hvor ”Sorg og glæde” er indsendt som det danske bidrag til næste års Oscar-uddeling i Hollywood.

Men, men – først skal filmen slippe igennem nomineringen, der finder sted i januar, og selv om Malmros er både stolt og beæret, er han også jyde.

»Ja, ja, lad os nu se. Der er lang vej og mange andre gode film.«

Slipper han igennem nomineringen, skal der pænt tøj på den 22. februar, når ”the Academy” afslører vinderne i Dolby Theatre i Los Angeles, og Malmros tør ikke helt tænke tanken.

Og dog.

»Nej, jeg har ikke sat kryds i kalenderen,« siger han med det varme smil:

»Men jeg har nu heller ikke lavet andre aftaler den dag.«