Skal det være gratis at få psykologhjælp?
SFU'ere går torsdag eftermiddag på gaden med bandage for at vise deres utilfredshed med, at man selv skal betale for psykologhjælp, selvom man har en lægehenvisning.
Ved en happening torsdag eftermiddag vil unge SF´ere iført bandage protestere med skilte, hvor der vil stå ”brækker du benet, får du hjælp”, mens en anden del af demonstranterne, som ikke har synlige sår, vil bære skilte med teksten ”Knækker du psyken, må du selv betale”.
”Det er ikke fair, at der er så stor forskel på, om man får en psykisk sygdom eller brækker benet. Det er ikke rimeligt, at man ved førstnævnte skal af med flere hundrede kr. pr. psykologtime. Det burde være gratis, ligesom når man slår sig fysisk,” siger Astrid Aller, formand for SFU Århus, om baggrunden for happeningen.
Vil have ministeren på banen
Nu må der handles, kræver folketingskandidat for SF i Aarhus, Laila Lauridsen:
"Det er en politisk beslutning, at psykologhjælp ikke er gratis – og det er en forkert beslutning. Politikerne på Christiansborg bør ændre sundhedsloven og gøre psykologhjælp gratis – i første omgang til unge," siger hun om psykologhjælpen.
SF vil nu rejse spørgsmålet på regionsniveau, men da psykologhjælp er et nationalt anliggende, sker der ikke noget med psykologhjælpen, med mindre sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og regeringen gør noget ved det.